Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

Optimistisk – men skeptisk!

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg som leder gerne ville tro på retfærdighed som grundlag for en karriere.

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg for få dage siden var til et arrangement med nogle Teori-U entusiaster om integritet og ordentlighed som grundlag for samfundets udvikling.

Optimistisk – men skeptisk! Fantastisk udtalelse, sagt for nogle få dage siden af Serbiens præsident Boris Tadic i forbindelse med Serbiens kandidatur til medlem af EU.

Verden er uretfærdig.

Det er en af – de ikke så politisk korrekte – konklusionerne i et interview med Stanford-professor Jeffrey Pfeffer, som Ledelse i Dag har lavet. Grundlaget er hans bog ”Power – Why Some People Have It – and Others Don’t”.

Pfeffer er ikke hr. hvem som helst. Han har samlet stort set al forskning om magt, der findes, til at underbygge sin påstand. Hans bog er en slags manual til magten – så vil du vide, hvordan du profilerer dig bedst muligt, så læs den. Men forbered dig på at blive desillusioneret, hvis du tror at, hvis bare du arbejder hårdt og er dygtig, så får du løn som fortjent.

Psykologisk er mennesker indrettet, så vi helst vil se verden som retfærdig, fordi det giver os en følelse af noget forudsigeligt og kontrollabelt. Men det forhindrer os altså i at avancere og nå vore karrieremål, sige Pfeffer.

Hvordan får du så magt?

Hans konklusioner er, at magtspillet vindes af de taktisk velspillende, og dem som vil magten. Du skal være motiveret af magten, ikke af at være vellidt eller af at få tingene gjort.

Du behøver ikke at være god til dit job, men du skal være god til at holde din chef glad. Og frem for alt, sørge for at ledelsen lægger mærke til dig. Udnævnelser sker stort set kun blandt dem, som ledelsen kender.

Spørg om hjælp og råd hos dem, der styrer magten – det var sådan Obama kom til magten, og så er smiger ekstremt vigtig! Det virker, fordi vi kan lide de mennesker, der får os til at føle os godt tilpas.

Som leder er du på hele tiden, og du spiller ofte en rolle. Fint nok, men spil den ordentligt. Og så viser det for øvrigt højstatus at vise vrede. Alt det der med autenticitet, der er fremme i tiden, det mener Pfeffer, at du godt kan glemme. Det er urealistisk, og alle de ledere, der er portrætteret som autentiske, de har nået magtens tinder før, de promoverer sig på den måde. Ingen ved, hvad der er sket på vej op.

Jeg er stadig optimistisk – og skeptisk.

Når jeg er i sammenhænge – som blandt Teori-U tilhængere – så vil jeg så gerne tro på, at hvis jeg er med til at fremme for eksempel personlig integritet og ordentlighed, så har alle mine handlinger effekt i verden, og vi ender med at komme ind i en ny tid, hvor vi opfører os meget mere fornuftigt, afbalanceret og til gavn for helheden.

Jeg er absolut enig i, at det er tiltrængt, og jeg er fuld af beundring for de mennesker, som går forrest – som dem, jeg var sammen med den anden dag. De gør et godt og nødvendigt stykke arbejde for at råbe os andre op.

Jeg er selv fortaler for, at vi kan udvikle vores personlighed, og blive den, vi gerne vil være. For pokker, jeg har jo selv gjort det. Og jeg har det godt med at kende og forbedre mine personlige værdier og holdninger.

Måske er det derfor, jeg droppede lederkarrieren og magten, for hvis jeg var blevet, skulle jeg  have udviklet mig endnu mere i den retning, der ville have givet mig størst mulig magt. Og måske ville jeg ikke magten nok til det?

Jeg har været der, og min erfaring er også at Machiavelli ikke har levet forgæves. Se på Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard. Er det de mest autentiske, vellidte og ordentlige politikere vi har? Eller er de dem, der vil magten mest?

Hvad med dine ledere? Hvem sidder på magten?

Jeg er optimistisk over håbet om, at vi bevæger os i en bedre retning – men jeg er stadig skeptisk.

 

Virkelighed eller pænhed?

Jeg er faldet i den fælde, der går ud på, at jeg vil være pæn og nydelig!

Virkeligheden – version 1

Jeg læser flere og flere blogs og nyhedsbreve fra ellers fantastiske iværksætterkvinder, der reklamerer for, at vi skal have taget nogle vældigt fine og opstadsede billeder af os selv. Billeder, hvor makeuppen er glinsende, tøjet fra det sidste nye Vogue, det hele er stylet af den rigtige stylist, og opsætningen lugter af succes, overskud og perfektionisme. Det er lige, så det skærer i øjnene!

Jeg har ikke fået taget et sådant billede. Meeeen – jeg har i 5½ år flittigt brugt et fantastisk billede af mig selv som fotograf Claus Peuckert tog i sin tid, da jeg startede mit firma. Han er en fantastisk fotograf, og billedet er så godt, at selv jeg kan lide det! Jeg kan normalt ikke lide billeder af mig selv – for at sige det mildt! Så dette billede har været det eneste billede af mig på ALT, hvad jeg har sendt ud i verden.

Dorte Gammelt foto 2005

Virkeligheden – version 2

Jeg har med større og større benægtelse overhørt bemærkninger fra mennesker, jeg møder for første gang: Gud, jeg kunne slet ikke kende dig fra billedet….

Det begyndte så småt at dæmre – alligevel – at måske så jeg IKKE så retoucheret, sort/hvid og ungdommelig ud i virkeligheden. Eller i det mindste ikke mere. Selv om jeg jo nok aldrig har set sådan ud, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo. Suk!

Virkeligheden – version 3

For et par år siden fik jeg taget nogle billeder af en anden helt fantastisk fotograf, Sif Meincke. Det var i forbindelse med interview til artikler om mentorskab for C3 – nu Djøf. Jeg kan huske, at jeg fik en masse positive tilbagemeldinger på det billede, de brugte i artiklerne, men jeg var så selvfornægtende, at jeg slog det hen som almindelig høflighed. Jeg var meget taknemmelig over folks positive opbakning, for det billede var da helt forkert – og meget meget afslørende!

Jeg fokuserede på en foldet jakkekant, nogle grå hår og et for stort smil. Min gamle vane med at finde 5 fejl i stedet for at finde det positive popper gerne op, når jeg bliver præsenteret for billeder af mig selv. Og så ser jeg ikke andet – fejlene fylder hele synsfeltet!

Det, jeg har fundet ud af de sidste par år, er, at dette foto viser mig, som jeg er. Sif er fænomenal til at finde den indre power i sine ofre. Hun finder skjulte skønheder og skjulte sårbarheder, og der er en fantastisk styrke og ærlighed – og kærlighed – i hendes linse.

Virkeligheden – version 4

Jeg har besluttet at købe og bruge Sifs foto, og dermed vise en mere ærlig side af mig selv – hvilket jo passer fortrinligt med denne blog, hvor jeg også vælger ærligheden.

Men hvor er det svært at vise mig selv, som jeg er, med alle gode og dårlige sider. Både som person og på et foto. Hvor er det tankevækkende, at jeg har haft det bedst med et foto – der er rigtigt godt og professionelt – men som egentligt ikke ligner mig.

Og hvor er det angstprovokerende at vise mig selv uden filter – men også stærkt og sandt. Hvad har jeg at skjule?

Dorte Peary