Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

6 Tegn på Udbrændthed.

Jeg har altid været den sidste, der opdagede det, når jeg var ved at brænde ud. Uanset om jeg var langt ude i brændingen, eller blot var overtræt eller usundt stresset.

Og jeg mente, at folk omkring mig var ulideligt pylrede, når de blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle huske at passe på mig selv! Det gjorde jeg jo! Men nogle gange skulle jeg jo give den en ekstra skalle, hvis jeg ville nå målet, være den bedste, have det gode resultat, den nye opgave, forfremmelsen, vinde konkurrencen etc. Den her situation var bare midlertidig, det var kun lige indtil ferien, den nye kollega begyndte, økonomien blev bedre, det her projekt var slut, fusionen var gennemført… Udfyld selv med dine forklaringer.

Men hvad er det, du skal holde øje med? Her er 6 tegn på udbrændthed. Hvis du har mere end et par stykker af dem, så har du et seriøst problem. 

1. Du sover mere end sædvanligt, men du sover ikke godt.

Du forsøger at få den søvn og hvile, du har brug for, men din søvn bliver afbrudt, eller du sover i alarmberedskab, og derfor ikke særligt tungt.

Du er mere træt, og forsøger derfor at sove længere, men du er ikke rigtigt udhvilet, når du vågner. Du er i stedet energiforladt, og har måske hovedpine.

Din søvn er en fantastisk indikator for, om du har det godt. Og for dit energiniveau. Har du et højt energiniveau, så sover du godt. Har du et lavt energiniveau, så sover du dårligt.

2. De ting, du normalt finder afslappende, bliver irriterende.

Hvis du normalt nyder en god lang film som afslapning, så vil du måske opdage, at du enten falder i søvn, eller bliver så rastløs, at du ikke kan følge med.

Hvis du godt kan lide at se en fodboldkamp, vil du måske opdage, at du keder dig, eller at du bliver dybt irriteret på både spillere og publikum.

Du har svært ved at håndtere dine børns langsomme tempo, eller din partners glade snak med naboen, når i er på vej på indkøb. Din standardbemærkning er: ”Kom nu!”

Du har mindre lyst til sex, og det, der er, bliver automatisk.

3. Du er bedre til at finde på undskyldninger end på løsninger.

Du finder på – rigtigt gode – undskyldninger for ikke at tage en ny opgave, køre børnene til spejder, spille tennis hver torsdag med din bedste ven, søge nyt job, tage med til familiefesten og for at udskyde den uddannelse, du har glædet dig til.

Det er fint at sige fra overfor de ting, du ikke bryder dig om, men du siger nej til aktiviteter og muligheder, som du ellers ikke kunne drømme om at sige nej til.

Er du lige nu ved at finde på en undskyldning for, at du har en undskyldning til alt?

4. Du har brug for at have ret.

Du orker ikke kritik. Kan de da ikke forstå, at du gør det bedste, at de bør være glade for, at du overhovedet gider at arbejde der, at du overhovedet eksisterer.

Du har brug for en masse anerkendelse, og du bliver dybt fornærmet, hvis du ikke får den i de mængder, du mener, du har fortjent.

Du tænker ofte: ”Hvad sagde jeg!”

Udbrændthed giver lav selvtillid, og vi forsøger at snappe efter al den energi i form af ros og anerkendelse, vi overhovedet kan, og så bilder vi os ind, at vi kunne have gjort alt bedre. Så kan vi pudse selvtilliden af ved at gøre andre mennesker mindre end os.

5. Du løber tør for ideer.

Du er blevet døv og blind for nye muligheder, nye måder at gøre tingene på. Du orker ikke at høre om nye forslag, og du finder absolut ikke på dem selv.

Du er ikke til stede, hverken i situationen eller i dig selv. Du er i gang med næste opgave eller projekt, du er i gang med at regne en situation ud, du er ved at forberede et møde eller en præsentation. Du har ikke tid til at være, hvor du er.

Du er slet ikke i kontakt med dig selv, dine behov, din kreativitet, din humor eller noget som helst andet, der plejer at være en del af dig.

At få ideer og være kreativ er noget, der kommer, når vi er til stede i en situation. Når vi er nærværende. Når vi har energi til at være nysgerrige.

