Sig farvel til det gamle år, før du går ind i det nye

Det gamle år - Det nye årDe fleste af os kaster os med maven fuld af and og konfekt direkte ud i det nye år. Med champagneglasset i hånden proklamerer vi med dødsforagt vores forsætter og mål for det nye år. Vi vil helst se fremad, men ofte er det klogt lige at reflektere over, hvad vi har lært indtil nu. Det gamle år er en guldgrube til udvikling.

Få her en enkel metode – og nogle gode spørgsmål – til at tænke lidt over det gamle år og lukke året pænt og ordentligt ned, før du styrter videre med alt for meget usorteret bagage.

Der er ikke meget ved at stå i Stockholm og skulle finde Sveavägen, og det eneste hjælpemiddel, du har, er et kort over København! Det er svært at sætte retningen og finde rundt under de vilkår. Ligesådan er det måske en god ide at stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvor du egentligt selv befinder dig i dit liv? Finder det rigtige kort frem. Så du kender den platform, du skal bygge videre på. Før du begynder at bygge.

Jamen, jeg ved da godt, hvor jeg er!

Gør du? Jeg er altid et godt stykke efter min egen udvikling, når jeg laver det nummer. Der er forskel på, hvad der sker i mit liv, og hvad jeg lærer og erfarer på det ubevidste plan – og så på, hvad der trænger ind i den bevidste del af mig og min hjerne. Her er jeg ekstrem tungnem.

Jeg ville ønske, det gik hurtigere og nemmere – men det gør det ikke. Heldigvis er vi mennesker forsynet med evnen til at reflektere. Vi er den eneste skabning på jorden, der faktisk kan tænke over, hvad vi gør og siger. Den evne kan vi så selvfølgelig lade være med at bruge, det er den nemme løsning. Men det er også den, der gør mest ondt.

Har du nogensinde oplevet, at du har lavet den samme fejl igen og igen, uanset de bedste intentioner om at gøre noget andet? Eller er det kun mig, der er verdensmester i den disciplin?

Work in Progress

Det ville da være rart, at kunne lave et nytårsforsæt og vupti, ændringen skete. Helt af sig selv. Vi elsker de der hurtige fix, og vi bliver ved med ihærdigt at håbe på, at et af dem virker. Bare et! Det kunne jo være.

Det er irriterende, at vi er mere komplicerede end som så. Det tager tid at udvikle os, opbygge tillid, hele gamle sår og finde ud af os selv. Og det er netop den proces, der fører os frem mod livets forandringer, sejrene, de nye jobs, de gode parforhold og det gode forhold til andre mennesker. Og også til rygestoppet, vægttabet, motionen og alt det andet, vi ønsker os i nytårsgave.

Opgiv håbet!

Når først vi opgiver håbet om, at løsningen dratter ned i hovedet på os, først da er vi i stand til at handle og tage ansvar for vores egen udvikling og vores egne løsninger. Vores liv er foranderligt og fleksibelt. Det er ikke fastlagt på forhånd. Vi vælger selv undervejs blandt de muligheder, vi får til rådighed.

Hvis du tror på skæbnen eller universet eller noget andet, der afgør dit liv, så husk, at det er kun noget af dit liv, der så ligger fast. Resten kan du selv bestemme. Og opgiv håbet om, at du vinder i lotto, at den rigtige partner bare dukker op, at dit job lige pludselig bliver bedre og så videre. I denne her sammenhæng er håbet en sovepude, som står i vejen for dit eget initiativ og alle dine evner, de evner som står i kø for at komme i spil. Håbet er en illusion, som du er fanget indeni.

Start her i stedet. Reflektér over det gamle år – og lær bevidst:

Den hurtige metode

Sæt dig med en notesbog eller journal. Find et roligt sted, hvor du ikke bliver forstyrret i en time. Skriv løs. Skriv om alt det, der er sket for dig i løbet af det gamle år, alt det som har gjort indtryk, og alt det du har lært. Stort og småt og ingen begrænsninger. Dvæl lidt ved den gode følelse af at have flyttet dig.

Bruger du en times tid, så skal du nok få skrevet om det vigtigste, og det er en nem og overkommelig måde at rydde op på. Så er du klar til det nye år.

Den strukturerede metode

Sæt dig ned – stadig med papir og blyant. At skrive i hånden er en meget mere intim måde at skrive på, og der er ikke noget filter mellem dig og dine tanker og følelser. Så hvis du overhovedet kan, så skriv i hånden. Det er jo kun én gang om året!

Lav først en tidslinie på et stykke papir, hvor du plotter alle større begivenheder ind for det gamle år. Mærkedage, ferier, jobskift, beslutninger, forandringer af alle slags. Også kriserne og sorgerne. Hvis du har brug for det, så tag kalendere, dagbøger og fotoalbum mv. til hjælp.

Hvad har du oplevet og opnået fysisk, følelsesmæssigt, mentalt, åndeligt, økonomisk, familiemæssigt, i forhold til samfund og netværk og i forhold til afslapning og sjov?

