Vil du også gerne Fixe dit Liv? – NU!

Når jeg oplever noget i min karakter eller min adfærd, der blokerer mig, så vil jeg have det fjernet – og det skal være med det samme! Lige nu! Det kan slet ikke gå stærkt nok!

Fordelen ved at interessere sig for personlig udvikling, er, at jeg ind i mellem finder sider hos mig selv, der ikke er hensigtsmæssige mere, og som dukker op som barrierer i mit liv. Typisk har det været brugbare træk for mig i mit hidtidige liv, men tiden er nu inde til forandring.

Et løg som billede

For eksempel har jeg som barn lært at ”gå under radaren”, så jeg ikke blev bemærket af min familie. Det har været en rigtig god egenskab for at undgå konflikter og krav. Jeg kunne forsvinde ind i tapetet eller væk, uden at nogen opdagede det.

Som voksen var denne adfærd i nogle situationer helt fin, men i andre situationer var den uhensigtsmæssig. Specielt da jeg blev leder, da måtte jeg kigge på den. Så jeg lærte at være synlig i min lederrolle. Jeg skrællede et par ringe af det løg, der hedder konfliktskyhed og det løg, der hedder frygt for synlighed i verden.

Jeg bruger metaforen om at skrælle løg i min personlige udvikling, for jeg har fundet ud af, at det ofte er de samme 6-9 karaktertræk og vaner, som jeg har, der giver mig problemer. Nye problemer, men de samme grundlæggende træk. Jeg kan kun arbejde med en løgring ad gangen, så må jeg lægge løget væk, og vente på, at det dukker op igen i en anden sammenhæng, så jeg kan pille endnu en ring af det.

Mit løg, der handler om synlighed i verden, er dukket op igen, efter at jeg er begyndt at føre min nye strategi for min forretning ud i livet. Jeg arbejder ikke mere primært ud fra min faglighed og min rolle som coach og konsulent – jeg er skiftet over til at arbejde og blogge også ud fra mine personlige erfaringer og mig selv – selvfølgelig ovenpå det faglige grundlag.

Brrrr, jeg kan godt mærke at løget rører på sig. Jeg er jo synlig, og stiller mig selv ud til vurdering og kritik. Min frygt dukker op. Så jeg skal have skrællet en løgring eller to mere af det løg. Men hvordan gør jeg så det?

De tre A’er

Jeg lærte engang om de tre A’er, og de har været guld værd for mig i mit arbejde med min personlige udvikling.

Læs videre på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Deres perfekte ydre kontra mit kaotiske indre

Jeg var for et stykke tid siden til et møde med 5 personer, hvor jeg – som sædvanligt – både skulle præsentere mig selv, og komme med et foreløbigt forslag til løsning af den udfordring, de sad med.

Deres tilsyneladende ydre.

Da personerne var ledere i finansbranchen, så var det fem smukke, velplejede, velklædte, intelligente, selvsikre og dygtige personer, jeg sad med.

De kunne præcist og velformuleret fortælle, hvad de havde brug for. De spurgte klart og høfligt om de ting, de gerne ville vide. De lyttede interesseret og imødekommende. De noterede ned på det indledende notat, de allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. De deltog engageret i den diskussion, mine spørgsmål og mine forslag gav anledning til.

Jeg sad og studerede deres perfekte ydre. Så på deres frisurer, deres tøj, kvindernes håndtasker (det er en kvindeting!), deres mobiltelefoner og øvrige gadgets, det smukke mødelokale med vandudsigt og de diskrete firmalogoer her og der. Vel og mærke fra et firma prestigemæssigt helt i top inden for branchen.

Jeg lagde mærke til deres viden, deres sprog, deres manerer. Absolut dannede mennesker. Og sindssygt dygtige til det fag, de nu hver især havde valgt. Mennesker, der ved, at de er både dygtige og heldige, men også at de har arbejdet for heldet, og som derfor har den der udefinerbare selvtillid, der bare stråler ud fra rolige, afbalancerede, høflige mennesker, der ved, hvem de er. 

Mit tilsyneladende ydre.

Da jeg er selvstændig konsulent og tidligere leder i finansbranchen, så var jeg mødt op velplejet, velklædt, intelligent, selvsikker og dygtig.

Jeg spurgte klart og høfligt om de ting, jeg gerne ville vide. Jeg lyttede interesseret og imødekommende. Jeg noterede ned på det indledende notat, jeg allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. Jeg deltog engageret i den diskussion, deres spørgsmål og deres forslag gav anledning til.

Mit kaotiske indre.

Fint billede – helt perfekt faktisk.