6. Du arbejder mere, men får lavet mindre.

Du arbejder flere timer, og bilder dig selv ind, at du så også får lavet meget mere.

Alle opgaver tager meget længere tid, end de plejer – og mere tid end de behøver. Og du fanger dig selv i at læse det samme flere gange, og i øvrigt have rigtigt mange overspringshandlinger. Du læser mail, laver nye statistikker og andre administrative ting, laver en ny PowerPoint Template, finder interessante ting på nettet – i timevis.

Måske bliver du også på arbejde, fordi du ikke orker at tage hjem, at være sammen med familien, løbe den tur, gå med i byen, tage stilling, være social.

Hvad med dig?

Hvor mange af disse punkter har du en snert af? Eller en hel del af?

Kan du genkende mere end et par stykker – så pas på!  Du er på vej af en glidebane, hvor tilværelsen kun bliver sværere og endnu mere udmattende.

Og hvis du fortsætter, bliver du også fysisk syg.

Hvad virker?

Der er kun en ting, der virker mod udbrændthed. Og det er ro. Og så er det mere ro, og til slut lidt mere ro. Kroppens batteri skal lades op igen, og det gøres ved ro, og ved at foretage sig noget, der giver energi til dit liv i stedet for at dræne dig for energi. Brug eventuelt min gratis e-bog om at få energi – som inspiration. Du kan downloade den lige her.

Træk stikket ud til arbejdet, familien eller hvor din belastning end kommer fra. Og sæt stikket i din egen stikkontakt. Den med god energi, afslapning, og drømmene om et bedre og rigere liv.

Der er ikke andre, der har ansvaret for dig og dit liv. Der kommer ikke nogen eller noget, der redder dig. Det er op til dig.

Vil du også gerne Fixe dit Liv? – NU!

Når jeg oplever noget i min karakter eller min adfærd, der blokerer mig, så vil jeg have det fjernet – og det skal være med det samme! Lige nu! Det kan slet ikke gå stærkt nok!

Fordelen ved at interessere sig for personlig udvikling, er, at jeg ind i mellem finder sider hos mig selv, der ikke er hensigtsmæssige mere, og som dukker op som barrierer i mit liv. Typisk har det været brugbare træk for mig i mit hidtidige liv, men tiden er nu inde til forandring.

Et løg som billede

For eksempel har jeg som barn lært at ”gå under radaren”, så jeg ikke blev bemærket af min familie. Det har været en rigtig god egenskab for at undgå konflikter og krav. Jeg kunne forsvinde ind i tapetet eller væk, uden at nogen opdagede det.

Som voksen var denne adfærd i nogle situationer helt fin, men i andre situationer var den uhensigtsmæssig. Specielt da jeg blev leder, da måtte jeg kigge på den. Så jeg lærte at være synlig i min lederrolle. Jeg skrællede et par ringe af det løg, der hedder konfliktskyhed og det løg, der hedder frygt for synlighed i verden.

Jeg bruger metaforen om at skrælle løg i min personlige udvikling, for jeg har fundet ud af, at det ofte er de samme 6-9 karaktertræk og vaner, som jeg har, der giver mig problemer. Nye problemer, men de samme grundlæggende træk. Jeg kan kun arbejde med en løgring ad gangen, så må jeg lægge løget væk, og vente på, at det dukker op igen i en anden sammenhæng, så jeg kan pille endnu en ring af det.

Mit løg, der handler om synlighed i verden, er dukket op igen, efter at jeg er begyndt at føre min nye strategi for min forretning ud i livet. Jeg arbejder ikke mere primært ud fra min faglighed og min rolle som coach og konsulent – jeg er skiftet over til at arbejde og blogge også ud fra mine personlige erfaringer og mig selv – selvfølgelig ovenpå det faglige grundlag.

Brrrr, jeg kan godt mærke at løget rører på sig. Jeg er jo synlig, og stiller mig selv ud til vurdering og kritik. Min frygt dukker op. Så jeg skal have skrællet en løgring eller to mere af det løg. Men hvordan gør jeg så det?

De tre A’er

Jeg lærte engang om de tre A’er, og de har været guld værd for mig i mit arbejde med min personlige udvikling.

Læs videre på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Hvor mange karrierer vil DU have?

