Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

Føler du dig fejlcastet til dit job?

Det kan der være flere grunde til.

A: Du har aldrig vidst, hvad du ville. 

B: Du keder dig. 

C: Du er havnet ude på et sidespor.

Kan du kende din?

A: Du valgte din karriere efter, hvad din familie mente, eller hvad andre gjorde.

Som hormonfyldt og grundforvirret stor teenager valgte du en uddannelse. Hvis du ramte rigtigt, så betragt dig selv som meget heldig!

Det er næsten den værste alder, at skulle træffe beslutning om noget så vigtigt. Vi har ikke et clue om noget som helst andet som 17-20 årig, end at vi er….

Læs videre på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Kunsten at sige nej!

Vidste du, at nej er en hel og afsluttet sætning? Med punktum efter?

Sådan: ”Nej.” 

Det vidste jeg heller ikke. Jeg troede, at nej var det første ord i en alenlang forklaring på, hvorfor jeg sagde nej, og en endnu længere undskyldning for, at jeg overhovedet kunne finde på at sige nej.

Opdragelse.

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke helt kunne finde ud af at sige nej, er min opdragelse. Jeg er opdraget til….

Læs mere på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Optimistisk – men skeptisk!

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg som leder gerne ville tro på retfærdighed som grundlag for en karriere.

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg for få dage siden var til et arrangement med nogle Teori-U entusiaster om integritet og ordentlighed som grundlag for samfundets udvikling.

Optimistisk – men skeptisk! Fantastisk udtalelse, sagt for nogle få dage siden af Serbiens præsident Boris Tadic i forbindelse med Serbiens kandidatur til medlem af EU.

Verden er uretfærdig.

Det er en af – de ikke så politisk korrekte – konklusionerne i et interview med Stanford-professor Jeffrey Pfeffer, som Ledelse i Dag har lavet. Grundlaget er hans bog ”Power – Why Some People Have It – and Others Don’t”.

Pfeffer er ikke hr. hvem som helst. Han har samlet stort set al forskning om magt, der findes, til at underbygge sin påstand. Hans bog er en slags manual til magten – så vil du vide, hvordan du profilerer dig bedst muligt, så læs den. Men forbered dig på at blive desillusioneret, hvis du tror at, hvis bare du arbejder hårdt og er dygtig, så får du løn som fortjent.

Psykologisk er mennesker indrettet, så vi helst vil se verden som retfærdig, fordi det giver os en følelse af noget forudsigeligt og kontrollabelt. Men det forhindrer os altså i at avancere og nå vore karrieremål, sige Pfeffer.

Hvordan får du så magt?

Hans konklusioner er, at magtspillet vindes af de taktisk velspillende, og dem som vil magten. Du skal være motiveret af magten, ikke af at være vellidt eller af at få tingene gjort.

Du behøver ikke at være god til dit job, men du skal være god til at holde din chef glad. Og frem for alt, sørge for at ledelsen lægger mærke til dig. Udnævnelser sker stort set kun blandt dem, som ledelsen kender.

Spørg om hjælp og råd hos dem, der styrer magten – det var sådan Obama kom til magten, og så er smiger ekstremt vigtig! Det virker, fordi vi kan lide de mennesker, der får os til at føle os godt tilpas.

Som leder er du på hele tiden, og du spiller ofte en rolle. Fint nok, men spil den ordentligt. Og så viser det for øvrigt højstatus at vise vrede. Alt det der med autenticitet, der er fremme i tiden, det mener Pfeffer, at du godt kan glemme. Det er urealistisk, og alle de ledere, der er portrætteret som autentiske, de har nået magtens tinder før, de promoverer sig på den måde. Ingen ved, hvad der er sket på vej op.

Jeg er stadig optimistisk – og skeptisk.

Når jeg er i sammenhænge – som blandt Teori-U tilhængere – så vil jeg så gerne tro på, at hvis jeg er med til at fremme for eksempel personlig integritet og ordentlighed, så har alle mine handlinger effekt i verden, og vi ender med at komme ind i en ny tid, hvor vi opfører os meget mere fornuftigt, afbalanceret og til gavn for helheden.

