Om Dorte

Hvem er jeg?

Jeg er Karriere Coach og Executive Coach, og jeg er ekspert i, hvordan du kan udvikle din karriere og dig selv i den.

Jeg er coach, mentor og vejleder for mennesker, der interesserer sig for deres karriere og for deres personlige udvikling, og jeg er konsulent, coach og rådgiver for mange af Danmarks store og mellemstore virksomheder og organisationer.

Hvis du vil have den korte version af, hvorfor jeg er forskellig fra andre karriere coaches, så læs her. Ellers læs videre for en mere personlig version.

Hvad er mit grundlag!

Jeg har læst og studeret mange emner: Ledelses- og organisationsteori, strategi, innovation, planlægning, HR, filosofi, psykologi, pædagogik, kommunikation, åndsvidenskab, religion, hjerneforskning og meget mere. Og så har jeg ikke mindst prøvet det hele af på mig selv, før jeg har præsenteret det for mine kunder. Det betyder, at det, jeg giver videre, udelukkende er det, der har virket på mig selv.

Hvad er min karriere?

Jeg er oprindeligt uddannet økonom og revisor, og har arbejdet blandt andet i Deloitte og PriceWaterhouseCoopers.

Så har jeg været leder i knap 20 år, blandt andet i Grønlands Hjemmestyre, Grønlands Erhvervsudviklingsselskab, IFS, Scandinavian Airlines og CSC.

Jeg har to gange startet min egen virksomhed. Den første solgte jeg til PriceWaterhouseCoopers, og min nuværende har jeg nu haft i over 7 år.

Jeg har arbejdet og boet udenfor Danmark i 14 år, og kom tilbage i 1999.

Jeg er – blandt andet – Registreret Revisor, Civiløkonom, HD, Certified Executive Coach, Systemisk og Narrativ Proceskonsulent, har en hel del lederuddannelser, og er i øjeblikket i gang med at læse en Bachelor i Filosofi på Københavns Universitet.

Jeg har været/er mentor for C3, DJØF og Kvinfo, medstifter af EMCC Danmark – og så er jeg udnævnt til nævning og domsmand i Østre Landsret.

Hele mit CV ligger på Linkedin.

Hvad er min historie?

Siden jeg var 20 år gammel, har jeg været optaget af Personligt Lederskab. På det tidspunkt døde min far pludseligt. Jeg opdagede at livet var flygtigt, og jeg begyndte at tænke over, hvad jeg ville have ud af mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvem der egentligt bestemte i og over mit liv.

Jeg er opdraget af tre stærke kvinder, der både var nogle seje rollemodeller, men som også havde deres helt bestemte ideer om, hvordan jeg skulle leve mit liv, og hvilken person, det var ønskværdigt, at jeg var! Jeg havde ikke de bedste forudsætninger for at lære at tage ansvar for mit eget liv.

Min fars død startede min frigørelse. Samtidig begyndte jeg en karriere, hvilket var min vej til selvtillid. Jeg fandt ud af, hvad jeg var god til, og hvad der var min unikke signatur. Jeg fandt ud af, at jeg blev en bedre leder og kollega ved at lede ved hjælp af den person, jeg var, i stedet for at spille en rolle eller blot læne mig op af de gængse teorier og værktøjer. Autenticiteten talte stærkest og højest.

Det lykkedes mig undervejs at gifte mig med en pragtfuld mand, der selvfølgelig også havde en tendens til at ville bestemme, hvem jeg var, og hvad jeg ville! Først efter en grum skilsmisse begyndte jeg for alvor at overtage styringen af mit eget liv. Ikke kun karrieremæssigt, men nu også personligt.

Jeg gik i gang med at bygge mit liv op fra grunden, hvilket betød, at jeg var nødt til at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg ville med mit liv. Lettere sagt end gjort! I min undren over mig selv har jeg studeret og spurgt og lært og afprøvet alt muligt, der måske kunne hjælpe mig på vej.

Jeg har fejlet og bandet stygt, jeg har leet og fejret successer, jeg er gået to skridt frem og ét tilbage. Jeg har øvet mig på familie, diverse ægtemænd, kærester, venner, veninder, kolleger, virksomheder, kunder og samarbejdspartnere.

Jeg er nu 53 år, og for godt 7 år siden besluttede jeg mig for, at jeg kun ville beskæftige mig med ting, jeg synes er sjove og interessante! Jeg tror på, når jeg beskæftiger mig med det, der giver mening for mig, så bliver jeg både dygtig, erfaren og unik. Det har jeg så gjort siden, og jeg har et fantastisk og rigt liv med pragtfulde mennesker, som jeg selv har valgt, og som alle bidrager til at få det bedste frem i mig.

Jeg er leder i mit eget liv, jeg har min fulde frihed, og så lever jeg af at give min viden og mine erfaringer videre til andre, hvilket er den største gave i mit liv.

Mit motto:  Livet er for kort til bløde chips!

Det gælder for alt i livet. Jobs, karrierer, mænd, venner, udvikling, nydelse, åndelighed, – og chips! Det skal knase, skal det!