Karrierevalg, karrierestiger, karrierevejeJeg kender ikke ret mange, der bliver på én konstant karrierevej hele deres arbejdsliv. Det var god skik for fortidens karriere, det er ikke nutidens.

Der er sket en ændring, så rigtigt mange har flere karrierer igennem et liv. Nogle af karriererne er tæt på hinanden enten fagligt eller branchemæssigt, men der er også mange store skift. Mine kunder viser mig hver dag, at alle muligheder er til stede.

Hvorfor skifte karriere?

Specielt de mennesker, der har kastet sig ind i et fag, som de egentligt ikke selv har valgt, skifter karriere. De er havnet, hvor de er, enten fordi andre har valgt for dem, eller fordi de bare har taget det tog, som lige kom forbi, da de stod på perronen. Disse mennesker laver ofte et stort skift i deres karriere, når de er 35-45 år gamle. Specielt hvis de – af en eller anden grund – er gået ind i et personligt udviklingsforløb. Så er chancen rigtig stor for, at de ikke bare skifter karriere, men endda starter på en helt ny uddannelse.

De mennesker, jeg møder, som bare har været lidt for længe i et job, så det er blevet kedeligt og rutinepræget, de genfinder ofte glæden ved at skifte jobbet ud. Ikke med et lignende job, men ved et ret stort skift ind i en ny branche eller et nyt område, hvor deres kompetencer stadig blive brugt – nu bare på en ny måde.

Det, de fremhæver, som det positive er, at de bliver udfordret igen, og de lærer nyt og udvikler sig hver dag, netop ved at hoppe ud på det lidt dybe vand.

Min egen karriere.

Jeg kan jo kigge på mig selv. Jeg startede med 12 års karriere som revisor. Var ved at dø af kedsomhed på et tidspunkt, og blev selvstændig revisor. Da jeg ikke kunne komme længere ad den vej, solgte jeg firmaet, og begyndte at gå ledervejen i stedet. Økonomi er en god viden at have, når man er leder. Var leder i sammenlagt 20 år, hvor jeg på et tidspunkt fuldstændigt mistede energi, fordi jeg havnede i et lederjob, som ikke passede til min personlighed. Undervejs havde jeg skiftet branche fra revision til fagbevægelse til erhvervsudvikling til arbejdsmarkedspolitik til IT-branchen og luftfart.

Og nu er jeg selvstændig ekspert på ottende år i karriereudvikling. Jeg trækker på erfaring fra alle mine tidligere job, og bygger oven på det, jeg ved i forvejen. Men jeg har også givet slip på rigtigt meget, luger jævnligt ud i rygsækken, og dropper de kompetencer, jeg ikke bruger.

Hvordan skifter du karriere?

Mange af os ved rigtigt mange ting om rigtigt meget. Men vi behøver altså ikke at bruge det alt sammen! Brug kun det, som gør dig glad. Drop resten – der sker ikke noget ved det. Der er rigeligt at kaste sig over alligevel. Det eneste, du går glip af – er kedsomhed!

Ved hvert skift, jeg har taget, så kan jeg i dag se, at jeg har fulgt et mønster: Jeg er stoppet op fordi jeg kedede mig, var frustreret, eller syntes folk omkring mig var nogle idioter.

Jeg lærte på et tidspunkt, at én idiot omkring mig var helt normalt, to idioter omkring mig var lidt betænkeligt, mens tre idioter omkring mig var det sikre tegn på, at jeg havde et problem!

Tøm rygsækken!

Hver gang jeg stoppede op, så tømte jeg min rygsæk med viden, erfaring, uddannelser, opdragelse mv. Og så tog jeg det fra, som jeg stadigvæk gerne ville beskæftige mig med. På samme måde, som jeg med mellemrum rydder op i mine bøger: Jeg tager de bøger med mig, som stadig er relevante for min fremtid, og som jeg føler giver mig glæde og energi. Alle andre ryger til genbrug eller i kælderen.

I min mentale kælder ligger der viden indenfor mange forskellige områder, som jeg ikke kunne drømme om at bruge som en levevej i dag. Regnskabslovgivning, stikprøvemodeller, overenskomstforhandling, koncepter for virksomhedsfusioner, IT udviklingsmodeller, projektledelse og meget mere. I kælderen ligger også en pæn del af min opdragelse, den del, som forhindrer mig i at leve mit liv, som jeg vil.

