Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

Hvor mange karrierer vil DU have?

Karrierevalg, karrierestiger, karrierevejeJeg kender ikke ret mange, der bliver på én konstant karrierevej hele deres arbejdsliv. Det var god skik for fortidens karriere, det er ikke nutidens.

Der er sket en ændring, så rigtigt mange har flere karrierer igennem et liv. Nogle af karriererne er tæt på hinanden enten fagligt eller branchemæssigt, men der er også mange store skift. Mine kunder viser mig hver dag, at alle muligheder er til stede.

Hvorfor skifte karriere?

Specielt de mennesker, der har kastet sig ind i et fag, som de egentligt ikke selv har valgt, skifter karriere. De er havnet, hvor de er, enten fordi andre har valgt for dem, eller fordi de bare har taget det tog, som lige kom forbi, da de stod på perronen. Disse mennesker laver ofte et stort skift i deres karriere, når de er 35-45 år gamle. Specielt hvis de – af en eller anden grund – er gået ind i et personligt udviklingsforløb. Så er chancen rigtig stor for, at de ikke bare skifter karriere, men endda starter på en helt ny uddannelse.

De mennesker, jeg møder, som bare har været lidt for længe i et job, så det er blevet kedeligt og rutinepræget, de genfinder ofte glæden ved at skifte jobbet ud. Ikke med et lignende job, men ved et ret stort skift ind i en ny branche eller et nyt område, hvor deres kompetencer stadig blive brugt – nu bare på en ny måde.

Det, de fremhæver, som det positive er, at de bliver udfordret igen, og de lærer nyt og udvikler sig hver dag, netop ved at hoppe ud på det lidt dybe vand.

Min egen karriere.

Jeg kan jo kigge på mig selv. Jeg startede med 12 års karriere som revisor. Var ved at dø af kedsomhed på et tidspunkt, og blev selvstændig revisor. Da jeg ikke kunne komme længere ad den vej, solgte jeg firmaet, og begyndte at gå ledervejen i stedet. Økonomi er en god viden at have, når man er leder. Var leder i sammenlagt 20 år, hvor jeg på et tidspunkt fuldstændigt mistede energi, fordi jeg havnede i et lederjob, som ikke passede til min personlighed. Undervejs havde jeg skiftet branche fra revision til fagbevægelse til erhvervsudvikling til arbejdsmarkedspolitik til IT-branchen og luftfart.

Og nu er jeg selvstændig ekspert på ottende år i karriereudvikling. Jeg trækker på erfaring fra alle mine tidligere job, og bygger oven på det, jeg ved i forvejen. Men jeg har også givet slip på rigtigt meget, luger jævnligt ud i rygsækken, og dropper de kompetencer, jeg ikke bruger.

Hvordan skifter du karriere?

Mange af os ved rigtigt mange ting om rigtigt meget. Men vi behøver altså ikke at bruge det alt sammen! Brug kun det, som gør dig glad. Drop resten – der sker ikke noget ved det. Der er rigeligt at kaste sig over alligevel. Det eneste, du går glip af – er kedsomhed!

Ved hvert skift, jeg har taget, så kan jeg i dag se, at jeg har fulgt et mønster: Jeg er stoppet op fordi jeg kedede mig, var frustreret, eller syntes folk omkring mig var nogle idioter.

Jeg lærte på et tidspunkt, at én idiot omkring mig var helt normalt, to idioter omkring mig var lidt betænkeligt, mens tre idioter omkring mig var det sikre tegn på, at jeg havde et problem!

Tøm rygsækken!

Hver gang jeg stoppede op, så tømte jeg min rygsæk med viden, erfaring, uddannelser, opdragelse mv. Og så tog jeg det fra, som jeg stadigvæk gerne ville beskæftige mig med. På samme måde, som jeg med mellemrum rydder op i mine bøger: Jeg tager de bøger med mig, som stadig er relevante for min fremtid, og som jeg føler giver mig glæde og energi. Alle andre ryger til genbrug eller i kælderen.

I min mentale kælder ligger der viden indenfor mange forskellige områder, som jeg ikke kunne drømme om at bruge som en levevej i dag. Regnskabslovgivning, stikprøvemodeller, overenskomstforhandling, koncepter for virksomhedsfusioner, IT udviklingsmodeller, projektledelse og meget mere. I kælderen ligger også en pæn del af min opdragelse, den del, som forhindrer mig i at leve mit liv, som jeg vil.

Fyld nyt i!

