Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

6 Tegn på Udbrændthed.

Jeg har altid været den sidste, der opdagede det, når jeg var ved at brænde ud. Uanset om jeg var langt ude i brændingen, eller blot var overtræt eller usundt stresset.

Og jeg mente, at folk omkring mig var ulideligt pylrede, når de blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle huske at passe på mig selv! Det gjorde jeg jo! Men nogle gange skulle jeg jo give den en ekstra skalle, hvis jeg ville nå målet, være den bedste, have det gode resultat, den nye opgave, forfremmelsen, vinde konkurrencen etc. Den her situation var bare midlertidig, det var kun lige indtil ferien, den nye kollega begyndte, økonomien blev bedre, det her projekt var slut, fusionen var gennemført… Udfyld selv med dine forklaringer.

Men hvad er det, du skal holde øje med? Her er 6 tegn på udbrændthed. Hvis du har mere end et par stykker af dem, så har du et seriøst problem. 

1. Du sover mere end sædvanligt, men du sover ikke godt.

Du forsøger at få den søvn og hvile, du har brug for, men din søvn bliver afbrudt, eller du sover i alarmberedskab, og derfor ikke særligt tungt.

Du er mere træt, og forsøger derfor at sove længere, men du er ikke rigtigt udhvilet, når du vågner. Du er i stedet energiforladt, og har måske hovedpine.

Din søvn er en fantastisk indikator for, om du har det godt. Og for dit energiniveau. Har du et højt energiniveau, så sover du godt. Har du et lavt energiniveau, så sover du dårligt.

2. De ting, du normalt finder afslappende, bliver irriterende.

Hvis du normalt nyder en god lang film som afslapning, så vil du måske opdage, at du enten falder i søvn, eller bliver så rastløs, at du ikke kan følge med.

Hvis du godt kan lide at se en fodboldkamp, vil du måske opdage, at du keder dig, eller at du bliver dybt irriteret på både spillere og publikum.

Du har svært ved at håndtere dine børns langsomme tempo, eller din partners glade snak med naboen, når i er på vej på indkøb. Din standardbemærkning er: ”Kom nu!”

Du har mindre lyst til sex, og det, der er, bliver automatisk.

3. Du er bedre til at finde på undskyldninger end på løsninger.

Du finder på – rigtigt gode – undskyldninger for ikke at tage en ny opgave, køre børnene til spejder, spille tennis hver torsdag med din bedste ven, søge nyt job, tage med til familiefesten og for at udskyde den uddannelse, du har glædet dig til.

Det er fint at sige fra overfor de ting, du ikke bryder dig om, men du siger nej til aktiviteter og muligheder, som du ellers ikke kunne drømme om at sige nej til.

Er du lige nu ved at finde på en undskyldning for, at du har en undskyldning til alt?

4. Du har brug for at have ret.

Du orker ikke kritik. Kan de da ikke forstå, at du gør det bedste, at de bør være glade for, at du overhovedet gider at arbejde der, at du overhovedet eksisterer.

Du har brug for en masse anerkendelse, og du bliver dybt fornærmet, hvis du ikke får den i de mængder, du mener, du har fortjent.

Du tænker ofte: ”Hvad sagde jeg!”

Udbrændthed giver lav selvtillid, og vi forsøger at snappe efter al den energi i form af ros og anerkendelse, vi overhovedet kan, og så bilder vi os ind, at vi kunne have gjort alt bedre. Så kan vi pudse selvtilliden af ved at gøre andre mennesker mindre end os.

5. Du løber tør for ideer.

Du er blevet døv og blind for nye muligheder, nye måder at gøre tingene på. Du orker ikke at høre om nye forslag, og du finder absolut ikke på dem selv.

Du er ikke til stede, hverken i situationen eller i dig selv. Du er i gang med næste opgave eller projekt, du er i gang med at regne en situation ud, du er ved at forberede et møde eller en præsentation. Du har ikke tid til at være, hvor du er.