Jeg er absolut enig i, at det er tiltrængt, og jeg er fuld af beundring for de mennesker, som går forrest – som dem, jeg var sammen med den anden dag. De gør et godt og nødvendigt stykke arbejde for at råbe os andre op.

Jeg er selv fortaler for, at vi kan udvikle vores personlighed, og blive den, vi gerne vil være. For pokker, jeg har jo selv gjort det. Og jeg har det godt med at kende og forbedre mine personlige værdier og holdninger.

Måske er det derfor, jeg droppede lederkarrieren og magten, for hvis jeg var blevet, skulle jeg  have udviklet mig endnu mere i den retning, der ville have givet mig størst mulig magt. Og måske ville jeg ikke magten nok til det?

Jeg har været der, og min erfaring er også at Machiavelli ikke har levet forgæves. Se på Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard. Er det de mest autentiske, vellidte og ordentlige politikere vi har? Eller er de dem, der vil magten mest?

Hvad med dine ledere? Hvem sidder på magten?

Jeg er optimistisk over håbet om, at vi bevæger os i en bedre retning – men jeg er stadig skeptisk.

 

Work Life Balance eller trivsel? – Hvad er vigtigst?

Work Life Balance har ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel – er budskabet fra en artikel i Gallup Management Journal.

Et tilbageblik

For 200 år siden var 80% af den arbejdende befolkning beskæftiget i landbruget. I dag er det 4%.

For 200 år siden var der for langt de fleste ikke noget, der hed arbejdstid og fritid. Det var et hele. Det var dyr og marker, der skulle passe, folk skulle have mad, ting skulle repareres. Og naturen var den kraft, der i høj grad styrede arbejdsdagen og opgaverne.

Det tankevækkende her er, at den helt store ændring i vores arbejdsliv skete mellem ca. 1900 og 1960. Det var der, vi for alvor gik fra at være en nation af landbrugere til at være industriarbejdere og servicearbejdere. Vi flyttede til byerne og vores moderne velfærdssamfund voksede op. Længere tid er det altså ikke siden!

I industrisamfundet blev der fokuseret på effektivitet – af maskiner, men også af mennesker. Vi målte og effektiviserede. Hvor mange pauser skal mennesker have, for at de er mest effektive? Hvor mange arbejdstimer i træk? Arbejdstid og fritid blev en opdeling, der var dikteret af produktionen og effektiviteten.

Og vi mennesker kan jo godt lide fritid. Friheden til at gøre, hvad vi har lyst til, være sammen med de mennesker, vi har lyst til. Prisen var et arbejde, som måske ikke altid var særligt spændende eller udviklende.

I 1990’erne (ja, længere er det heller ikke siden!) startede bølgen med at realisere sig selv, kunne vælge, lave noget meningsfyldt og udvikle sig selv, fagligt og personligt.

Og hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil hen til, at den famøse Work Life Balance, som står øverst på listen over problemer i arbejdslivet, hvis man skal tro mange af de undersøgelser, der er lavet igennem de sidste 10 års tid. Hvis vi i et eller andet skema kan sætte et kryds i, at vi ønsker en bedre balance – så sætter vi kryds!

Vi vil alle gerne slippe for den dårlige samvittighed over ikke at være 100% til stede alle steder. For det er jo det krav, vi ubevidst har til os selv – og som omverdenen har til os. Virksomheden forventer, at du laver resultater, og at du gør det hurtigt og effektivt. Samtidig skal du være til stede, til møder, bidrage, være synlig og svare hurtigt på enhver forespørgsel.

Samfundet forventer, at du er en god forælder, deltager i alt liv på skoler og institutioner og sportsklubber, at du opdrager dine unger ordentligt, at du stimulerer dem, og at de er gode ambassadører for din familie.

Din partner forventer opmærksomhed, tid, omsorg, sex, fælles projekter – fortsæt selv. Og dine venner vil alle gerne se dig tit, de har brug for snak, indkøb, omsorg, sjov, fællesskab – osv.

Pust – jeg ville også sætte kryds i en rubrik, der hed bedre balance. Men jeg ville nok kalde den rubrik ved dens rette navn: et lønligt og inderligt håb om mere tid i døgnet. Jeg er nemlig ikke villig til at undvære noget af det ovenstående. Min eneste mulighed er det umulige – mere tid. 