Efter min rygsæk var tømt for gammelt ragelse, var tiden inde til at finde ud af, hvad jeg gerne ville have ned i den ledige plads i min rygsæk. Hvad ville jeg lære, undersøge, udvikle, finde ud af? Denne liste med nyt koblede jeg sammen med den stak, der var tilbage fra den gamle rygsæk, som stadig var interessant, og resultatet blev en ny karriere.

Lige nu er jeg ved at koble min gamle erfaring som leder og karrieremenneske med ny lærdom inden for filosofi og online markedsføring.

Der er ingen grænser for ændring og udvikling. Eneste begrænsning er din egen fantasi. Det er klart, at vi ser på vores faglige uddannelse, det er vi jo opdraget til, og det syn begrænser os. Men prøv at lave en liste over alt det, du har lært fra de enkelte job, du har haft. Både det faglige, men også alt det andet. Hvad har du lært om samarbejde, udviklingsmetoder, organisationsændringer, kommunikation, krisestyring, undervisning, mennesker, processer og meget mere?

Jeg er ikke uddannet i karriereudvikling på universitetet, men jeg ved alligevel mere om det end de fleste. Jeg ved noget om arbejdsmarkedet, erhvervslivet, om karriere og rigtigt meget om mennesker. Fordi jeg har været derude, hvor erhverv og mennesker mødes.

Vi har alle en faglig erfaring og en mental erfaring. Hvilke dele af din erfaring har du ikke lært i skolen eller på universitetet? Den del er guld værd, og den kan du altid bruge, også hvis din faglige erfaring begynder at ruste. Og de kloge siger, at det kun tager 10.000 timer at blive ekspert i et nyt fag. Det tager ikke et helt liv mere.

Hvad ligger der, som tynger og fylder op i bunden af din karriere-rygsæk? Og hvad vil du gerne have plads til at putte i den?

Work Life Balance eller trivsel? – Hvad er vigtigst?

Work Life Balance har ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel – er budskabet fra en artikel i Gallup Management Journal.

Et tilbageblik

For 200 år siden var 80% af den arbejdende befolkning beskæftiget i landbruget. I dag er det 4%.

For 200 år siden var der for langt de fleste ikke noget, der hed arbejdstid og fritid. Det var et hele. Det var dyr og marker, der skulle passe, folk skulle have mad, ting skulle repareres. Og naturen var den kraft, der i høj grad styrede arbejdsdagen og opgaverne.

Det tankevækkende her er, at den helt store ændring i vores arbejdsliv skete mellem ca. 1900 og 1960. Det var der, vi for alvor gik fra at være en nation af landbrugere til at være industriarbejdere og servicearbejdere. Vi flyttede til byerne og vores moderne velfærdssamfund voksede op. Længere tid er det altså ikke siden!

I industrisamfundet blev der fokuseret på effektivitet – af maskiner, men også af mennesker. Vi målte og effektiviserede. Hvor mange pauser skal mennesker have, for at de er mest effektive? Hvor mange arbejdstimer i træk? Arbejdstid og fritid blev en opdeling, der var dikteret af produktionen og effektiviteten.

Og vi mennesker kan jo godt lide fritid. Friheden til at gøre, hvad vi har lyst til, være sammen med de mennesker, vi har lyst til. Prisen var et arbejde, som måske ikke altid var særligt spændende eller udviklende.

I 1990’erne (ja, længere er det heller ikke siden!) startede bølgen med at realisere sig selv, kunne vælge, lave noget meningsfyldt og udvikle sig selv, fagligt og personligt.

Og hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil hen til, at den famøse Work Life Balance, som står øverst på listen over problemer i arbejdslivet, hvis man skal tro mange af de undersøgelser, der er lavet igennem de sidste 10 års tid. Hvis vi i et eller andet skema kan sætte et kryds i, at vi ønsker en bedre balance – så sætter vi kryds!

Vi vil alle gerne slippe for den dårlige samvittighed over ikke at være 100% til stede alle steder. For det er jo det krav, vi ubevidst har til os selv – og som omverdenen har til os. Virksomheden forventer, at du laver resultater, og at du gør det hurtigt og effektivt. Samtidig skal du være til stede, til møder, bidrage, være synlig og svare hurtigt på enhver forespørgsel.

Samfundet forventer, at du er en god forælder, deltager i alt liv på skoler og institutioner og sportsklubber, at du opdrager dine unger ordentligt, at du stimulerer dem, og at de er gode ambassadører for din familie.

Din partner forventer opmærksomhed, tid, omsorg, sex, fælles projekter – fortsæt selv. Og dine venner vil alle gerne se dig tit, de har brug for snak, indkøb, omsorg, sjov, fællesskab – osv.