Du er slet ikke i kontakt med dig selv, dine behov, din kreativitet, din humor eller noget som helst andet, der plejer at være en del af dig.

At få ideer og være kreativ er noget, der kommer, når vi er til stede i en situation. Når vi er nærværende. Når vi har energi til at være nysgerrige.

6. Du arbejder mere, men får lavet mindre.

Du arbejder flere timer, og bilder dig selv ind, at du så også får lavet meget mere.

Alle opgaver tager meget længere tid, end de plejer – og mere tid end de behøver. Og du fanger dig selv i at læse det samme flere gange, og i øvrigt have rigtigt mange overspringshandlinger. Du læser mail, laver nye statistikker og andre administrative ting, laver en ny PowerPoint Template, finder interessante ting på nettet – i timevis.

Måske bliver du også på arbejde, fordi du ikke orker at tage hjem, at være sammen med familien, løbe den tur, gå med i byen, tage stilling, være social.

Hvad med dig?

Hvor mange af disse punkter har du en snert af? Eller en hel del af?

Kan du genkende mere end et par stykker – så pas på!  Du er på vej af en glidebane, hvor tilværelsen kun bliver sværere og endnu mere udmattende.

Og hvis du fortsætter, bliver du også fysisk syg.

Hvad virker?

Der er kun en ting, der virker mod udbrændthed. Og det er ro. Og så er det mere ro, og til slut lidt mere ro. Kroppens batteri skal lades op igen, og det gøres ved ro, og ved at foretage sig noget, der giver energi til dit liv i stedet for at dræne dig for energi. Brug eventuelt min gratis e-bog om at få energi – som inspiration. Du kan downloade den lige her.

Træk stikket ud til arbejdet, familien eller hvor din belastning end kommer fra. Og sæt stikket i din egen stikkontakt. Den med god energi, afslapning, og drømmene om et bedre og rigere liv.

Der er ikke andre, der har ansvaret for dig og dit liv. Der kommer ikke nogen eller noget, der redder dig. Det er op til dig.

Hvor mange karrierer vil DU have?

Karrierevalg, karrierestiger, karrierevejeJeg kender ikke ret mange, der bliver på én konstant karrierevej hele deres arbejdsliv. Det var god skik for fortidens karriere, det er ikke nutidens.

Der er sket en ændring, så rigtigt mange har flere karrierer igennem et liv. Nogle af karriererne er tæt på hinanden enten fagligt eller branchemæssigt, men der er også mange store skift. Mine kunder viser mig hver dag, at alle muligheder er til stede.

Hvorfor skifte karriere?

Specielt de mennesker, der har kastet sig ind i et fag, som de egentligt ikke selv har valgt, skifter karriere. De er havnet, hvor de er, enten fordi andre har valgt for dem, eller fordi de bare har taget det tog, som lige kom forbi, da de stod på perronen. Disse mennesker laver ofte et stort skift i deres karriere, når de er 35-45 år gamle. Specielt hvis de – af en eller anden grund – er gået ind i et personligt udviklingsforløb. Så er chancen rigtig stor for, at de ikke bare skifter karriere, men endda starter på en helt ny uddannelse.

De mennesker, jeg møder, som bare har været lidt for længe i et job, så det er blevet kedeligt og rutinepræget, de genfinder ofte glæden ved at skifte jobbet ud. Ikke med et lignende job, men ved et ret stort skift ind i en ny branche eller et nyt område, hvor deres kompetencer stadig blive brugt – nu bare på en ny måde.

Det, de fremhæver, som det positive er, at de bliver udfordret igen, og de lærer nyt og udvikler sig hver dag, netop ved at hoppe ud på det lidt dybe vand.

Min egen karriere.

Jeg kan jo kigge på mig selv. Jeg startede med 12 års karriere som revisor. Var ved at dø af kedsomhed på et tidspunkt, og blev selvstændig revisor. Da jeg ikke kunne komme længere ad den vej, solgte jeg firmaet, og begyndte at gå ledervejen i stedet. Økonomi er en god viden at have, når man er leder. Var leder i sammenlagt 20 år, hvor jeg på et tidspunkt fuldstændigt mistede energi, fordi jeg havnede i et lederjob, som ikke passede til min personlighed. Undervejs havde jeg skiftet branche fra revision til fagbevægelse til erhvervsudvikling til arbejdsmarkedspolitik til IT-branchen og luftfart.

