Deres perfekte ydre kontra mit kaotiske indre

Jeg var for et stykke tid siden til et møde med 5 personer, hvor jeg – som sædvanligt – både skulle præsentere mig selv, og komme med et foreløbigt forslag til løsning af den udfordring, de sad med.

Deres tilsyneladende ydre.

Da personerne var ledere i finansbranchen, så var det fem smukke, velplejede, velklædte, intelligente, selvsikre og dygtige personer, jeg sad med.

De kunne præcist og velformuleret fortælle, hvad de havde brug for. De spurgte klart og høfligt om de ting, de gerne ville vide. De lyttede interesseret og imødekommende. De noterede ned på det indledende notat, de allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. De deltog engageret i den diskussion, mine spørgsmål og mine forslag gav anledning til.

Jeg sad og studerede deres perfekte ydre. Så på deres frisurer, deres tøj, kvindernes håndtasker (det er en kvindeting!), deres mobiltelefoner og øvrige gadgets, det smukke mødelokale med vandudsigt og de diskrete firmalogoer her og der. Vel og mærke fra et firma prestigemæssigt helt i top inden for branchen.

Jeg lagde mærke til deres viden, deres sprog, deres manerer. Absolut dannede mennesker. Og sindssygt dygtige til det fag, de nu hver især havde valgt. Mennesker, der ved, at de er både dygtige og heldige, men også at de har arbejdet for heldet, og som derfor har den der udefinerbare selvtillid, der bare stråler ud fra rolige, afbalancerede, høflige mennesker, der ved, hvem de er. 

Mit tilsyneladende ydre.

Da jeg er selvstændig konsulent og tidligere leder i finansbranchen, så var jeg mødt op velplejet, velklædt, intelligent, selvsikker og dygtig.

Jeg spurgte klart og høfligt om de ting, jeg gerne ville vide. Jeg lyttede interesseret og imødekommende. Jeg noterede ned på det indledende notat, jeg allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. Jeg deltog engageret i den diskussion, deres spørgsmål og deres forslag gav anledning til.

Mit kaotiske indre.

Fint billede – helt perfekt faktisk.

Men inden i mig var der en helt anden samtale i gang: ”Hvad laver jeg dog her? Jeg kan jo slet ikke leve op til dem. De har helt styr på tingene, det har jeg ikke. Hvad sker der, når de opdager, at jeg ikke ved noget som helst? Når de gennemskuer mig? Det, jeg kan, er ingenting. Mine tidligere successer er nok bare noget, jeg har bildt mig ind. Jeg har sikkert ikke forberedt mig godt nok, hvad nu hvis de stiller mig et spørgsmål, jeg ikke kan svare på?”

Deres reelle indre.

For nylig holdt vi et afsluttende møde, efter at opgaven var løst til deres fulde tilfredshed – ja faktisk store begejstring. Vi sad afslappet og evaluerede forløbet. Talte både det faglige og det personlige samarbejde igennem. Og så kom det fra dem:

”Vi var faktisk lidt nervøse i starten. Du har jo et fantastisk ry, du ser så professionel ud, og du optræder altid med stor autoritet. Du er dygtig, professionel, venlig, imødekommende, lyttende, og uanset hvilke spørgsmål vi har stillet dig, giver du et perfekt svar. Din viden om både vores branche og dit eget fag er fænomenal, du kan løse alle de opgaver, vi kommer med, og du har derudover overskud til også at give os materialer, ideer og eksempler til, at vi også kan udvikle vores metoder.”

”Vi var bange for, at vi slet ikke kunne leve op til din erfaring og viden, og at du ville synes, at vi var de rene amatører.”

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at le højt, og måtte så fortælle dem om de tanker der kørte rundt i mit hoved til vores første møde. Hvilket selvfølgelig kun gjorde stemningen endnu bedre.

Hvad skete der?

Det er så typisk menneskeligt at sammenligne sig med andre mennesker. Og det er typisk menneskeligt, at sammenligne andres perfekte ydre med sit eget kaotiske indre.

Det interessante er, at de mennesker, jeg sidder sammen med, de sammenligner mit perfekte ydre med deres eget kaotiske indre.

Det fantastiske er, at når man først ved, at det hænger sådan sammen, så betyder det ikke så meget. Til det første møde, som jeg beskrev ovenfor, sad jeg og lyttede til mine egne mærkelige tanker. Men jeg tager dem ikke alvorligt mere. Jeg ved, at de er der, og jeg ved, at de dukker op, når jeg skal præstere noget vigtigt. Derfor kan jeg sidde og sige: ”Hejsa, nå I er med i dag? Fint nok, bare kør løs, men jeg tager mig altså ikke af jer. Jeg har vigtigere ting for – jeg skal arbejde. Vi må tale sammen senere.”

Stresset?

Peary_e-bog_forside

Få kontrol over din stress. Få et nemt redskab til at holde øje med dit stressniveau - og til at bringe dit liv i balance igen.

Du skriver dig op på min mailliste når du henter e-bgen Powered by ConvertKit

Leave a Reply