Men inden i mig var der en helt anden samtale i gang: ”Hvad laver jeg dog her? Jeg kan jo slet ikke leve op til dem. De har helt styr på tingene, det har jeg ikke. Hvad sker der, når de opdager, at jeg ikke ved noget som helst? Når de gennemskuer mig? Det, jeg kan, er ingenting. Mine tidligere successer er nok bare noget, jeg har bildt mig ind. Jeg har sikkert ikke forberedt mig godt nok, hvad nu hvis de stiller mig et spørgsmål, jeg ikke kan svare på?”

Deres reelle indre.

For nylig holdt vi et afsluttende møde, efter at opgaven var løst til deres fulde tilfredshed – ja faktisk store begejstring. Vi sad afslappet og evaluerede forløbet. Talte både det faglige og det personlige samarbejde igennem. Og så kom det fra dem:

”Vi var faktisk lidt nervøse i starten. Du har jo et fantastisk ry, du ser så professionel ud, og du optræder altid med stor autoritet. Du er dygtig, professionel, venlig, imødekommende, lyttende, og uanset hvilke spørgsmål vi har stillet dig, giver du et perfekt svar. Din viden om både vores branche og dit eget fag er fænomenal, du kan løse alle de opgaver, vi kommer med, og du har derudover overskud til også at give os materialer, ideer og eksempler til, at vi også kan udvikle vores metoder.”

”Vi var bange for, at vi slet ikke kunne leve op til din erfaring og viden, og at du ville synes, at vi var de rene amatører.”

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at le højt, og måtte så fortælle dem om de tanker der kørte rundt i mit hoved til vores første møde. Hvilket selvfølgelig kun gjorde stemningen endnu bedre.

Hvad skete der?

Det er så typisk menneskeligt at sammenligne sig med andre mennesker. Og det er typisk menneskeligt, at sammenligne andres perfekte ydre med sit eget kaotiske indre.

Det interessante er, at de mennesker, jeg sidder sammen med, de sammenligner mit perfekte ydre med deres eget kaotiske indre.

Det fantastiske er, at når man først ved, at det hænger sådan sammen, så betyder det ikke så meget. Til det første møde, som jeg beskrev ovenfor, sad jeg og lyttede til mine egne mærkelige tanker. Men jeg tager dem ikke alvorligt mere. Jeg ved, at de er der, og jeg ved, at de dukker op, når jeg skal præstere noget vigtigt. Derfor kan jeg sidde og sige: ”Hejsa, nå I er med i dag? Fint nok, bare kør løs, men jeg tager mig altså ikke af jer. Jeg har vigtigere ting for – jeg skal arbejde. Vi må tale sammen senere.”

 

Nøglen til livet…

NøgleJeg har to nyheder til dig. En god og en dårlig. Den dårlige er, at der ikke findes en nøgle til livet.

Den gode nyhed er, at døren ikke er låst.

Jeg har det meste af mit liv prøvet at regne den ud. Der være et overordnet formål med mit liv, en plan, noget struktur, bare et eller andet, jeg kunne holde mig til, og som kunne give en eller anden form for tryghed. Desværre har jeg ikke været vildt heldig med dette projekt. Min erfaring siger faktisk tværtimod: Der er ikke noget, der bare ligner system i skidtet! Pis!

Det er en egenskab ved livet, som jeg har haft meget meget svært ved at tilgive det for. Jeg foretrækker, at jeg ved, hvad jeg går ind til, så jeg kan kalkulere risiko og sandsynlighed for succes. Det har jeg altid haft en illusion om, at jeg kunne i de projekter, jeg kastede mig over. Så hvorfor ikke også i livet?

Super Mario

Jeg åbner helst ikke en dør, før jeg ved, hvad der er indenfor. Derfor har jeg det også svært med computerspil. ”Du skal bare prøve dig frem, så finder du ud af det!” Yak! Jeg nåede tre baner ind i Super Mario, så blev jeg voldsomt irriteret og utålmodig. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på selvtilliden og humøret, at min dengang 5-årige stedsøn bankede mig eftertrykkeligt på både tid og indsamlede point.

At jeg måske kunne lære noget af hans nysgerrige, glade, forventningsfulde og tillidsfulde tilgang til spillet og livet i det hele taget, det overvejede jeg ikke lige på det tidspunkt.

Livets utilregnelighed

Det er egentligt først efter rigtigt mange år med livets utilregnelighed, at jeg er ved at vænne mig til det, og endda nogen gange kan nyde, at jeg ikke ved en disse om, hvad der kommer til at ske. Man kan åbenbart vænne sig til rigtigt mange ting, når man er i det længe nok!