Og nu er jeg selvstændig ekspert på ottende år i karriereudvikling. Jeg trækker på erfaring fra alle mine tidligere job, og bygger oven på det, jeg ved i forvejen. Men jeg har også givet slip på rigtigt meget, luger jævnligt ud i rygsækken, og dropper de kompetencer, jeg ikke bruger.

Hvordan skifter du karriere?

Mange af os ved rigtigt mange ting om rigtigt meget. Men vi behøver altså ikke at bruge det alt sammen! Brug kun det, som gør dig glad. Drop resten – der sker ikke noget ved det. Der er rigeligt at kaste sig over alligevel. Det eneste, du går glip af – er kedsomhed!

Ved hvert skift, jeg har taget, så kan jeg i dag se, at jeg har fulgt et mønster: Jeg er stoppet op fordi jeg kedede mig, var frustreret, eller syntes folk omkring mig var nogle idioter.

Jeg lærte på et tidspunkt, at én idiot omkring mig var helt normalt, to idioter omkring mig var lidt betænkeligt, mens tre idioter omkring mig var det sikre tegn på, at jeg havde et problem!

Tøm rygsækken!

Hver gang jeg stoppede op, så tømte jeg min rygsæk med viden, erfaring, uddannelser, opdragelse mv. Og så tog jeg det fra, som jeg stadigvæk gerne ville beskæftige mig med. På samme måde, som jeg med mellemrum rydder op i mine bøger: Jeg tager de bøger med mig, som stadig er relevante for min fremtid, og som jeg føler giver mig glæde og energi. Alle andre ryger til genbrug eller i kælderen.

I min mentale kælder ligger der viden indenfor mange forskellige områder, som jeg ikke kunne drømme om at bruge som en levevej i dag. Regnskabslovgivning, stikprøvemodeller, overenskomstforhandling, koncepter for virksomhedsfusioner, IT udviklingsmodeller, projektledelse og meget mere. I kælderen ligger også en pæn del af min opdragelse, den del, som forhindrer mig i at leve mit liv, som jeg vil.

Fyld nyt i!

Efter min rygsæk var tømt for gammelt ragelse, var tiden inde til at finde ud af, hvad jeg gerne ville have ned i den ledige plads i min rygsæk. Hvad ville jeg lære, undersøge, udvikle, finde ud af? Denne liste med nyt koblede jeg sammen med den stak, der var tilbage fra den gamle rygsæk, som stadig var interessant, og resultatet blev en ny karriere.

Lige nu er jeg ved at koble min gamle erfaring som leder og karrieremenneske med ny lærdom inden for filosofi og online markedsføring.

Der er ingen grænser for ændring og udvikling. Eneste begrænsning er din egen fantasi. Det er klart, at vi ser på vores faglige uddannelse, det er vi jo opdraget til, og det syn begrænser os. Men prøv at lave en liste over alt det, du har lært fra de enkelte job, du har haft. Både det faglige, men også alt det andet. Hvad har du lært om samarbejde, udviklingsmetoder, organisationsændringer, kommunikation, krisestyring, undervisning, mennesker, processer og meget mere?

Jeg er ikke uddannet i karriereudvikling på universitetet, men jeg ved alligevel mere om det end de fleste. Jeg ved noget om arbejdsmarkedet, erhvervslivet, om karriere og rigtigt meget om mennesker. Fordi jeg har været derude, hvor erhverv og mennesker mødes.

Vi har alle en faglig erfaring og en mental erfaring. Hvilke dele af din erfaring har du ikke lært i skolen eller på universitetet? Den del er guld værd, og den kan du altid bruge, også hvis din faglige erfaring begynder at ruste. Og de kloge siger, at det kun tager 10.000 timer at blive ekspert i et nyt fag. Det tager ikke et helt liv mere.