Fyld nyt i!

Efter min rygsæk var tømt for gammelt ragelse, var tiden inde til at finde ud af, hvad jeg gerne ville have ned i den ledige plads i min rygsæk. Hvad ville jeg lære, undersøge, udvikle, finde ud af? Denne liste med nyt koblede jeg sammen med den stak, der var tilbage fra den gamle rygsæk, som stadig var interessant, og resultatet blev en ny karriere.

Lige nu er jeg ved at koble min gamle erfaring som leder og karrieremenneske med ny lærdom inden for filosofi og online markedsføring.

Der er ingen grænser for ændring og udvikling. Eneste begrænsning er din egen fantasi. Det er klart, at vi ser på vores faglige uddannelse, det er vi jo opdraget til, og det syn begrænser os. Men prøv at lave en liste over alt det, du har lært fra de enkelte job, du har haft. Både det faglige, men også alt det andet. Hvad har du lært om samarbejde, udviklingsmetoder, organisationsændringer, kommunikation, krisestyring, undervisning, mennesker, processer og meget mere?

Jeg er ikke uddannet i karriereudvikling på universitetet, men jeg ved alligevel mere om det end de fleste. Jeg ved noget om arbejdsmarkedet, erhvervslivet, om karriere og rigtigt meget om mennesker. Fordi jeg har været derude, hvor erhverv og mennesker mødes.

Vi har alle en faglig erfaring og en mental erfaring. Hvilke dele af din erfaring har du ikke lært i skolen eller på universitetet? Den del er guld værd, og den kan du altid bruge, også hvis din faglige erfaring begynder at ruste. Og de kloge siger, at det kun tager 10.000 timer at blive ekspert i et nyt fag. Det tager ikke et helt liv mere.

Hvad ligger der, som tynger og fylder op i bunden af din karriere-rygsæk? Og hvad vil du gerne have plads til at putte i den?

Føler du dig fejlcastet til dit job?

Det kan der være flere grunde til.

A: Du har aldrig vidst, hvad du ville. 

B: Du keder dig. 

C: Du er havnet ude på et sidespor.

Kan du kende din?

A: Du valgte din karriere efter, hvad din familie mente, eller hvad andre gjorde.

Som hormonfyldt og grundforvirret stor teenager valgte du en uddannelse. Hvis du ramte rigtigt, så betragt dig selv som meget heldig!

Det er næsten den værste alder, at skulle træffe beslutning om noget så vigtigt. Vi har ikke et clue om noget som helst andet som 17-20 årig, end at vi er….

Læs videre på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Kunsten at sige nej!

Vidste du, at nej er en hel og afsluttet sætning? Med punktum efter?

Sådan: ”Nej.” 

Det vidste jeg heller ikke. Jeg troede, at nej var det første ord i en alenlang forklaring på, hvorfor jeg sagde nej, og en endnu længere undskyldning for, at jeg overhovedet kunne finde på at sige nej.

Opdragelse.

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke helt kunne finde ud af at sige nej, er min opdragelse. Jeg er opdraget til….

Læs mere på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Livsvisdom i en iltmaske!

Vil du gerne ændre nogle ting i dit liv eller arbejdsliv? Ja, men…

Og opdager du, at du ofte støder på denne specielle indvending? Ja, men… En helt almindelig menneskelig indvending, der kommer i forskellige udgaver, nogenlunde som disse:

Ja, men, jeg er da nødt til….

Læs mere på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

En skønne dag vil jeg….

Der er 7 dage i en uge, og ingen af dem hedder en-skønne-dag.

Jeg læser så tit i bøger og på blogs, at det eneste, der holder mig tilbage fra at blive den, jeg gerne vil være, forfølge mine drømme, blive rig og succesfuld – det er, at jeg ikke tager mig nok sammen! Og så følger ofte 10 gode råd til, hvordan jeg skal tage mig sammen.

Det hjælper ikke! Det er også en drøm – eller nærmere en illusion – at jeg bare lige skal finde det fix, der kan få mig til at ”tage mig sammen”. Og så er der lige den detalje, at jeg i forvejen er verdensmester i at tage mig sammen, min viljestyrke er ret overudviklet. Men jeg har stadig drømme og planer, der venter på ”en skønne dag”.

