Jeg er fornærmet!

Shouting woman– og det har jeg ret til at være! Eller har jeg? Og er det særligt smart? Jeg blev fornærmet den anden dag. To gange på samme dag endda.

Fornærmet – optagelse 1.

Jeg var på vej ad motorvejen i bil, og foran mig i det yderste venstre spor kørte en bil, der efter min mening kørte alt for langsomt. Jeg blinkede, og der skete intet. Så blev jeg fornærmet! Sikken en idiot, der med sin upassende kørsel forhindrede mig i at komme frem i den hastighed, som jeg havde brug for.

Da han endelig flyttede sig, undlod jeg selvfølgelig heller ikke at sende ham et blik, der ville have fået enhver edderkop til at falde død om på stedet!

Hvad f….. bildte han sig ind!

Fornærmet – optagelse 2.

Jeg fik klaret det, jeg skulle den dag, og alt gik godt og efter planen. Tilfreds med mig selv og min indsats trillede jeg lige så stille hjemad igen på motorvejen den anden vej. Og så var der lige pludselig en idiot, der – helt oppe i min kofanger – lyste og blinkede bag mig! Han ville forbi, og det skulle være nu! Jeg trak irriteret ind til højre – jeg kørte jo efter hastighedsgrænserne – hvorefter han drønede forbi mig med en fuck-finger meget synlig i vinduet.

Hvad f….. bildte han sig ind!

Hmm, hvad skete der lige der?

Interessant reaktion jeg der demonstrerede.

Hvorfor blev jeg irriteret, indigneret, krænket, såret, skuffet, sur, fornærmet og forarget – og blev overbevist om, at verden er af lave, og alle mennesker opfører sig egoistisk og generelt dårligt?

Hvorfor opfører folk sig ikke på den måde, som JEG mener er den rigtige? Hvorfor bliver jeg fornærmet, når ting ikke foregår på mine præmisser?

Hvorfor skylder jeg skylden på ”de andre” og på ”tiderne”? Hvorfor skuffer mine medmennesker – og endda selve livet mig ved gentagne lejligheder?

Er jeg blevet mere tyndhudet, end jeg plejer – eller opfører andre sig mere sært, end de plejer?

Nordjyde og privatsfære.

Jeg er oprindeligt Nordjyde! Det gode ved at være Nordjyde er, at jeg har lært ikke at tage mig af, hvad andre gør eller ikke gør. Jeg har lært at stå med et stykke strå i munden, støttende mig til en høtyv og muntert følge andre menneskers underlige adfærd med stoisk ro og overbærenhed. ”Jow, jow, dem ska der da ow vær plads te.”

Så flyttede jeg ad nogle omveje til København. Hvor jeg blev overfaldet af fremmede mennesker, der ville kramme og snakke om følelser og være sårbare og have fællesskab. Puha, det er altså hård kost for en Nordjyde. Hvis du ikke tror på mig, og selv vil prøve at kramme en Nordjyde, så hold lige et særligt øje med høtyven! Bare et godt råd.

Den der naturlige distance, jeg engang havde, har rykket sig. Ikke kun af Københavnere, men af den globale verden, af TV, aviser, internettet, de sociale medier og hele vores moderne verden. Jeg er nødt til at være en åndende membran af følelser og globalt fællesskab. Jeg kan ikke rigtigt trække mig tilbage, uden at få skyld for at være ignorant og ligeglad med ofrene for sulten i Afrika og krigen i Syrien.

Men skal jeg lade alt komme igennem membranen? Hvordan kan jeg både være åben og autentisk i verden og samtidigt sortere det fra, der ikke giver noget godt bidrag – begge veje?

Hvad kan jeg gøre?

1. Vælge mine kampe med omhu.

Bliver jeg en bedre samfundsborger af at blive fornærmet over andre folks uopdragne unger på cafeer eller af at blive fornærmet over bilister, der taler i mobiltelefon, mens de kører?

