Work Life Balance eller trivsel? – Hvad er vigtigst?

Work Life Balance har ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel – er budskabet fra en artikel i Gallup Management Journal.

Et tilbageblik

For 200 år siden var 80% af den arbejdende befolkning beskæftiget i landbruget. I dag er det 4%.

For 200 år siden var der for langt de fleste ikke noget, der hed arbejdstid og fritid. Det var et hele. Det var dyr og marker, der skulle passe, folk skulle have mad, ting skulle repareres. Og naturen var den kraft, der i høj grad styrede arbejdsdagen og opgaverne.

Det tankevækkende her er, at den helt store ændring i vores arbejdsliv skete mellem ca. 1900 og 1960. Det var der, vi for alvor gik fra at være en nation af landbrugere til at være industriarbejdere og servicearbejdere. Vi flyttede til byerne og vores moderne velfærdssamfund voksede op. Længere tid er det altså ikke siden!

I industrisamfundet blev der fokuseret på effektivitet – af maskiner, men også af mennesker. Vi målte og effektiviserede. Hvor mange pauser skal mennesker have, for at de er mest effektive? Hvor mange arbejdstimer i træk? Arbejdstid og fritid blev en opdeling, der var dikteret af produktionen og effektiviteten.

Og vi mennesker kan jo godt lide fritid. Friheden til at gøre, hvad vi har lyst til, være sammen med de mennesker, vi har lyst til. Prisen var et arbejde, som måske ikke altid var særligt spændende eller udviklende.

I 1990’erne (ja, længere er det heller ikke siden!) startede bølgen med at realisere sig selv, kunne vælge, lave noget meningsfyldt og udvikle sig selv, fagligt og personligt.

Og hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil hen til, at den famøse Work Life Balance, som står øverst på listen over problemer i arbejdslivet, hvis man skal tro mange af de undersøgelser, der er lavet igennem de sidste 10 års tid. Hvis vi i et eller andet skema kan sætte et kryds i, at vi ønsker en bedre balance – så sætter vi kryds!

Vi vil alle gerne slippe for den dårlige samvittighed over ikke at være 100% til stede alle steder. For det er jo det krav, vi ubevidst har til os selv – og som omverdenen har til os. Virksomheden forventer, at du laver resultater, og at du gør det hurtigt og effektivt. Samtidig skal du være til stede, til møder, bidrage, være synlig og svare hurtigt på enhver forespørgsel.

Samfundet forventer, at du er en god forælder, deltager i alt liv på skoler og institutioner og sportsklubber, at du opdrager dine unger ordentligt, at du stimulerer dem, og at de er gode ambassadører for din familie.

Din partner forventer opmærksomhed, tid, omsorg, sex, fælles projekter – fortsæt selv. Og dine venner vil alle gerne se dig tit, de har brug for snak, indkøb, omsorg, sjov, fællesskab – osv.

Pust – jeg ville også sætte kryds i en rubrik, der hed bedre balance. Men jeg ville nok kalde den rubrik ved dens rette navn: et lønligt og inderligt håb om mere tid i døgnet. Jeg er nemlig ikke villig til at undvære noget af det ovenstående. Min eneste mulighed er det umulige – mere tid. 

Hvordan bliver vi mere realistiske?

I 2010 udkom der endnu én i rækken af undersøgelser under overskriften arbejdsglæde. (Ennova: European Employee Index). En af de ting, jeg studsede over til præsentationen, var, at der ikke stod et eneste ord i den om balancen mellem arbejds- og privatliv.

Og da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar, at de ikke mente, at det var et problem i sig selv. Det var nærmere et symptom på et kultur- eller samfundsforhold, som egentligt ikke havde noget med arbejdsglæde og tilfredshed at gøre.

Ved at udelade spørgsmål om balance fik de faktisk et spændende billede af danskernes arbejdsglæde og tilfredshed. Og den var rigtigt høj. Det endda på trods af, at undersøgelsen  viste, at danskerne holdt fast i deres job, ikke af lyst, men ofte fordi de ikke mente, at de havde reelle job-alternativer. Det var jo i 2010 – kriseår.

Så når vi, isoleret set, bliver spurgt, om vi er tilfredse og glade for vores arbejde, så svarer vi et stort ja. Specielt, når vi har indflydelse på arbejdet og har meningsfyldte opgaver. Jeg vil vædde en danskvand på, at et stort flertal også svarer ja til, at vi er tilfredse og glade for vores private liv, vores familier, børn og venner. Det er kun, når vi skal vælge mellem disse to kasser, at vi bliver utilfredse.

Vi tror stadig, at vi kan dele vores liv op i arbejde og fritid.

Det er måske der, udfordringen ligger? Hvordan udvisker vi 100 års – give and take – industrisamfund fra vores tænkemåde og genoptager vores indre bonderøv, der ikke skænker det en tanke, om vi er på arbejde, eller vi har fri?

Hvad kan få os ud af den vanetænkning, at vi ikke tror, vi kan gøre andet?

Hvad med trivsel og kvalitet?

Gallup Management Journal er her for nylig kommet med et interessant forslag. Udtalelsen herfra er, at Work Life Balance ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel (wellbeing). De taler om:

  • Karriere trivsel: hvordan du fylder din tid – eller kan lide, hvad du laver hver dag.
  • Social trivsel: har stærke relationer og kærlighed i dit liv.
  • Økonomisk trivsel: styrer dit økonomiske liv effektivt.
  • Fysisk trivsel: har et godt helbred og nok energi til at få ting gjort på daglig basis.
  • Samfunds trivsel: din følelse af tilhørsforhold til i det område, hvor du bor.