Efter at have forsøgt at regne job, karrierer, projekter, ægtemænd, familie og ikke mindst mig selv ud – og hver gang gjorde det rimeligt ringe, så har jeg nu opgivet. Det tog sin tid, men bedre sent end aldrig!

At give slip på kontrol

Jeg forsøger nu hver dag at være åben over for dagen og livet. En af de ting, der har hjulpet mig, er tanken om, at jeg går glip af noget, når jeg har så travlt med at ”få styr på tingene”. Alle de sideveje og rundkørsler, jeg har været ude på i mit liv, har afgjort været en hel del sjovere, end når jeg har forsøgt at holde mig til motorvejen. Motorveje er altså kedelige, og jeg falder tit i trance, hvis jeg bliver der for længe. Så jeg vil ikke gå glip af omkørsler og omveje. Specielt ikke, eftersom jeg har fundet ud af, at de ikke kun er sjovere, de har også lært mig rigtigt meget.

Så jeg er altid på udkig efter mulige Marguerite-ruter på min vej.

Når jeg kigger tilbage på min karriere, som afgjort ikke har været planlagt, så kan jeg se, at der hvor jeg har lært mest af det, jeg bruger i mit job i dag, det har jeg lært, når jeg var på afveje fra det, jeg troede var den ”rigtige” vej. Når jeg havde lukket øjnene og kastet mig ud i noget fuldstændigt ukendt.

Det er godt nok farligt…

Sagt af Hugo, endnu en computerspilfigur, før han fortrøstningsfuldt traskede ind i det mørke slot, hvor farerne – og guldet – lurede.

Det er livsvisdom i en genial sætning! Og det er blevet en slags valgsprog for mig. Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg går ind til, men det skal nok blive rigtigt godt – og lærerigt. Der er jo aldrig noget, der er så galt, at man ikke kan lære noget af det.

Og at lære noget, det er guld. Det rigtige guld.

Og for lige at tage et elegant (!) hop fra Hugo til Buddhismen, så kan man også sige det sådan her:

The bad news is that you’re falling through space, nothing to hold on to, no parachute. The good news is that there is no ground.  (Chogyam Trungpa Rinpoche)

Var der nogen, der sagde tillid?


Taknemmelighed – hvordan?

”Taknemmelighed er ikke den største af alle dyder – men ophav til alle de andre.” Cicero

Jeg har et anfald af taknemmelighed! Jeg har tegnet små smileys i min kalender, hvor jeg registrerer, hvad jeg foretager mig, og i min journal, hvor jeg skriver mine tanker ned. Der sniger sig ofte en smiley ind disse steder, men nu vrimler det med dem!

Jeg er altså ikke normalt en over-jublende Ole Henriksen type! Men dette har varet flere uger denne gang, og det er altså ret fedt, men også lidt uvant. Jeg er mere vant til den glimtvise taknemmelighed, der kan overfalde mig ved forskellige lejligheder – eller lige efter at jeg har haft tandpine…

Men jeg elsker følelsen af taknemmelighed. Taknemmelighed er for mig en grundlæggende følelse af glæde og accept tilsat en portion oplevelse af at være til stede lige nu. Taknemmelighed kvæler utilfredshed og mit find-fem-fejl syndrom.

At være taknemmelig er noget, jeg virkelig har øvet mig på i mange år, så det skulle jo egentligt ikke komme så meget bag på mig at det virker, men det viser mig bare, hvor svært det er at ændre mine vaner og indføre nogle nye grundlæggende dyder i mit liv.

Hvorfor taknemmelighed?

Det citat jeg startede med, lå i mange år i min kalender (dengang de var af papir og læder!), og jeg var meget fascineret af ideen om at være taknemmelig.

At være utilfreds var min drivkraft – det, at jeg ville væk fra noget, som jeg ikke brød mig om. Det har tjent mig godt at være utilfreds, for jeg har virkelig fået ændret mange ting på den konto. Men det har været en negativ drivkraft altid at skulle være utilfreds for at kunne komme nogen vegne.

Så tanken om bare at være tilfreds, fascinerede mig.

Hvordan taknemmelighed?

Den måde, jeg har øvet mig på taknemmelighed og på at være til stede i mit liv, er ved at lave en ny vane. I perioder har jeg haft en notesbog eller kalender liggende ved siden af min seng, og hver aften skrev jeg 5 ting ned, der havde gjort mig taknemmelig i løbet af dagen. 5 ting, hverken flere eller færre.

