Fuck Nuet!

Er der andre end mig, der er ved at være godt og grundigt træt af al den snak om at leve i nuet? Holder den trend ikke snart op?

Misforstå mig ikke, det er fint nok at være til stede i sit liv. Men hvor sjovt er det lige, at bruge hele sit liv på at slippe for at bruge sine erfaringer og undgå at have visioner?

Det er 15 år siden Tolle udgav sin i øvrigt glimrende bog om Nuets Kraft. Det var dengang Buddhismen havde ramt mainstream, så vi alle skulle være fritids buddhister. Det skal vi åbenbart stadigvæk, i dag hedder det bare Mindfulness. Og igen – jeg holder meget af at meditere, og jeg holder meget af ro og stilhed i sindet. Men jeg er træt af den ensidighed, vi bruger de redskaber på, som vi tager til os. Vi lukker af for alsidigheden og balancen, og derfor går vi glip af en masse.

Mennesker har en erkendelsesproces, og vi modnes gennem livet. Vi tror, at vi kan fikse denne proces med et enkelt redskab, som vi så banker løs på vores liv med! Hvis det var så nemt – så havde vi nok ikke haft filosoffer, der har undret sig over mennesket i flere tusind år – og som stadig undrer sig! For ikke at tale om alle de psykologiske og terapeutiske retninger, der vælter ned over os. Så rigtigt nemt er det jo nok ikke.

Men mennesket er blevet ukueligt med årene – giv mig det rigtige værktøj, så fikser jeg smerten. Det er smerten, der er noget galt med, det er ikke mig! Men hvad nu, hvis smerten er vigtig og nødvendig for vores udvikling?

 Fortid – Nutid – Fremtid

Når jeg ser på nuet, omgivet af fortiden og fremtiden, så ser jeg et klavers tangenter. Oktaven i midten er nuet, de mørke toner er fortiden og de lyse toner er fremtiden. Der er 88 tangenter, så hvorfor kun bruge 8 af dem?

Der er en grund til, at der skal bruges et helt klaviatur for at lave et mesterværk inden for musik. Nogle gange flere klaviaturer.

Jeg bliver lidt træt af Prinsesse Toben i længden. Ligesom jeg bliver træt af at opholde mig i nuet for længe. Det er for kedeligt. Med mindre, jeg ved, hvorfor jeg er der, og hvad jeg skal bruge mit nu til. Så er det straks meget sjovere. Men for at finde ud af, hvorfor jeg er her, og hvor jeg skal hen, så er jeg nødt til at besøge både fortiden og fremtiden.

Fortiden

Min fortid er en vigtig brik i det puslespil, der er mig. Jeg er den person, jeg er – selvfølgelig på grund af min personlighed – men i høj grad også på grund af opdragelse, rollemodeller, relationer, oplevelser, kriser og glæder.

Jeg er de første cirka 30 år af mit liv blevet påvirket af forældre, familie, venner, pædagoger, lærere, arbejdsgivere, kolleger, samfundet, religionen, kulturen og af de skiftende regeringers holdninger og krav. De første 30 år skulle jeg lære alt for første gang, med alle de sejre og nederlag det giver.

Da jeg var cirka 30, var det tid at se på den rygsæk, jeg slæbte rundt på. Der var rigtigt meget i den, og det var ikke sorteret! Men jeg skulle tømme den, for når vi er omkring 28-35 år, så opstår der et stort behov for at lære os selv at kende, finde ud af, hvem vi er, hvad vi vil, hvilke værdier, der er vores og så videre. Vi skal have tømt rygsækken, bredt det hele ud foran os, og så skal vi i gang med at finde ud af, hvad vi skal have med os ind i vores næste fase af livet.

Hvis ikke, jeg havde lavet det sorteringsarbejde – og stadig gør det – så vil jeg have virkeligt svært ved at beslutte, hvad jeg skal lade ligge, og hvad jeg skal tage med videre. Jeg er simpelthen nødt til at vide, hvorfor jeg har alle de vaner og forudfattede meninger, som jeg er fyldt med. Jeg har lært dem af andre, men er de også mine?