Hvis det skal være de fem områder, vi skal måle vores liv på, i stedet for at bruge kategorierne arbejde og privat – så vil Work Life Balance jo nok være meget mindre vigtig. Har vi behov for relationer, så er de for eksempel ofte et miks af kolleger, venner og familie. Eller det skifter, så i perioder er det venner, og i perioder er det kolleger. Kan vi skelne og dele vores relationer op?

Det personlige valg.

Trivsel er noget, der er individuelt. Nogle vil gerne have mange penge, en anden vil gerne være en stærk og engageret person i lokalsamfundet, og for en tredje er det familie og de nære relationer, der vægter tungest.

Denne form for trivselsmåling understøtter vores egne individuelle valg af, hvad der er trivsel og kvalitet i vores enkeltes liv. Og skelner ikke mellem arbejde og fritid.

Prøv selv: Hvis du skulle liste op, hvad der er vigtig trivsel for dig inden for Karriere, Sociale relationer, Økonomi, Fysisk velbefindende og Samfundsengagement, hvordan er din prioritering så i dit liv?

 

Work Life Balance er noget sludder!

Work Life BalanceJeg klippede for lang tid siden et citat ud – det gør jeg ofte – og under seneste oprydning i dyngerne dukkede det op igen:

”Work Life Balance er noget sludder og et modeord. Livet er et valg og et fravalg. Længere er den ikke.”

Sagt af Jesper Høiland, vice president i Novo Nordisk i et interview til Berlingske Nyhedsmagasin.

Jeg synes, det er så befriende når et menneske skærer igennem alle modeordene, ”den korrekte mening”, HR ordbogen, ledelsessproget og udtrykker noget sund fornuft.

Illusioner

Jeg mener, at der hersker en hel del illusioner om balancen mellem arbejde og privatliv. Her er 4 af dem.

  1. Rigtigt mange mennesker arbejder med deres største interesse i livet. Det der før hed fritidsinteresser, er blevet til arbejde. Så hvad er egentlig forskellen mellem arbejde og interesse i de tilfælde? Vi er ikke i industrisamfundet mere.
  2. Rigtigt mange mennesker vil både have en karriere og et familieliv. Og de lider af den vildfarelse, at man kan prioritere begge dele lige højt. (Og den mindre detalje, at der er 24 timer i døgnet, det er ren uretfærdighed.)
  3. Rigtigt mange mennesker vil have en karriere og børn og materielle goder og rejser og stor vennekreds – og det skal være samtidigt, og det skal være nu!
  4. Rigtigt mange mennesker er meget vrede og fortørnede over, at ”samfundet” – eller i det mindste arbejdsgiverne ikke sørger for, at alle ønskerne kan blive opfyldt. Det er deres skyld, og vi er ofrene!

Vi har så mange muligheder, og vi vil det hele. Og vi kan selvfølgelig rigtigt meget, men vi kan ikke det hele på en gang.

Måske er det de uanede muligheder, vi ikke helt kan finde balancen i? For 50 år siden var mulighederne ikke så overvældende, og det var de slet ikke for 150 år siden, hvor vi stort set alle gik i vore forældres fodspor, og ikke havde andre muligheder.

Globaliseringen får skyld for meget, og den hurtige ændring på arbejdsmarkedet siden midten af sidste århundrede har også krævet tilpasning.

Valg og fravalg

Måske er vi slet ikke genetisk gearet til at håndtere så mange muligheder. Det, jeg selv har sværest ved, er ikke så meget at træffe valgene – det er fravalgene, der giver mig mindre angstanfald. Tænk hvad der vil ske, hvis jeg ikke lader denne dør stå åben? Vil jeg så aldrig få muligheden igen? Kommer der en anden og tager den? Vil jeg fortryde det om 20 år? Er jeg helt sikker på hvad jeg vil? Hvad nu hvis…?

Jeg blev sågar engang gift på den angst. Det var ikke manden, der var noget galt med, og jeg ville gerne være sammen med ham – men det der koncept med ægteskab, papir og løfter, det var jeg noget lunken overfor. Det kolliderede med mine værdier, som er frihed, uafhængighed, ligeværdighed og retten til at flygte, når og hvis jeg har lyst til det.

Men jeg blev gift, for tænk hvis jeg ellers aldrig fik prøvet det! Hvis jeg valgte det fra, ville jeg så fortryde det? Og mere vigtigt: Min grådighed efter at prøve alt i livet skulle jeg i så fald tøjle. Jeg skulle begrænse mig selv. Og lige netop det, er en kompetence, jeg ikke er stiv i, og slet ikke var som 32-årig.

Hvad ville der ske med Work Life Balancen, hvis vi som enkelte individer havde lært at tage fravalg med oprejst pande og vælge til og fra med integritet, værdier og uden frygt for at gå glip af noget?

Hvor længe er vi om at lære noget nyt?

Og hvor mange års træning skal der til, før vi har lært noget nyt? Vi har været mindst 50 år om at forstå og acceptere stress. Ligesom vi – før det – var mindst 50 år om at forstå og acceptere fysisk nedslidning. Skal vi også være mindst 50 år om at forstå og acceptere, at vores liv er fyldt med spørgsmål om valg og fravalg – vores egne valg og fravalg vel at mærke.

Er det nye dyr i åbenbaringen, angst, som er meget fremme i medierne lige nu, en følge af, at vi tror, at vi skal kunne alt? Hvor længe vil vi føle os utilstrækkelige og bange – fordi vi ikke kan det umulige?

Jeg tror, at jeg vil tage mit livs to do liste frem – den er lang og smukt prioriteret – og så vil jeg slette de sidste 5 poster. Hvis de er i bunden af listen, og har været det længe, så er der ikke plads til dem i mit liv. De står der kun, hvis nu…