Hvad ligger der, som tynger og fylder op i bunden af din karriere-rygsæk? Og hvad vil du gerne have plads til at putte i den?

Føler du dig fejlcastet til dit job?

Det kan der være flere grunde til.

A: Du har aldrig vidst, hvad du ville. 

B: Du keder dig. 

C: Du er havnet ude på et sidespor.

Kan du kende din?

A: Du valgte din karriere efter, hvad din familie mente, eller hvad andre gjorde.

Som hormonfyldt og grundforvirret stor teenager valgte du en uddannelse. Hvis du ramte rigtigt, så betragt dig selv som meget heldig!

Det er næsten den værste alder, at skulle træffe beslutning om noget så vigtigt. Vi har ikke et clue om noget som helst andet som 17-20 årig, end at vi er….

Læs videre på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Kunsten at sige nej!

Vidste du, at nej er en hel og afsluttet sætning? Med punktum efter?

Sådan: ”Nej.” 

Det vidste jeg heller ikke. Jeg troede, at nej var det første ord i en alenlang forklaring på, hvorfor jeg sagde nej, og en endnu længere undskyldning for, at jeg overhovedet kunne finde på at sige nej.

Opdragelse.

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke helt kunne finde ud af at sige nej, er min opdragelse. Jeg er opdraget til….

Læs mere på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Livsvisdom i en iltmaske!

Vil du gerne ændre nogle ting i dit liv eller arbejdsliv? Ja, men…

Og opdager du, at du ofte støder på denne specielle indvending? Ja, men… En helt almindelig menneskelig indvending, der kommer i forskellige udgaver, nogenlunde som disse:

Ja, men, jeg er da nødt til….

Læs mere på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Work Life Balance eller trivsel? – Hvad er vigtigst?

Work Life Balance har ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel – er budskabet fra en artikel i Gallup Management Journal.

Et tilbageblik

For 200 år siden var 80% af den arbejdende befolkning beskæftiget i landbruget. I dag er det 4%.

For 200 år siden var der for langt de fleste ikke noget, der hed arbejdstid og fritid. Det var et hele. Det var dyr og marker, der skulle passe, folk skulle have mad, ting skulle repareres. Og naturen var den kraft, der i høj grad styrede arbejdsdagen og opgaverne.

Det tankevækkende her er, at den helt store ændring i vores arbejdsliv skete mellem ca. 1900 og 1960. Det var der, vi for alvor gik fra at være en nation af landbrugere til at være industriarbejdere og servicearbejdere. Vi flyttede til byerne og vores moderne velfærdssamfund voksede op. Længere tid er det altså ikke siden!

I industrisamfundet blev der fokuseret på effektivitet – af maskiner, men også af mennesker. Vi målte og effektiviserede. Hvor mange pauser skal mennesker have, for at de er mest effektive? Hvor mange arbejdstimer i træk? Arbejdstid og fritid blev en opdeling, der var dikteret af produktionen og effektiviteten.

Og vi mennesker kan jo godt lide fritid. Friheden til at gøre, hvad vi har lyst til, være sammen med de mennesker, vi har lyst til. Prisen var et arbejde, som måske ikke altid var særligt spændende eller udviklende.

I 1990’erne (ja, længere er det heller ikke siden!) startede bølgen med at realisere sig selv, kunne vælge, lave noget meningsfyldt og udvikle sig selv, fagligt og personligt.

Og hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil hen til, at den famøse Work Life Balance, som står øverst på listen over problemer i arbejdslivet, hvis man skal tro mange af de undersøgelser, der er lavet igennem de sidste 10 års tid. Hvis vi i et eller andet skema kan sætte et kryds i, at vi ønsker en bedre balance – så sætter vi kryds!

Vi vil alle gerne slippe for den dårlige samvittighed over ikke at være 100% til stede alle steder. For det er jo det krav, vi ubevidst har til os selv – og som omverdenen har til os. Virksomheden forventer, at du laver resultater, og at du gør det hurtigt og effektivt. Samtidig skal du være til stede, til møder, bidrage, være synlig og svare hurtigt på enhver forespørgsel.

