I’d rather be a fuckup than a fake!

Denne sætning stod på forsiden af en postkort, som én af deltagerne på min seneste workshop i København gav mig. Citatet (der stammer fra Beth Hart og Crazy Kind a Day) havde mindet hende om, at hun var alt andet end fake i den weekend.

Hvor er det et modigt citat! Og hvor det minder mig om min egen tilbøjelighed til at opfatte mig selv som en fake! Den der typiske situation, når nogen roser mig eller har et positivt billede af mig – og den indre drage hvisker: ”Det er bare indtil de finder ud af, at jeg faktisk slet ikke kan noget. Jeg er bare en fake.”

Min indre drage

Uanset hvor mange gange, jeg siger til mig selv, at det ikke er tilfældet, og uanset hvor mange gange, at selv jeg kan se, at det jeg laver, nok egentligt er helt ok, så stikker dragen sit ansigt frem.

Jeg sammenligner tit mine nedarvede og opdragede karakterbrists med en sovende drage. Hvis jeg passer på mig selv og arbejder med min egen udvikling, så sover dragen. Men hvis jeg får lidt for travlt, og bliver lidt for meget arbejdsnarkoman, sover for lidt, glemmer at gå ture, se venner, meditere eller have det sjovt, så vågner min drage, og så kommer disse underlige stemmer op i mit hoved. Der er lidt Harry Potter og den 3-hovede hund over det. Så længe musikken spiller, så sover den trygt.

Dragen dukker altid op med mellemrum, og det gør den jo, fordi jeg er en fuckup. Men er vi ikke alle det? Er der overhovedet nogen, der kan gå igennem en barndom og en ungdom uden at have brug for et klippekort til en psykolog som 30-årig?

Det er vel kun et spørgsmål om graden af fuckup. Nogle af os er svært ramt med dysfunktionelle familier, der ikke har lært os så meget nyttigt, og andre af os har haft sunde kærlige forældre, men vi har alligevel fået nogle skuffelser og hak i tuden undervejs. Vi har vel alle taget skade af livets opdragelse, hvis man ser sådan på det. Det er vel selve livet i en nøddeskal – det er den menneskelige eksistens vilkår. Netop det, at den menneskelige art er den eneste, der kan reflektere over fortiden og ændre adfærd i fremtiden, gør jo os unikke.

Min indre styrke

Jeg ved da, at de slag, jeg har fået undervejs, har givet mig mine største styrker. Vel at mærke når de endelig kommer ud af uvidenhedens og benægtelsens mørke. Og ind i udviklingens sollys. Mine stærkeste og smukkeste karakteregenskaber er udviklet under modstand og ved hjælp af udfordringer. Det er ved selv at være gået ned, at jeg har lært ydmygheden at kende. Ved dødsfaldene at jeg har lært sorgen at kende – og dermed værdsætter glæden desto højere. Det er ved skilsmisserne, at jeg har lært, at jeg ikke kan ændre andre mennesker. Og ved at være utilfreds indtil kvalmegrænsen, at jeg har lært taknemmeligheden at kende.

Der skal sikkert være et par mennesker derude, der har haft et helt ufarligt og trygt liv, men jeg vil faktisk ikke ret gerne bytte. Jeg synes, at de udfordringer, jeg har oplevet i mit liv, netop har gjort mig til det menneske, jeg er i dag – og det er da ikke så ringe endda! Jeg ville nødigt have undværet kriserne, hvis det betød, at jeg så skulle undvære dybden i mit liv.

Så længe leve alle os fuckups – vi er netop alt andet end fake! Og vi er flest….

Stresset?

Peary e bog forside

Få kontrol over din stress. Få et nemt redskab til at holde øje med dit stressniveau - og til at bringe dit liv i balance igen.

Du skriver dig op på min mailliste når du henter e-bgen Powered by ConvertKit

Leave a Reply