Alt skal modnes.

Jeg har ikke, det der ligner, forstand på havebrug og tilstødende områder, men jeg har ladet mig fortælle, at for at lave en plante, en blomst eller et træ, så starter det ofte med et lille frø, der bliver lagt i jorden. Et lille frø, der godt kan ligge mange år i en kælder, uden at der sker noget, men som – på det rette tidspunkt – bliver lagt i jord, får vand og næring og lys, og så begynder at spire, vokse og blomstre.

Jeg har et lignende eksempel i mit liv. Jeg er et af de mange mennesker, der altid har drømt om at skrive en bog. Lige siden jeg var omkring 10 år gammel, har jeg haft den drøm. Den har været som et frø indeni mig.

Sidste sommer skrev jeg en bog – godt og vel 40 år efter at frøet kom til verden. Det var det rette tidspunkt, jeg havde erfaringen, jeg havde evnen og jeg havde motivationen, og bogen spirede og groede næsten af sig selv.

Siger jeg nu, at du bare skal sætte dig hen og vente på, at drømmen kommer af sig selv og – puff – bliver til virkelighed? Absolut ikke!

Alt skal have næring.

Det er mit job, at sørge for at give min drøm næring. Og det kan jeg gøre ved at forberede mig på, at min drøm går i opfyldelse. Jeg kan blive klogere, og jeg kan øve mig.

Jeg har skrevet hele mit liv. Alt fra dagbøger, journaler, revisionsberetninger, artikler, indstillinger, rapporter, eksamensopgaver, brochurer, hjemmesider, blogs, breve, mails og meget meget mere.

Jeg har skrevet og skrevet og skrevet. Jeg har flere halvfærdige bogprojekter og artikler liggende på min computer. Det er ikke sikkert, de bliver til et produkt, det kan være, at det bare var meningen, at jeg skulle øve mig på dem. Hvem ved?

En anden ting, jeg har øvet mig på, er at komme over min frygt. Min frygt for at andre skal have en mening om det, jeg skriver. Min frygt for at stille mig ud i lyset som den jeg er inderst inde. Min frygt for at blive kritiseret, misforstået, nedgjort, overset. For ikke at være god nok.

Det nytter jo ikke, at jeg har en blændende idé, hvis jeg ikke tør stille den ud i lyset – så gror der jo ikke noget ud af den. Så jeg har øvet mig på at blive klar til at komme ud i lyset – og jeg skal hilse og sige, at det kræver væsentligt mere og hårdere arbejde, end at skrive en bog!

Alt vigtigt har barrierer.

Jeg tror, at grunden til, at jeg ikke har ført min drøm ud i livet noget tidligere, er, at mine barrierer har været større end drømmen. Det betyder ikke, at jeg skal droppe mine drømme, det betyder, at jeg skal acceptere, at jeg har en opgave, der går ud på at gøre drømmen større og samtidig gøre barriererne mindre. Og også at acceptere, at nogle gange tager drømme tid at føre ud i livet.

Barrierer er i mit liv af en grund. De er der, for at jeg skal anstrenge mig. De er der, for at jeg skal overvinde mig selv. De er der for at gøre mig bedre.

Jeg har nået min drøm ved at blive ved med at øve mig, blive ved med at tro på, at der kom en dag – en-skønne-dag – hvor det ville lykkedes. Jeg tror på, at jeg kan gøre det samme med mine øvrige drømme. Jeg skal bare aldrig – aldrig – give op!

Så dyrk drømmen, minimer barriererne, og bliv ved med at øve dig. En dag kommer din skønne dag.

Der er 7 dage i en uge, og ingen af dem hedder en-skønne-dag. Så du bliver nok nødt til at starte med at føre din drøm ud i livet på en onsdag.

Hvad er din drøm? Hvad skal du lave på onsdag?

 

Optimistisk – men skeptisk!

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg som leder gerne ville tro på retfærdighed som grundlag for en karriere.

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg for få dage siden var til et arrangement med nogle Teori-U entusiaster om integritet og ordentlighed som grundlag for samfundets udvikling.