Har du brug for hjælp, så svar på disse spørgsmål – eller vælg dem ud, som du synes er interessante:

  • Hvilke beslutninger har du truffet i det gamle år? Hvordan traf du dem, og hvordan var resultatet? Hvad var den bedste beslutning, du traf?
  • Hvad var dine største triumfer? Hvad gik de ud på, og hvorfor var det triumfer? Hvilken af dine successer og triumfer var den største?
  • Hvis du vil have særligt hjælp til dine arbejdsmæssige successer, så læs mit blogindlæg her: Har du Styr på dine Succes’er? 
  • Hvad har du været gladest for i året? Hvad gjorde dig glad og hvorfor?
  • Hvilke personer har haft størst indflydelse på dit liv i året? Hvorfor og hvordan? Hvilke tre personer har haft aller størst indflydelse? Hvad kan du takke dem for? Har du takket dem?
  • Hvilke chancer tog du i året? Hvorfor og hvordan gik det? Hvad var den største risiko, du løb?
  • Hvad var den største overraskelse det sidste år? Hvorfor?
  • Hvad har du lært af året? Hvor har du udviklet dig? Hvor er du blevet klogere på dig selv, på andre og på livet?
  • Har det været et godt år? Hvorfor eller hvorfor ikke? Hvad har været godt ved året?
  • Har du gjort ting, du fortryder? Har du sagt undskyld eller gjort det godt igen? Er der noget, der stadig plager dig? Hvordan får du ryddet op i det?
  • Find et ord, der beskriver dit år. Et enkelt ord eller højst to ord – en overskrift for året.

Lidt om kriser og sorg

Hvis du har oplevet en stor krise eller en stor sorg i det gamle år, så vurder, om du kan trække noget brugbart ud af den. Hvis ikke, så vent til næste år. Nogle begivenheder skal have tid til at gå igennem sin egen proces, og det kan være svært at overskue en ting, når man har næsen helt nede i den. Så vent, det er helt i orden. Ting tager den tid, de skal tage.

Koncentrer dig i stedet om resten af året, og se om du ikke kan finde noget positivt eller interessant der. Jeg havde et gedigent kriseår i 2008/09, hvor min mor fik diagnosen Alzheimers Sygdom og måtte flytte på plejehjem, jeg selv fik konstateret en rædsomt besværlig stofskiftesygdom, og samtidigt satte finanskrisen ind over for min virksomhed. Jeg havde ekstremt svært ved at finde noget positivt ved et følelsesmæssigt meget udmattende år, så jeg koncentrerede mig i min årlige gennemgang om de mange fantastiske mennesker, der hjalp mig det år. Først senere kunne jeg drage noget meget værdifuldt læring ud af oplevelserne. For det er jo i krisetider, jeg udvikler mig mest – jeg kan bare ikke se det, mens det sker.

Lidt om beslutninger og valg

Det område, jeg har lært mest af i mit liv, er af mine beslutninger og af de valg, jeg har truffet. En af mine største udfordringer med at vælge er, at hver gang jeg vælger, så vælger jeg også noget fra. Det er angstprovokerende, for hvad nu, hvis det var der, lykken lå?

Sådan er livet, og sådan skal det være. Jeg tror på, at det ikke er de valg, jeg træffer, der er det vigtigste. Det vigtigste er, hvad jeg lærer af de valg, jeg træffer. Meningen med mit liv er ikke at træffe de rigtige valg og forsøge at være perfekt. Meningen med mit liv er, at træffe mine valg så godt jeg kan, og så få så meget ud af dem som overhovedet muligt.

Gør dig selv den tjeneste at lære af dine valg og af dine beslutninger. Hvis du synes, du har valgt forkert, så lad være med at bebrejde dig selv det. Det hjælper jo ikke alligevel, og måske er det netop det valg, der senere vil give dig muligheden for en ny fantastisk oplevelse. Det ved du jo ikke, vel? Men prøv at lade være med at gentage ulykkerne – lav den ovenstående øvelse. Din bevidste erkendelse af dine valg og konsekvenserne af dem er lige så effektivt som en vaccination mod at lave det samme igen.

Klap dig selv på skulderen over alt det, du har gjort godt. Klap dig selv på skulderen over alt det, du lærer ved at begå det, du kalder fejl. Måske er det netop ikke fejl, men nødvendige erfaringer, som du har brug for i fremtiden.

Det nye år

Det nye år er som en bog med rene ubeskrevne sider. Der er en side for hver dag, og du kan hverken komme hurtigere eller langsommere igennem dem. Du kan heller ikke springe sider over – eller starte med slutningen.

Når eller hvis du laver nytårsforsætter, så gør mig en tjeneste. Lad være med at lave dem efter, hvordan du gerne ville være, hvis du var perfekt. Tag udgangspunkt i den fantastiske og levende person, som du allerede er.

Stresset?

Peary_e-bog_forside

Få kontrol over din stress. Få et nemt redskab til at holde øje med dit stressniveau - og til at bringe dit liv i balance igen.

Du skriver dig op på min mailliste når du henter e-bgen Powered by ConvertKit

Leave a Reply