Samfundet forventer, at du er en god forælder, deltager i alt liv på skoler og institutioner og sportsklubber, at du opdrager dine unger ordentligt, at du stimulerer dem, og at de er gode ambassadører for din familie.

Din partner forventer opmærksomhed, tid, omsorg, sex, fælles projekter – fortsæt selv. Og dine venner vil alle gerne se dig tit, de har brug for snak, indkøb, omsorg, sjov, fællesskab – osv.

Pust – jeg ville også sætte kryds i en rubrik, der hed bedre balance. Men jeg ville nok kalde den rubrik ved dens rette navn: et lønligt og inderligt håb om mere tid i døgnet. Jeg er nemlig ikke villig til at undvære noget af det ovenstående. Min eneste mulighed er det umulige – mere tid. 

Hvordan bliver vi mere realistiske?

I 2010 udkom der endnu én i rækken af undersøgelser under overskriften arbejdsglæde. (Ennova: European Employee Index). En af de ting, jeg studsede over til præsentationen, var, at der ikke stod et eneste ord i den om balancen mellem arbejds- og privatliv.

Og da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar, at de ikke mente, at det var et problem i sig selv. Det var nærmere et symptom på et kultur- eller samfundsforhold, som egentligt ikke havde noget med arbejdsglæde og tilfredshed at gøre.

Ved at udelade spørgsmål om balance fik de faktisk et spændende billede af danskernes arbejdsglæde og tilfredshed. Og den var rigtigt høj. Det endda på trods af, at undersøgelsen  viste, at danskerne holdt fast i deres job, ikke af lyst, men ofte fordi de ikke mente, at de havde reelle job-alternativer. Det var jo i 2010 – kriseår.

Så når vi, isoleret set, bliver spurgt, om vi er tilfredse og glade for vores arbejde, så svarer vi et stort ja. Specielt, når vi har indflydelse på arbejdet og har meningsfyldte opgaver. Jeg vil vædde en danskvand på, at et stort flertal også svarer ja til, at vi er tilfredse og glade for vores private liv, vores familier, børn og venner. Det er kun, når vi skal vælge mellem disse to kasser, at vi bliver utilfredse.

Vi tror stadig, at vi kan dele vores liv op i arbejde og fritid.

Det er måske der, udfordringen ligger? Hvordan udvisker vi 100 års – give and take – industrisamfund fra vores tænkemåde og genoptager vores indre bonderøv, der ikke skænker det en tanke, om vi er på arbejde, eller vi har fri?

Hvad kan få os ud af den vanetænkning, at vi ikke tror, vi kan gøre andet?

Hvad med trivsel og kvalitet?

Gallup Management Journal er her for nylig kommet med et interessant forslag. Udtalelsen herfra er, at Work Life Balance ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel (wellbeing). De taler om:

  • Karriere trivsel: hvordan du fylder din tid – eller kan lide, hvad du laver hver dag.
  • Social trivsel: har stærke relationer og kærlighed i dit liv.
  • Økonomisk trivsel: styrer dit økonomiske liv effektivt.
  • Fysisk trivsel: har et godt helbred og nok energi til at få ting gjort på daglig basis.
  • Samfunds trivsel: din følelse af tilhørsforhold til i det område, hvor du bor.

Hvis det skal være de fem områder, vi skal måle vores liv på, i stedet for at bruge kategorierne arbejde og privat – så vil Work Life Balance jo nok være meget mindre vigtig. Har vi behov for relationer, så er de for eksempel ofte et miks af kolleger, venner og familie. Eller det skifter, så i perioder er det venner, og i perioder er det kolleger. Kan vi skelne og dele vores relationer op?

Det personlige valg.

Trivsel er noget, der er individuelt. Nogle vil gerne have mange penge, en anden vil gerne være en stærk og engageret person i lokalsamfundet, og for en tredje er det familie og de nære relationer, der vægter tungest.