Pust – jeg ville også sætte kryds i en rubrik, der hed bedre balance. Men jeg ville nok kalde den rubrik ved dens rette navn: et lønligt og inderligt håb om mere tid i døgnet. Jeg er nemlig ikke villig til at undvære noget af det ovenstående. Min eneste mulighed er det umulige – mere tid. 

Hvordan bliver vi mere realistiske?

I 2010 udkom der endnu én i rækken af undersøgelser under overskriften arbejdsglæde. (Ennova: European Employee Index). En af de ting, jeg studsede over til præsentationen, var, at der ikke stod et eneste ord i den om balancen mellem arbejds- og privatliv.

Og da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar, at de ikke mente, at det var et problem i sig selv. Det var nærmere et symptom på et kultur- eller samfundsforhold, som egentligt ikke havde noget med arbejdsglæde og tilfredshed at gøre.

Ved at udelade spørgsmål om balance fik de faktisk et spændende billede af danskernes arbejdsglæde og tilfredshed. Og den var rigtigt høj. Det endda på trods af, at undersøgelsen  viste, at danskerne holdt fast i deres job, ikke af lyst, men ofte fordi de ikke mente, at de havde reelle job-alternativer. Det var jo i 2010 – kriseår.

Så når vi, isoleret set, bliver spurgt, om vi er tilfredse og glade for vores arbejde, så svarer vi et stort ja. Specielt, når vi har indflydelse på arbejdet og har meningsfyldte opgaver. Jeg vil vædde en danskvand på, at et stort flertal også svarer ja til, at vi er tilfredse og glade for vores private liv, vores familier, børn og venner. Det er kun, når vi skal vælge mellem disse to kasser, at vi bliver utilfredse.

Vi tror stadig, at vi kan dele vores liv op i arbejde og fritid.

Det er måske der, udfordringen ligger? Hvordan udvisker vi 100 års – give and take – industrisamfund fra vores tænkemåde og genoptager vores indre bonderøv, der ikke skænker det en tanke, om vi er på arbejde, eller vi har fri?

Hvad kan få os ud af den vanetænkning, at vi ikke tror, vi kan gøre andet?

Hvad med trivsel og kvalitet?

Gallup Management Journal er her for nylig kommet med et interessant forslag. Udtalelsen herfra er, at Work Life Balance ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel (wellbeing). De taler om:

  • Karriere trivsel: hvordan du fylder din tid – eller kan lide, hvad du laver hver dag.
  • Social trivsel: har stærke relationer og kærlighed i dit liv.
  • Økonomisk trivsel: styrer dit økonomiske liv effektivt.
  • Fysisk trivsel: har et godt helbred og nok energi til at få ting gjort på daglig basis.
  • Samfunds trivsel: din følelse af tilhørsforhold til i det område, hvor du bor.

Hvis det skal være de fem områder, vi skal måle vores liv på, i stedet for at bruge kategorierne arbejde og privat – så vil Work Life Balance jo nok være meget mindre vigtig. Har vi behov for relationer, så er de for eksempel ofte et miks af kolleger, venner og familie. Eller det skifter, så i perioder er det venner, og i perioder er det kolleger. Kan vi skelne og dele vores relationer op?

Det personlige valg.

Trivsel er noget, der er individuelt. Nogle vil gerne have mange penge, en anden vil gerne være en stærk og engageret person i lokalsamfundet, og for en tredje er det familie og de nære relationer, der vægter tungest.

Denne form for trivselsmåling understøtter vores egne individuelle valg af, hvad der er trivsel og kvalitet i vores enkeltes liv. Og skelner ikke mellem arbejde og fritid.

Prøv selv: Hvis du skulle liste op, hvad der er vigtig trivsel for dig inden for Karriere, Sociale relationer, Økonomi, Fysisk velbefindende og Samfundsengagement, hvordan er din prioritering så i dit liv?

 

Hvad er meningen?

Det er blevet moderne at tale om mening i arbejdslivet. Jeg har fulgt en akademisk foredragsrække med titlen: ”Det meningsfulde arbejdsliv.” Meget interessant og med mange input fra filosofien, teologien, historien og antropologien m.fl.

Blev jeg klogere? Nja, jeg tror mere, at jeg blev forvirret på et højere niveau. Hvilket også var mit mål. Jeg vil så gerne tænke selv i stedet for at få færdige svar foræret.

6 skridt til et meningsfuldt arbejdsliv.

Nogle af indlæggene var krydret med forskningsresultater. NFA (Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø) har lavet nogle stykker. De har defineret 6 parametre, som de har fundet ud af, er det, som mange forstår som mening i arbejdslivet.