Hvordan bliver vi mere realistiske?

I 2010 udkom der endnu én i rækken af undersøgelser under overskriften arbejdsglæde. (Ennova: European Employee Index). En af de ting, jeg studsede over til præsentationen, var, at der ikke stod et eneste ord i den om balancen mellem arbejds- og privatliv.

Og da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar, at de ikke mente, at det var et problem i sig selv. Det var nærmere et symptom på et kultur- eller samfundsforhold, som egentligt ikke havde noget med arbejdsglæde og tilfredshed at gøre.

Ved at udelade spørgsmål om balance fik de faktisk et spændende billede af danskernes arbejdsglæde og tilfredshed. Og den var rigtigt høj. Det endda på trods af, at undersøgelsen  viste, at danskerne holdt fast i deres job, ikke af lyst, men ofte fordi de ikke mente, at de havde reelle job-alternativer. Det var jo i 2010 – kriseår.

Så når vi, isoleret set, bliver spurgt, om vi er tilfredse og glade for vores arbejde, så svarer vi et stort ja. Specielt, når vi har indflydelse på arbejdet og har meningsfyldte opgaver. Jeg vil vædde en danskvand på, at et stort flertal også svarer ja til, at vi er tilfredse og glade for vores private liv, vores familier, børn og venner. Det er kun, når vi skal vælge mellem disse to kasser, at vi bliver utilfredse.

Vi tror stadig, at vi kan dele vores liv op i arbejde og fritid.

Det er måske der, udfordringen ligger? Hvordan udvisker vi 100 års – give and take – industrisamfund fra vores tænkemåde og genoptager vores indre bonderøv, der ikke skænker det en tanke, om vi er på arbejde, eller vi har fri?

Hvad kan få os ud af den vanetænkning, at vi ikke tror, vi kan gøre andet?

Hvad med trivsel og kvalitet?

Gallup Management Journal er her for nylig kommet med et interessant forslag. Udtalelsen herfra er, at Work Life Balance ikke har noget med balance at gøre. I stedet skal vi se på balancen mellem forskellige områder af trivsel (wellbeing). De taler om:

  • Karriere trivsel: hvordan du fylder din tid – eller kan lide, hvad du laver hver dag.
  • Social trivsel: har stærke relationer og kærlighed i dit liv.
  • Økonomisk trivsel: styrer dit økonomiske liv effektivt.
  • Fysisk trivsel: har et godt helbred og nok energi til at få ting gjort på daglig basis.
  • Samfunds trivsel: din følelse af tilhørsforhold til i det område, hvor du bor.

Hvis det skal være de fem områder, vi skal måle vores liv på, i stedet for at bruge kategorierne arbejde og privat – så vil Work Life Balance jo nok være meget mindre vigtig. Har vi behov for relationer, så er de for eksempel ofte et miks af kolleger, venner og familie. Eller det skifter, så i perioder er det venner, og i perioder er det kolleger. Kan vi skelne og dele vores relationer op?

Det personlige valg.

Trivsel er noget, der er individuelt. Nogle vil gerne have mange penge, en anden vil gerne være en stærk og engageret person i lokalsamfundet, og for en tredje er det familie og de nære relationer, der vægter tungest.

Denne form for trivselsmåling understøtter vores egne individuelle valg af, hvad der er trivsel og kvalitet i vores enkeltes liv. Og skelner ikke mellem arbejde og fritid.

Prøv selv: Hvis du skulle liste op, hvad der er vigtig trivsel for dig inden for Karriere, Sociale relationer, Økonomi, Fysisk velbefindende og Samfundsengagement, hvordan er din prioritering så i dit liv?

 

Work Life Balance er noget sludder!

Work Life BalanceJeg klippede for lang tid siden et citat ud – det gør jeg ofte – og under seneste oprydning i dyngerne dukkede det op igen:

”Work Life Balance er noget sludder og et modeord. Livet er et valg og et fravalg. Længere er den ikke.”

Sagt af Jesper Høiland, vice president i Novo Nordisk i et interview til Berlingske Nyhedsmagasin.

Jeg synes, det er så befriende når et menneske skærer igennem alle modeordene, ”den korrekte mening”, HR ordbogen, ledelsessproget og udtrykker noget sund fornuft.