Optimistisk – men skeptisk! Fantastisk udtalelse, sagt for nogle få dage siden af Serbiens præsident Boris Tadic i forbindelse med Serbiens kandidatur til medlem af EU.

Verden er uretfærdig.

Det er en af – de ikke så politisk korrekte – konklusionerne i et interview med Stanford-professor Jeffrey Pfeffer, som Ledelse i Dag har lavet. Grundlaget er hans bog ”Power – Why Some People Have It – and Others Don’t”.

Pfeffer er ikke hr. hvem som helst. Han har samlet stort set al forskning om magt, der findes, til at underbygge sin påstand. Hans bog er en slags manual til magten – så vil du vide, hvordan du profilerer dig bedst muligt, så læs den. Men forbered dig på at blive desillusioneret, hvis du tror at, hvis bare du arbejder hårdt og er dygtig, så får du løn som fortjent.

Psykologisk er mennesker indrettet, så vi helst vil se verden som retfærdig, fordi det giver os en følelse af noget forudsigeligt og kontrollabelt. Men det forhindrer os altså i at avancere og nå vore karrieremål, sige Pfeffer.

Hvordan får du så magt?

Hans konklusioner er, at magtspillet vindes af de taktisk velspillende, og dem som vil magten. Du skal være motiveret af magten, ikke af at være vellidt eller af at få tingene gjort.

Du behøver ikke at være god til dit job, men du skal være god til at holde din chef glad. Og frem for alt, sørge for at ledelsen lægger mærke til dig. Udnævnelser sker stort set kun blandt dem, som ledelsen kender.

Spørg om hjælp og råd hos dem, der styrer magten – det var sådan Obama kom til magten, og så er smiger ekstremt vigtig! Det virker, fordi vi kan lide de mennesker, der får os til at føle os godt tilpas.

Som leder er du på hele tiden, og du spiller ofte en rolle. Fint nok, men spil den ordentligt. Og så viser det for øvrigt højstatus at vise vrede. Alt det der med autenticitet, der er fremme i tiden, det mener Pfeffer, at du godt kan glemme. Det er urealistisk, og alle de ledere, der er portrætteret som autentiske, de har nået magtens tinder før, de promoverer sig på den måde. Ingen ved, hvad der er sket på vej op.

Jeg er stadig optimistisk – og skeptisk.

Når jeg er i sammenhænge – som blandt Teori-U tilhængere – så vil jeg så gerne tro på, at hvis jeg er med til at fremme for eksempel personlig integritet og ordentlighed, så har alle mine handlinger effekt i verden, og vi ender med at komme ind i en ny tid, hvor vi opfører os meget mere fornuftigt, afbalanceret og til gavn for helheden.

Jeg er absolut enig i, at det er tiltrængt, og jeg er fuld af beundring for de mennesker, som går forrest – som dem, jeg var sammen med den anden dag. De gør et godt og nødvendigt stykke arbejde for at råbe os andre op.

Jeg er selv fortaler for, at vi kan udvikle vores personlighed, og blive den, vi gerne vil være. For pokker, jeg har jo selv gjort det. Og jeg har det godt med at kende og forbedre mine personlige værdier og holdninger.

Måske er det derfor, jeg droppede lederkarrieren og magten, for hvis jeg var blevet, skulle jeg  have udviklet mig endnu mere i den retning, der ville have givet mig størst mulig magt. Og måske ville jeg ikke magten nok til det?

Jeg har været der, og min erfaring er også at Machiavelli ikke har levet forgæves. Se på Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard. Er det de mest autentiske, vellidte og ordentlige politikere vi har? Eller er de dem, der vil magten mest?

Hvad med dine ledere? Hvem sidder på magten?

Jeg er optimistisk over håbet om, at vi bevæger os i en bedre retning – men jeg er stadig skeptisk.

 

Deres perfekte ydre kontra mit kaotiske indre

Jeg var for et stykke tid siden til et møde med 5 personer, hvor jeg – som sædvanligt – både skulle præsentere mig selv, og komme med et foreløbigt forslag til løsning af den udfordring, de sad med.

Deres tilsyneladende ydre.

Da personerne var ledere i finansbranchen, så var det fem smukke, velplejede, velklædte, intelligente, selvsikre og dygtige personer, jeg sad med.