De 6 er Indflydelse, Forudsigelighed, Social støtte, Belønning, Krav, Formål. Jeg kommer tilbage til dem senere.

Hvorfor er mening interessant?

I industrisamfundet havde arbejdsgivere adgang til medarbejdernes fysiske egenskaber, da meget arbejde var fysisk arbejde, og hvor personens egenskaber ikke talte væsentligt.

I videnssamfundet 1.0 havde/har arbejdsgiveren adgang til medarbejderens faglige kompetencer, da meget arbejde er ekspertarbejde og næsten alt arbejde kræver en uddannelse af en eller anden art.

I videnssamfundet 2.0 er viden ikke nok. Samarbejde, netværk, kreativitet er blevet nogle af de nye ord på gangene. Vi har længe haft det mundheld, at personer ansættes på deres faglige kompetencer, men fyres på deres personlige kompetencer. Personlighed er vildt moderne, og personlig udvikling er ikke længere et privat anliggende. Og så er motivation blevet det nye sort i ledelseslitteraturen.

Nu vil arbejdsgiverne have adgang til medarbejdernes følelser, tanker og ambitioner. Intet mindre.

Maslows igen igen.

Den geniale psykolog Abraham Maslow, der hele sit liv interesserede sig for, hvad der motiverer mennesker, undersøgte i sine senere år det begreb, han selv var med til at gøre kendt: Selvrealisering. Hans argument var, at når vi havde fået vore grundlæggende behov og behovet for selvrealisering opfyldt, så er der endnu mere. Han mente, at nogle selvrealiserende mennesker også opnår transcendens, dvs. at kunne se ud over sig selv. At det ikke kun drejer sig om os selv, men om menneskehedens potentiale og formål. En større mening.

Lige før han døde tilføjede Maslow et lag mere til sin berømte behovspyramide, et kognitivt behov. Et behov for at erhverve viden og forstå denne viden, netop for at skabe mening i tilværelsen.

Der mangler noget!

Hvis vi nu springer tilbage til NFA’s 6 krav til mening: Indflydelse, Forudsigelighed, Social støtte, Belønning, Krav og Formål – så synes jeg, der er noget, der halter.

Prøv selv: Har du et job, hvor du har indflydelse på dine opgaver og resultater? Har du et job, hvor der er en grad af forudsigelighed, så du kan føle dig tryg? Har du social støtte fra de andre i din organisation? Får du belønning og anerkendelse for dit arbejde? Bliver der stillet krav til dig, så du udvikler dig fagligt og personligt? Har det, du laver og det din organisation laver, et formål?

Langt de fleste i karrierejob / vidensjob vil kunne svare overvejende ja til disse spørgsmål. Rigtigt mange af mine kunder vil svare ja til stort set det hele – og de kommer til mig, fordi det, de laver, netop ikke giver mening for dem!

Hvor er det så – the missing link?

Jeg mangler noget Maslow! Mine frustrerede kunder arbejder måske i en organisation, hvor deres værdier ikke passer til virksomhedens værdier. Hvor deres ønske om øjeblikke af glæde, flow, lykke, opslugthed – at være levende og hel og åben ikke bliver tilgodeset. Og hvor ønsket om at gøre en forskel, ikke bare i organisationen, men i et større perspektiv, ikke kan realiseres.

Måske er vi så rige nu, at vi har overskud nok til at dele ud af vores overskud? Har vi et behov for at give noget til andre? At være noget for andre? At gøre en forskel for andre?

Er der nogen tegn på, at vi er mere transcendente og kognitive?

De tegn, jeg ser, er en større interesse i for eksempel klima, økologi, dyrevelfærd etc. Der står CSR i enhver strategiplan for tiden. Der har aldrig været så mange, der udfører frivilligt arbejde, som der er nu. Og der er hver dag karrieremennesker, der skifter spor til freelancere eller iværksættere, fordi de har behov for mere direkte at se, at det de laver, giver mening for andre – og at arbejde med lige nøjagtigt det, som de mener, kan gøre en forskel i verden. Og for nogle er værdier som frihed, sandhed, godhed, retfærdighed og kærlighed blevet mantraet, uanset om de arbejder i en organisation eller som selvstændig. Jeg møder for øvrigt heller ikke ret mange karrieremennesker, der ikke er i gang med – eller har planlagt – en eller anden form for uddannelse eller personlig udvikling.

Jeg tror at NFA er hæmmet af, at det er en organisation stiftet i videnssamfundet 1.0. Men vidensamfundet 2.0 er et paradigmeskift, hvor der kræves nogle andre parametre. Jeg håber at der er rigtigt mange version 2.0 mennesker, der arbejder i NFA, og som får lavet det skift, så erhvervslivet får nogle bedre målinger.

