Hellere pissed end pivet!

Hvad er din grundlæggende følelse i livet? Er du pissed – eller er du pivet?

Hvis du er pissed, så tillykke! Vrede er en fantastisk følelse, den indeholder energi, power, stædighed, frustration og et ønske om forandring.

Jeg har lige læst en bog om ildsjæle, og det gennemgående træk ved de mennesker, der er portrætteret, er at de indeholder en glød, en vrede og et stort ønske om at lave det om, de ikke synes er i orden. I bogen er det kendisser som Lars Larsen, Thyra Frank og Lisbeth Knudsen m.fl., men vi kender dem jo også fra vores egen vennekreds, fra børnehavens bestyrelse, fra foreningslivet. De er vrede og indignerede, og de går ud og gør noget ved det. De har ofte en ildspyende energi og kraft, der driver dem utrætteligt frem.

De pivede

Vi kender også alle sammen nogle af de pivede. Ofrene, der ikke kan holde op med at jamre over, hvor synd det hele er for dem. Som altid synes, at det er de andres skyld, at de ikke har det godt, og som bruger det meste af deres liv og deres energi på at lave andre mennesker om, så de kan få dækket deres behov på den ”rigtige” måde. Og som hver gang oplever, at andre mennesker på et tidspunkt bliver træt af at hælde energi ned i det bundløse offerhul, og derfor forsvinder – lige som ofrene synes, at de havde dresseret dem til at være brugbare…

Hvad er forskellen?

Jeg oplever begge typer blandt mine kunder – dog flest af de vrede og energifyldte. En del karrieremennesker har denne vrede og aggressive grundenergi. Men i noget frivilligt arbejde, jeg laver, møder jeg også begge slags – men her med en overvægt af ofrene.

Jeg har ofte tænkt over, hvad der gør forskellen. Hvad får mennesker til at blive ofre, og hvad får mennesker til at blive vrede? Det, mit eget lille uautoriserede forskningsprojekt har vist mig, er, at de to typer faktisk er temmeligt ens.

Et offer og en ildsjæl har typisk de samme skeletter i skabet fra deres barndom. De er begge sårede og svigtede, og har haft modstand i deres opvækst. Mange kommer fra forskellige grader af fucked up familier.

Forskellen er, hvordan de reagerer på disse forhold.

Ildsjælene bliver bange og frygtsomme, men nægter at lade sig kue. De finder i stedet vreden og indignationen, stædigheden og stoltheden frem. ”De skal ikke få skovlen under mig. Jeg skal vise dem! Jeg skal nok klare mig selv! Grrrr!”

Ofrene bliver bange og frygtsomme og vender disse følelser indad som handlingslammelse og passivitet. Og alle kræfter bliver brugt på at manipulere med omgivelserne, så omgivelserne støtter denne passivitet. ”Det er synd for mig, du skal passe på mig og sørge for, at jeg er lykkelig. Piiiv!” Underforstået, jeg kan ikke selv.

Jeg ved at dette er stereotyper, mange af os indeholder noget fra begge sider – og forskellige grader. Men bær over med mig for klarhedens skyld.

Hvilket liv er sjovest?

Jeg møder også begge typer på det plejehjem, hvor min mor bor. Jeg har mødt ildsjælen, der stadig er vred, men som altid har en masse historier fra sit liv at fortælle. Som har oplevet lidt af hvert, lært af livet og stadig med begejstring fortæller om sine oplevelser. Og som stadig gerne vil lave tingene om. Og der er altid personale og familie omkring ildsjælen. Denne person tilfører sine omgivelser energi.

Og jeg har mødt offeret, der sidder og klager i et hjørne – klager over at det trækker, klager over at børnebørnene ikke kommer, at småkagerne er kedelige, maden er forkert. Som skruer op for klagesangen hver gang der kommer en anden person inden for rækkevidde, og som får alle – personale som familie – til at undgår offeret alt det, de overhovedet kan. Denne person dræner sine omgivelser for energi.

Jeg tror ikke, at det ene liv har været nemmere end det andet – men hvem vil du gerne være, når du bliver gammel?

Er det medfødt, eller er det et valg?

Det gamle spørgsmål om arv og miljø dukker jo også op. Er det forskellige personligheder, der afgør, hvilket spor vi slår ind på? Eller er det de rollemodeller, vi har undervejs? Er vi sådan, eller lærer vi at blive sådan?

Jeg ved det ikke, men det, jeg altid tror på, er, at vi alle har et valg. Og at vi har mange flere valg i livet, end vi selv tror.

Hvad nu hvis – kære, søde, sårede, frygtsomme offer – at du i dig har en vrede, en uudtømmelig kraft, som du kan trække på. En kilde til handling og kampgejst, som du kan bruge til at prøve andre alternativer af, end det klynk, andre har lært dig, og som du tror, er dig?

Lav om på dig selv i stedet for at lave om på andre.

Det er nytteløst, dumt og bestemt ikke kærligt at forsøge at lave om på andre mennesker. Hvad hvis alle de skønne kræfter blev brugt til at lave om på os selv i stedet? Eller lave om på verden? Det ville sgu være interessant.

Jeg tror ikke, nogen forsøger at lave om på andre af ond vilje. Min erfaring er, at det skyldes uvidenhed og manglende viden om andre måder at få sine behov dækket på. Jeg synes, det er uhyggeligt, at vi lever i familier og i et samfund, hvor det er ved at blive normalt at forlange, at andre dækker mine behov, i stedet for at give mig redskaberne til at dække min egne behov, og lader mig opleve friheden og stoltheden ved at være selvforsynende.

Er solidaritet i dag blevet kravet om, at andre bidrager til mig – eller er det stadig kravet om, at jeg bidrager til samfundet?

Selvoptagethed kan ikke undgå at belaste forholdet til andre mennesker – det uanset om det er det enkelte menneskers forhold til sine omgivelser, eller det er i det større perspektiv.

Dagen i dag er den første dag i resten af dit liv – Hvad vil du vælge i dag? At have det afmægtigt som offer eller have det spændende som pissed?

Leave a Reply