De kunne præcist og velformuleret fortælle, hvad de havde brug for. De spurgte klart og høfligt om de ting, de gerne ville vide. De lyttede interesseret og imødekommende. De noterede ned på det indledende notat, de allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. De deltog engageret i den diskussion, mine spørgsmål og mine forslag gav anledning til.

Jeg sad og studerede deres perfekte ydre. Så på deres frisurer, deres tøj, kvindernes håndtasker (det er en kvindeting!), deres mobiltelefoner og øvrige gadgets, det smukke mødelokale med vandudsigt og de diskrete firmalogoer her og der. Vel og mærke fra et firma prestigemæssigt helt i top inden for branchen.

Jeg lagde mærke til deres viden, deres sprog, deres manerer. Absolut dannede mennesker. Og sindssygt dygtige til det fag, de nu hver især havde valgt. Mennesker, der ved, at de er både dygtige og heldige, men også at de har arbejdet for heldet, og som derfor har den der udefinerbare selvtillid, der bare stråler ud fra rolige, afbalancerede, høflige mennesker, der ved, hvem de er. 

Mit tilsyneladende ydre.

Da jeg er selvstændig konsulent og tidligere leder i finansbranchen, så var jeg mødt op velplejet, velklædt, intelligent, selvsikker og dygtig.

Jeg spurgte klart og høfligt om de ting, jeg gerne ville vide. Jeg lyttede interesseret og imødekommende. Jeg noterede ned på det indledende notat, jeg allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. Jeg deltog engageret i den diskussion, deres spørgsmål og deres forslag gav anledning til.

Mit kaotiske indre.

Fint billede – helt perfekt faktisk.

Men inden i mig var der en helt anden samtale i gang: ”Hvad laver jeg dog her? Jeg kan jo slet ikke leve op til dem. De har helt styr på tingene, det har jeg ikke. Hvad sker der, når de opdager, at jeg ikke ved noget som helst? Når de gennemskuer mig? Det, jeg kan, er ingenting. Mine tidligere successer er nok bare noget, jeg har bildt mig ind. Jeg har sikkert ikke forberedt mig godt nok, hvad nu hvis de stiller mig et spørgsmål, jeg ikke kan svare på?”

Deres reelle indre.

For nylig holdt vi et afsluttende møde, efter at opgaven var løst til deres fulde tilfredshed – ja faktisk store begejstring. Vi sad afslappet og evaluerede forløbet. Talte både det faglige og det personlige samarbejde igennem. Og så kom det fra dem:

”Vi var faktisk lidt nervøse i starten. Du har jo et fantastisk ry, du ser så professionel ud, og du optræder altid med stor autoritet. Du er dygtig, professionel, venlig, imødekommende, lyttende, og uanset hvilke spørgsmål vi har stillet dig, giver du et perfekt svar. Din viden om både vores branche og dit eget fag er fænomenal, du kan løse alle de opgaver, vi kommer med, og du har derudover overskud til også at give os materialer, ideer og eksempler til, at vi også kan udvikle vores metoder.”

”Vi var bange for, at vi slet ikke kunne leve op til din erfaring og viden, og at du ville synes, at vi var de rene amatører.”

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at le højt, og måtte så fortælle dem om de tanker der kørte rundt i mit hoved til vores første møde. Hvilket selvfølgelig kun gjorde stemningen endnu bedre.

Hvad skete der?

Det er så typisk menneskeligt at sammenligne sig med andre mennesker. Og det er typisk menneskeligt, at sammenligne andres perfekte ydre med sit eget kaotiske indre.

Det interessante er, at de mennesker, jeg sidder sammen med, de sammenligner mit perfekte ydre med deres eget kaotiske indre.

Det fantastiske er, at når man først ved, at det hænger sådan sammen, så betyder det ikke så meget. Til det første møde, som jeg beskrev ovenfor, sad jeg og lyttede til mine egne mærkelige tanker. Men jeg tager dem ikke alvorligt mere. Jeg ved, at de er der, og jeg ved, at de dukker op, når jeg skal præstere noget vigtigt. Derfor kan jeg sidde og sige: ”Hejsa, nå I er med i dag? Fint nok, bare kør løs, men jeg tager mig altså ikke af jer. Jeg har vigtigere ting for – jeg skal arbejde. Vi må tale sammen senere.”