Du ved – og Du kan – mere end du tror!

Jeg ved ikkeJeg har i denne uge endnu engang brugt en coachingfinte, som jeg lærte for mange år siden af en af mine fantastiske læremestre Bettina Clement. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har brugt den, og den har virket hver gang.

Den er så enkel og faktisk rygende banal, men alligevel virker den.

Jeg havde – igen – en kunde, der til et spørgsmål, jeg havde stillet, svarede: ”Det ved jeg ikke.” Normalt holder jeg bare mund, og så kommer der alligevel et svar ud af munden på de fleste. Det er mere en vane og et ritual for mange at sige, at ”Det ved jeg ikke”, end det er et reelt statement.

Nogle gange oplever jeg, at der ikke kommer en fortsættelse, og kunden i stedet ser forventningsfuldt på mig, åbenbart for at jeg skal komme med en åbenbarende udtalelse om, hvad de tænker, eller hvad de vil gøre. Og det har jeg jo ingen anelse om, så det gør jeg ikke.

Hvis nu du vidste det, hvad ville du så gøre?

Hvis tavsheden varer ud over det normale, før et svar bliver hevet ud af hjernevindingerne, så stiller jeg spørgsmålet: ”Hvis du nu vidste det – hvad ville du så gøre?”

Rørende enkelt. Og jeg får et svar, der er yderst intuitivt og præcist. Nogle gange får jeg lige et overbærende blik fra en kunde, når jeg – den veluddannede Karrierecoach, der ellers virker meget fornuftig – kommer med den slags banale spørgsmål. Men jeg får mit svar.

Prøv det på dine børn.

Jeg brugte metoden på en mandlig kunde , hvor jeg fortalte ham, hvad jeg gjorde og hvorfor. Han gav mig nemlig også blikket – og svarede derefter alligevel.

Næste gang vi mødtes, fortalte han begejstret, at han havde brugt den lille finte på sin 4-årige datter, der på den lokale legeplads havde forelsket sig i rutchebanen. Problemet var, at når hun var kommet to skridt op at stigen til det øverste af rutchebanen, så gik hun i stå og ville hjælpes resten af vejen op.

Han havde prøvet meget pædagogisk at vise hende, hvor hun skulle sætte sine fødder, og hvor hun skulle holde fast. De havde forsøgt flere muligheder, hvor hun kiggede henholdsvis op på målet eller ned på fødderne. Han havde givet hende tid, opmuntret hende, selv kravlet op og hvad han nu kunne finde på af støttende og opdragende metoder.

Så var han kommet i tanke om finten, og da barnet til et af hans forslag sagde: ”Det kan jeg ikke!” – så sagde han: ”Hvis nu du godt kunne, hvad ville du så gøre?” Hvorefter pigen begejstret fortalte, at så ville kun kravle op sådan her – og var oppe på den høje platform på rutchebanen i løbet af 4 sekunder.

Hvorfor virker det?

Jeg er hverken pædagog eller psykolog, så jeg vil overlade de større udredninger til eksperterne. Men jeg har lagt mærke til et mønster hos mange mennesker – inklusive mig selv.

Det er som om, at hvis man siger ”Det ved jeg ikke”, eller ”Det kan jeg ikke”, så har man meldt ud, at man ikke er med i ræset om at vide en masse, og have styr på alle svarene. Det er ligesom mentalt at træde op på en helle. Derfra er der så ikke nogen forventninger eller krav, hvilket gør det meget lettere at svare fra hoften – eller fra intuitionen. Selv barnet, der jo er i gang med at lære en masse hver eneste dag, kan måske mærke presset og blive lidt overvældet. Så er det rart med en nødbremse. ”Jeg kan ikke”, eller ”Jeg ved det ikke”. Man kan ligefremt høre, hvor nemt det er at trække vejret efter den udtalelse.

Det svarer vel til at stille en barriere op foran sig, og gemme sig lidt bagved den. Et pusterum.

Det jeg tror, der sker, når jeg stiller mit finte-spørgsmål er, at spørgsmålet bevirker at personen på en eller anden måde hopper over den barriere, vedkommende ellers selv har stillet frem. Og svaret kommer helt prompte. Det er meget svært ikke at svare på spørgsmålet af en eller anden grund. Det er en form for mind trick, men et positivt et af slagsen for det svar, der dukker op, er faktisk det rigtige svar for den person.

Coachingens bypass operation, der virker på enhver blokering!

Prøv det selv – tro ikke kun på mig.

Prøv det selv og bliv forbavset. Selv på teenagere virker det! Jeg fik engang reddet en veninde fra at ryge op i det røde felt, fordi hendes teenagedatter ikke kunne beslutte sig for, hvilken af tre udvalgte bluser, hun helst ville have. Da jeg mødte dem i det aftalte shopping center, havde overvejelserne og diskussionerne stået på i 45 minutter, og begge var røde i kinderne og tæt på det store skænderi!

Jeg vovede pelsen og blandede mig. Jeg spurgte pigen: ”Hvilken af bluserne kan du bedst lide?” Hun svarede: ”Det ved jeg ikke!” Jeg spurgte: ”Hvis du vidste, hvilken af dem du bedst kunne lide, hvilken ville du så vælge?” Hun trak en af bluserne frem og sagde: ”Denne her!”

Hvor svært kan det være 😉

Stresset?

Peary_e-bog_forside

Få kontrol over din stress. Få et nemt redskab til at holde øje med dit stressniveau - og til at bringe dit liv i balance igen.

Du skriver dig op på min mailliste når du henter e-bgen Powered by ConvertKit

Leave a Reply