Da jeg startede, kunne jeg overhovedet ikke finde nogen episoder, og jeg skulle virkeligt grave i dagens begivenheder for at huske, at jeg var kørt hjem i den smukkeste solnedgang, at en veninde havde ringet for at fortælle mig en god nyhed, at en medarbejder havde rost mig, at min mand havde lavet mad til mig, bare fordi han ville glæde mig, og så videre.

For slet ikke at tale om at jeg jo kunne være taknemmelig over, at jeg havde et godt helbred, et godt job, at jeg lærte noget nyt hver dag, at jeg havde penge nok osv.

Da jeg havde lavet mine optegnelser i et stykke tid, havde det den effekt, at jeg i løbet af dagen begyndte at lægge mærke til alle de ting, jeg egentligt havde at være taknemmelig over i mit liv. Jeg skulle jo have noget at skrive ned om aftenen! Og stille og roligt blev denne nye opmærksomhed en ny vane.

Effekten af taknemmelighed?

Det, der stille og roligt skete, var at det blev sværere at være utilfreds. Mit liv er ikke perfekt og halleluja-agtigt, men jeg er blevet bedre til at fokusere på det gode i mit liv, i stedet for på det, der skal laves om. Og på at være taknemmelig – bare i dag.

Og mit liv står altså ikke stille af den grund, har jeg opdaget. Jeg behøver ikke utilfredsheden som motivation for at nå mine mål. Når jeg er taknemmelig og i ro, så får jeg faktisk så meget overblik, at jeg kan se, hvor jeg skal hen. Jeg får snuden op af sporet, og kan sætte den rigtige retning. Så det sparer også tid at være taknemmelig.

Jeg må hen og sætte en ny smiley i min kalender… :-)

Overspringshandlinger! Æv!

Jeg er træt af mine overspringshandlinger! Du har selvfølgelig ikke den slags, men jeg kender dem fra flere forskellige vinkler. Der er mange gode råd om, hvordan man overvinder overspringshandlinger, men de virker altså ikke rigtigt på mig. Jeg finder bare en anden måde at springe over på.
Jeg har lige brugt en måned på at få opdateret min brochure for min Weekend Workshop, og det tog en aften, da jeg først gik i gang. Jeg var ikke ineffektiv i den måned, men jeg lavede alt andet: Oprettede en blog, designede dette nyhedsbrev, fik opdateret alle oplysninger om mit netværk, fik taget kontakt med masser af mennesker, som jeg gerne ville kontakte, talte med en masse kundeemner, ajourførte mine hjemmesider, lavede et produkt til fastholdelse af medarbejdere, ryddede op i arkivet, lavede et nyt planlægningssystem…

Perfektionisme
Der kan være mange grunde til overspringshandlinger, men den, der for det meste passer på mig er perfektionisme. På amerikansk tales der om de tre P’er: Perfectionism, Procrastination and Paralysis. Det er 3 sider af samme sag.

Når jeg skal lave en opgave, som jeg kan blive bedømt på af mennesker, jeg ikke kender, så slår denne treenighed til i mit liv. Dette at blive vurderet, bedømt, vejet og evt. kasseret uden at jeg kan argumentere og overbevise, det kan jeg altså ikke lide! Og så kommer tankerne! Jeg kan sikkert ikke lave det godt nok, jeg vil være helt sårbar og stå nøgen foran andre mennesker, frygten sniger sig ind. Afvisningen lurer.

Og så starter balladen: Enten laver jeg alt andet i mit liv, eller jeg sidder paralyseret foran computeren og stirrer på det dokument, der står foran mig – uden at jeg får rørt tasterne. Så rejser jeg mig, og skal liige… Eller jeg besvarer email, det kan man jo efterhånden få hele sit liv til at gå med, og når jeg er færdig med det, kan jeg jo altid gå på FaceBook, LinkedIn, Twitter, læse interessante blogs osv.

Hvad virker?
Det eneste, der virker for mig i den situation er, at jeg giver mig selv lov til mine overspringshandlinger. Jeg gør det, jeg allermest har lyst til. Og så taler jeg med andre mennesker om, hvad jeg har gang i. Stille og roligt får jeg så meget opbakning og anerkendelse fra andre mennesker, og så meget tilfredsstillelse fra de opgaver, jeg færdiggør, at jeg af mig selv bliver parat til at gå i gang med den der opgave, der ligger og lugter. Og tiden, der går, hjælper mig med at forlige mig med tanken om at blive vurderet og udstillet. Jeg har jo selv valgt livet som selvstændig, og det plejer jo at gå godt!

Accept.

Accept er den korteste vej mellem overspringshandling og handling. Viljestyrkens kamp den længste!