Denne form for trivselsmåling understøtter vores egne individuelle valg af, hvad der er trivsel og kvalitet i vores enkeltes liv. Og skelner ikke mellem arbejde og fritid.

Prøv selv: Hvis du skulle liste op, hvad der er vigtig trivsel for dig inden for Karriere, Sociale relationer, Økonomi, Fysisk velbefindende og Samfundsengagement, hvordan er din prioritering så i dit liv?

 

Work Life Balance er noget sludder!

Work Life BalanceJeg klippede for lang tid siden et citat ud – det gør jeg ofte – og under seneste oprydning i dyngerne dukkede det op igen:

”Work Life Balance er noget sludder og et modeord. Livet er et valg og et fravalg. Længere er den ikke.”

Sagt af Jesper Høiland, vice president i Novo Nordisk i et interview til Berlingske Nyhedsmagasin.

Jeg synes, det er så befriende når et menneske skærer igennem alle modeordene, ”den korrekte mening”, HR ordbogen, ledelsessproget og udtrykker noget sund fornuft.

Illusioner

Jeg mener, at der hersker en hel del illusioner om balancen mellem arbejde og privatliv. Her er 4 af dem.

  1. Rigtigt mange mennesker arbejder med deres største interesse i livet. Det der før hed fritidsinteresser, er blevet til arbejde. Så hvad er egentlig forskellen mellem arbejde og interesse i de tilfælde? Vi er ikke i industrisamfundet mere.
  2. Rigtigt mange mennesker vil både have en karriere og et familieliv. Og de lider af den vildfarelse, at man kan prioritere begge dele lige højt. (Og den mindre detalje, at der er 24 timer i døgnet, det er ren uretfærdighed.)
  3. Rigtigt mange mennesker vil have en karriere og børn og materielle goder og rejser og stor vennekreds – og det skal være samtidigt, og det skal være nu!
  4. Rigtigt mange mennesker er meget vrede og fortørnede over, at ”samfundet” – eller i det mindste arbejdsgiverne ikke sørger for, at alle ønskerne kan blive opfyldt. Det er deres skyld, og vi er ofrene!

Vi har så mange muligheder, og vi vil det hele. Og vi kan selvfølgelig rigtigt meget, men vi kan ikke det hele på en gang.

Måske er det de uanede muligheder, vi ikke helt kan finde balancen i? For 50 år siden var mulighederne ikke så overvældende, og det var de slet ikke for 150 år siden, hvor vi stort set alle gik i vore forældres fodspor, og ikke havde andre muligheder.

Globaliseringen får skyld for meget, og den hurtige ændring på arbejdsmarkedet siden midten af sidste århundrede har også krævet tilpasning.

Valg og fravalg

Måske er vi slet ikke genetisk gearet til at håndtere så mange muligheder. Det, jeg selv har sværest ved, er ikke så meget at træffe valgene – det er fravalgene, der giver mig mindre angstanfald. Tænk hvad der vil ske, hvis jeg ikke lader denne dør stå åben? Vil jeg så aldrig få muligheden igen? Kommer der en anden og tager den? Vil jeg fortryde det om 20 år? Er jeg helt sikker på hvad jeg vil? Hvad nu hvis…?

Jeg blev sågar engang gift på den angst. Det var ikke manden, der var noget galt med, og jeg ville gerne være sammen med ham – men det der koncept med ægteskab, papir og løfter, det var jeg noget lunken overfor. Det kolliderede med mine værdier, som er frihed, uafhængighed, ligeværdighed og retten til at flygte, når og hvis jeg har lyst til det.

Men jeg blev gift, for tænk hvis jeg ellers aldrig fik prøvet det! Hvis jeg valgte det fra, ville jeg så fortryde det? Og mere vigtigt: Min grådighed efter at prøve alt i livet skulle jeg i så fald tøjle. Jeg skulle begrænse mig selv. Og lige netop det, er en kompetence, jeg ikke er stiv i, og slet ikke var som 32-årig.