Illusioner

Jeg mener, at der hersker en hel del illusioner om balancen mellem arbejde og privatliv. Her er 4 af dem.

  1. Rigtigt mange mennesker arbejder med deres største interesse i livet. Det der før hed fritidsinteresser, er blevet til arbejde. Så hvad er egentlig forskellen mellem arbejde og interesse i de tilfælde? Vi er ikke i industrisamfundet mere.
  2. Rigtigt mange mennesker vil både have en karriere og et familieliv. Og de lider af den vildfarelse, at man kan prioritere begge dele lige højt. (Og den mindre detalje, at der er 24 timer i døgnet, det er ren uretfærdighed.)
  3. Rigtigt mange mennesker vil have en karriere og børn og materielle goder og rejser og stor vennekreds – og det skal være samtidigt, og det skal være nu!
  4. Rigtigt mange mennesker er meget vrede og fortørnede over, at ”samfundet” – eller i det mindste arbejdsgiverne ikke sørger for, at alle ønskerne kan blive opfyldt. Det er deres skyld, og vi er ofrene!

Vi har så mange muligheder, og vi vil det hele. Og vi kan selvfølgelig rigtigt meget, men vi kan ikke det hele på en gang.

Måske er det de uanede muligheder, vi ikke helt kan finde balancen i? For 50 år siden var mulighederne ikke så overvældende, og det var de slet ikke for 150 år siden, hvor vi stort set alle gik i vore forældres fodspor, og ikke havde andre muligheder.

Globaliseringen får skyld for meget, og den hurtige ændring på arbejdsmarkedet siden midten af sidste århundrede har også krævet tilpasning.

Valg og fravalg

Måske er vi slet ikke genetisk gearet til at håndtere så mange muligheder. Det, jeg selv har sværest ved, er ikke så meget at træffe valgene – det er fravalgene, der giver mig mindre angstanfald. Tænk hvad der vil ske, hvis jeg ikke lader denne dør stå åben? Vil jeg så aldrig få muligheden igen? Kommer der en anden og tager den? Vil jeg fortryde det om 20 år? Er jeg helt sikker på hvad jeg vil? Hvad nu hvis…?

Jeg blev sågar engang gift på den angst. Det var ikke manden, der var noget galt med, og jeg ville gerne være sammen med ham – men det der koncept med ægteskab, papir og løfter, det var jeg noget lunken overfor. Det kolliderede med mine værdier, som er frihed, uafhængighed, ligeværdighed og retten til at flygte, når og hvis jeg har lyst til det.

Men jeg blev gift, for tænk hvis jeg ellers aldrig fik prøvet det! Hvis jeg valgte det fra, ville jeg så fortryde det? Og mere vigtigt: Min grådighed efter at prøve alt i livet skulle jeg i så fald tøjle. Jeg skulle begrænse mig selv. Og lige netop det, er en kompetence, jeg ikke er stiv i, og slet ikke var som 32-årig.

Hvad ville der ske med Work Life Balancen, hvis vi som enkelte individer havde lært at tage fravalg med oprejst pande og vælge til og fra med integritet, værdier og uden frygt for at gå glip af noget?

Hvor længe er vi om at lære noget nyt?

Og hvor mange års træning skal der til, før vi har lært noget nyt? Vi har været mindst 50 år om at forstå og acceptere stress. Ligesom vi – før det – var mindst 50 år om at forstå og acceptere fysisk nedslidning. Skal vi også være mindst 50 år om at forstå og acceptere, at vores liv er fyldt med spørgsmål om valg og fravalg – vores egne valg og fravalg vel at mærke.

Er det nye dyr i åbenbaringen, angst, som er meget fremme i medierne lige nu, en følge af, at vi tror, at vi skal kunne alt? Hvor længe vil vi føle os utilstrækkelige og bange – fordi vi ikke kan det umulige?

Jeg tror, at jeg vil tage mit livs to do liste frem – den er lang og smukt prioriteret – og så vil jeg slette de sidste 5 poster. Hvis de er i bunden af listen, og har været det længe, så er der ikke plads til dem i mit liv. De står der kun, hvis nu…