Det er nødvendigt med hjælp, for vi udnytter ikke alle de menneskelige ressourcer, vi har. Nogle organisationer er selvfølgelig bedre end andre, men uanset hvem jeg stiller dette spørgsmål:

Hvor stor en del af dine ressourcer og dit ypperste potentiale bruger du i dit nuværende job?

Så ligger det gennemsnitlige svar på omkring 30%. Hvad ligger din procent på? Din afdelings? Prøv at tage spørgsmålet med til næste afdelingsmøde.

Vi mangler en definition af, hvad mening i arbejdslivet er.

Har du et bud på, hvad mening er? På hvad et meningsfuldt arbejdsliv er? Eller på, hvad vi skal kalde videnssamfundet 2.0?

Så kommenter meget gerne her på min blog. Lige herunder! Eller send mig en mail, så jeg kan blive klogere – og forhåbentlig derefter give noget videre.

Er dit liv en brændende fakkel?

“Life is no ‘brief candle’ to me. It is a sort of splendid torch which I have got hold of for the moment; and I want to make it burn as brightly as possible before handing it on to future generations.” Georg Bernard Shaw, 1907

Det er interessant, at jo ældre jeg er blevet, jo mere tænker jeg over, hvad jeg vil have ud af mit liv, og hvad jeg kan give videre til andre.

Det er måske meget naturligt, at når jeg finder ud af, at jeg også – mod forventning – er dødelig, så skifter fokus til noget, der er lidt større end den daglige tunnel.

Da jeg hoppede fra mit prestigefyldte og velbetalte lederjob for 7 år siden, da gjorde jeg det, fordi jeg lovede mig selv, at fra nu af ville jeg kun beskæftige mig med noget, som jeg syntes var sjovt!

Det er de senere år ændret til, at det både skal være sjovt – og give mening. Det skal have et formål, for at det er rigtigt sjovt. Shaw siger også:

“This is the true joy in life: The being used for a purpose recognized by yourself as a mighty one. The being a force of nature, instead of a feverish, selfish little clod of ailments and grievances complaining that the world will not devote itself to making you happy”. (Shaw, 1903)

Hov, er der ingen derude, der gør mig lykkelig? Det har også været en øjenåbner. Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var centrum i universet. Min selvoptagethed var imponerende – om end ikke så tiltalende. Min eneste trøst er, at det er ret normalt for mennesker at være selvoptagede i de yngre år. Og sikkert også klogt i mange tilfælde.

Men at tro, at jeg var centrum for verden, og derved for alle andres handlinger, det blev jeg jo nødt til at kigge på. Specielt da verden og alle andre mennesker ikke lige havde læst den brugsanvisning for verdens sammenhæng! Der blev ikke sørget for mig, der var ikke nogen, der kom farende for at sikre sig, at jeg var tilfreds og lykkelig, og alle mine behov var opfyldt…

Det dæmrede efterhånden for mig, at det nok var mit eget ansvar. Øv!

Men så kom jo også den gode side ved denne kætterske tanke: Jeg er ikke afhængig af andre for at have det godt, det er udelukkende op til mig. Jeg kan vælge (!) om jeg vil have det godt og være glad for livet, eller jeg vil rode rundt i en offerrolle, og hyle op over, at jeg aldrig får, hvad jeg vil have.

Men hvad ville jeg egentlig have? Hvad var mening for mig? Det, jeg har fundet ud af på det seneste, er, at for at noget af det, jeg laver, skal give mening for mig, så er det nødt til at gå ud over nogen.

Det er ikke nok for mig blot at have det sjovt for mig selv, det skal kunne bruges til noget, det skal kunne bruges af andre. For at det giver mening for mig, skal det også gavne andre – mit samfund. Her er lidt mere Shaw:

“I am of the opinion that my life belongs to the whole community, and as long as I live, it is my privilege to do for it whatever I can. I want to be thoroughly used up when I die – for the harder I work, the more I live. I rejoice in life for its own sake”. (Shaw 1907)

Han kæder hårdt arbejde sammen med at leve. Jeg læser det på den måde, at hvis jeg arbejder med mit livsformål, og jo flere andre mennesker, der får glæde af det, jo mere livsglæde vil jeg opleve, fordi der er så meget mening i mit liv. Så hvorfor ikke arbejde hårdt?

Når jeg lever mit livsformål, så bliver jeg til en del af naturens kraft, som Shaw sagde.

Måske er mit lys er ved at udvikle sig til en lille spruttende fakkel?

Er dit liv et lille lys eller en strålende fakkel?