Næ, jeg bliver en bedre samfundsborger af at lade være med at tale i mobiltelefon, når jeg selv kører, og så i øvrigt være et behageligt, venligt og ikke-fornærmet menneske.

Hvis jeg virkelig vil gøre noget ved mobilsnakkerne, så kan jeg tale med bilisterne, skrive læserbreve til aviserne og breve til politikerne, udgive en bog med interviews med ofre for trafikulykker med mobiler involveret, afholde debatmøder, blive politiker, så jeg kan ændre loven, blive politibetjent, så jeg kan jagte mobilsnakkerne.

Men fornærmethed uden handling gør kun mit eget liv surt. Dem, jeg er fornærmet på, opdager det sjældent, eller glemmer det hurtigt. Hvorfor skulle de ændre deres liv og vaner for min skyld – for en fornærmet midaldrende dame med dræbende øjne?

For fremtiden vil jeg kun blive fornærmet, hvis det er noget, jeg rent faktisk kan – og vil – gøre noget ved. Er det uden for min rækkevidde, så vil jeg ikke spilde mine dyrebare følelser på det.

2. Koncentrere mig om mig eget liv.

I stedet for at afsøge horisonten for ting og mennesker, jeg kan blive fornærmet på, så vil jeg i stedet forsøge at kigge på mit eget liv. Hvis jeg virkelig har så meget tid til overs, at jeg har overskud til at rode rundt i andre menneskers handlinger, og have en mening om dem – så var det måske tid for en grundig selvransagelse. Og til at finde noget at bruge min tid til, som rent faktisk gør en forskel.

Jeg vil foretage mig noget, der opfylder mit eget liv, og så lade andre have deres liv. Så bliver jeg sikkert også både nemmere og gladere at omgås.

3. Acceptere at andre mennesker ikke lever efter mine regler.

Det er godt nok irriterende, men de gør de altså ikke! Og de opfører sig heller ikke øretæveindbydende bare for at genere mig. Så stor betydning har jeg desværre ikke. De lever bare deres eget liv med de forudsætninger, de har, og den historie de bærer på.

De lever slet ikke op til mine tårnhøje forventninger på deres vegne. Men det overraskende er, at jeg nok heller ikke just lever op til deres forventninger… Jeg er forhåbentligt i gang med en livslang proces med at blive klogere – og det er de sikkert også. Hvis vi altså kan holde vores pølsefingre fra hinanden, så vi ikke forstyrrer den gode udvikling.

4. Holde op med at være et offer!

Hvis jeg mener, at det, et andet menneske gør, kan påvirke mig og mit humør, så er det jo fordi, jeg er villig til at være et offer. Det er synd for mig! Se hvad DE gør mod mig!

Jeg tror, at jeg vil forsøge at takke de mennesker i stedet. Takke mobilsnakkerne for at gøre mig opmærksom på, at den vane hverken er trafiksikker eller hensynsfuld, så jeg ikke selv falder i fælden. Takke den travle bilist for at lære mig at tage hensyn, og den langsomme bilist for at lære mig at tage det med ro. Takke de larmende unger og deres forældre for, at jeg i stedet fandt en ny cafe, som jeg ellers ikke ville have besøgt.

Jeg skal også huske at takke den dame, der snød sig foran mig i køen i Kvickly den anden dag. Jeg lærte både, at jeg er i stand til at sige fra direkte over for et andet menneske, og jeg lærte, at den uhøflighed og egoisme ville jeg nødigt udsætte noget andet menneske for. Og jeg vil takke for, at jeg fik mindst fire nye venner i den kø, fordi jeg venligt men bestemt gjorde opmærksom på den dårlige opførsel over for synderen.

Jeg bliver faktisk stærkere ved at blive opmærksom på mine egne værdier, hver gang jeg bliver fornærmet. Disse mennesker bliver mine lærere på min vej mod min egen integritet. Det er da ikke så ringe endda!

Leave a Reply