Hvad ville der ske med Work Life Balancen, hvis vi som enkelte individer havde lært at tage fravalg med oprejst pande og vælge til og fra med integritet, værdier og uden frygt for at gå glip af noget?

Hvor længe er vi om at lære noget nyt?

Og hvor mange års træning skal der til, før vi har lært noget nyt? Vi har været mindst 50 år om at forstå og acceptere stress. Ligesom vi – før det – var mindst 50 år om at forstå og acceptere fysisk nedslidning. Skal vi også være mindst 50 år om at forstå og acceptere, at vores liv er fyldt med spørgsmål om valg og fravalg – vores egne valg og fravalg vel at mærke.

Er det nye dyr i åbenbaringen, angst, som er meget fremme i medierne lige nu, en følge af, at vi tror, at vi skal kunne alt? Hvor længe vil vi føle os utilstrækkelige og bange – fordi vi ikke kan det umulige?

Jeg tror, at jeg vil tage mit livs to do liste frem – den er lang og smukt prioriteret – og så vil jeg slette de sidste 5 poster. Hvis de er i bunden af listen, og har været det længe, så er der ikke plads til dem i mit liv. De står der kun, hvis nu…

 

Kæmp de kampe du vil vinde!

Jeg er lige blevet spurgt til råds af en kvinde, der gør et stort og engageret arbejde i en forening. Hun oplever en konflikt med en anden person i foreningen, og vil vide, hvordan hun vinder over ham.

Igen opdager jeg, hvor hurtigt jeg gerne vil tage parti, når mennesker jeg holder af, har udfordringer.

Efter en dyb indånding og lidt tid, kom jeg til at tænke på en prægtig mentor, jeg engang havde, da jeg var leder. En no-nonsense militærmand, der gav mig besked på at finde ud af, hvilke af alle mine igangværende kampe, som jeg ville vinde – og så koncentrere mig om disse, og lade resten ligge.

Og hvor svær den opgave var. De var jo vigtige alle sammen! Hvad ville der ikke ske, hvis jeg slap det vigtige organisationsprojekt, eller samarbejdet som jeg var ved at bygge op i Norden, eller min magtkamp med en lederkollega om hvem der havde forstået firmaets strategi bedst, eller…?

Svaret var: Der vil ske nøjagtigt det samme, som der alligevel ville ske, eller der ville ske det, der skulle ske… Jeg var måske ikke så vigtig i det store helikoptersyn. I det mindste ikke så uundværlig, som jeg selv troede. Uff!

Da jeg fulgte hans råd, og koncentrerede mig om de opgaver og kampe, der virkeligt betød noget for mig – og lod resten ligge – så opdagede jeg, hvor mange ressourcer, som jeg fik frigjort, og hvor meget jeg rykkede på mine mærkesager. Det gav mig en helt anden succesrate, og en helt anden respekt i organisationen.

Jeg ved ikke, hvilke kampe, der er de rigtige at kæmpe for andre mennesker, men jeg ved af egen erfaring, at det ikke er ret mange af mine egne formodede kampe, som er værd at bruge krudt på.

De tager kun tid og kræfter fra de vigtige kampe. Og de vigtige kampe, dem ved jeg er der, når jeg kan mærke dem i maven og i hjertet.

Jeg har én rigtig vigtig kamp lige nu, og det er at beskytte min mor, der har Alzheimers sygdom og bor på et plejehjem. Hun har en ven, som har skabt en konflikt, og som udnytter hende. Den kamp er min – jeg har ansvaret for min mor – og ingen skal udnytte hende. Lige så komplekst mit forhold er til min mor, lige så lysende klart er det for mig, at hun er mit ansvar. Hun kan ikke selv, og det er ikke det rigtige for mig at give slip i dette tilfælde.

Jeg håber også, at den kvinde, der spurgte mig om råd, finder ud af, om lige netop denne kamp skal kæmpes og vindes, eller om der skal gives slip på den i troen på, at der findes en løsning, hvis konflikten sættes fri.