Har jeg lyst til at fortsætte den mistillid til verden, som min mor har givet mig med? Skal jeg tage den frygt for at miste med mig, som jeg lærte af dødsfald i min barndom og ungdom? Skal jeg blive ved med at fuldføre alt, jeg går i gang med, fordi jeg lærte, at har man sagt A, så må man også sige B? Eller min families forhold til penge, til andre mennesker, til politik, eller…

Jamen, hvordan sorterer man fortiden?

En af de metoder, der har virket rigtigt godt for mig, har været at skrive min livshistorie. Skrive om min barndom, skrive om min ungdom, og skrive om mine voksenår. Skrive om alle de mennesker, der har haft betydning for mig, om alle de begivenheder, der har været skelsættende, om alle mine sejre, om al min skyldfølelse, og al min usikkerhed, og om alt det, jeg lærte om livet.

For mig har det aldrig nyttet noget at sortere fortiden fra. Det har heller ikke nyttet noget bare passivt at lytte til den. Jeg er nødt til at erkende, hvad den indeholder, og så derfra finde ud af, hvad der er ok, og hvad jeg skal arbejde på at slippe af med.

Når jeg skriver min livshistorie, så tvinger jeg mig selv til at gennemgå alle vigtige hændelser, gennemleve følelserne en gang til – men nu med voksne øjne. En meget stor del af de begivenheder og følelser, der fyldte så meget dengang, får deres rette størrelse, så de ikke kan genere mig i dag.

Fremtiden

På samme måde er jeg nødt til at bevæge mig ud i fremtiden. Jeg har brug for at vide, hvad jeg gerne vil med mit liv – eller bare de næste 2-3 år, for det har nogle gange været det længste, jeg har kunnet overskue. Jeg skal have en drøm, en vision, et stort ønske. For når jeg har det, så får jeg en motivation og en styrke i mit nu, der sætter mig i stand til at handle.

Jeg sætter mig ned en gang om året. Først laver jeg en opgørelse over, hvad jeg har opnået, udrettet og lært det seneste år. Så kigger jeg på sidste års drøm, mål og ønsker – og til sidst finder jeg mit nye ønske, min nye drøm og nogle nye mål, som jeg rigtigt gerne vil nå.

Det er vel at mærke min drøm og mine mål! For ved at arbejde med min fortid, så har jeg elimineret alle andres forventninger og ønsker på mine vegne. Mange mennesker har haft drømme, som de mente, jeg skulle leve ud for dem. Men kun jeg ved, hvad min drøm er. Og jeg ved det kun, fordi jeg har renset alle andres forventninger til mig ud. Ligesom et staudebed. Jeg er stauderne, og al ukrudtet trænger sig på fra alle sider, men jeg har det under kontrol, fordi jeg jævnligt luger ud.

Jeg kan ikke leve i al ukrudtet og prøve at ignorere det – jeg er nødt til at fjerne det, der ikke hører til.

At tage mig selv alvorligt

Når jeg jævnligt dykker ned i rygsækken, og jeg bliver ved med at sortere og rydde op i min fortid. Når jeg smider det væk, der ikke virker mere, og putte nye erfaringer ned. Når jeg bliver ved med at sætte gode og realistiske drømme og mål op for mine øjne. Så behøver min hjerne ikke at snakke så meget mere. Jeg tager mig selv alvorligt, og der bliver mere og mere ro på første etage.

Og jeg har heller ikke rigtigt tid til at lytte hver dag. Jeg har travlt med at handle, med at leve mit liv og nå mine drømme. Jeg spiller på alle tangenterne i livet.

Kom og spil med…

Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden, og egner sig ikke til at forme fremtiden. Simone Weil, fransk forfatter (1909-1943).

Stresset?

Peary e bog forside

Få kontrol over din stress. Få et nemt redskab til at holde øje med dit stressniveau - og til at bringe dit liv i balance igen.

Du skriver dig op på min mailliste når du henter e-bgen Powered by ConvertKit

Leave a Reply