Category Archives: Tillid

Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Posted on by
2

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

Optimistisk – men skeptisk!

Posted on by
Reply

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg som leder gerne ville tro på retfærdighed som grundlag for en karriere.

Optimistisk – men skeptisk! Nøjagtigt min sindsstemning, da jeg for få dage siden var til et arrangement med nogle Teori-U entusiaster om integritet og ordentlighed som grundlag for samfundets udvikling.

Optimistisk – men skeptisk! Fantastisk udtalelse, sagt for nogle få dage siden af Serbiens præsident Boris Tadic i forbindelse med Serbiens kandidatur til medlem af EU.

Verden er uretfærdig.

Det er en af – de ikke så politisk korrekte – konklusionerne i et interview med Stanford-professor Jeffrey Pfeffer, som Ledelse i Dag har lavet. Grundlaget er hans bog ”Power – Why Some People Have It – and Others Don’t”.

Pfeffer er ikke hr. hvem som helst. Han har samlet stort set al forskning om magt, der findes, til at underbygge sin påstand. Hans bog er en slags manual til magten – så vil du vide, hvordan du profilerer dig bedst muligt, så læs den. Men forbered dig på at blive desillusioneret, hvis du tror at, hvis bare du arbejder hårdt og er dygtig, så får du løn som fortjent.

Psykologisk er mennesker indrettet, så vi helst vil se verden som retfærdig, fordi det giver os en følelse af noget forudsigeligt og kontrollabelt. Men det forhindrer os altså i at avancere og nå vore karrieremål, sige Pfeffer.

Hvordan får du så magt?

Hans konklusioner er, at magtspillet vindes af de taktisk velspillende, og dem som vil magten. Du skal være motiveret af magten, ikke af at være vellidt eller af at få tingene gjort.

Du behøver ikke at være god til dit job, men du skal være god til at holde din chef glad. Og frem for alt, sørge for at ledelsen lægger mærke til dig. Udnævnelser sker stort set kun blandt dem, som ledelsen kender.

Spørg om hjælp og råd hos dem, der styrer magten – det var sådan Obama kom til magten, og så er smiger ekstremt vigtig! Det virker, fordi vi kan lide de mennesker, der får os til at føle os godt tilpas.

Som leder er du på hele tiden, og du spiller ofte en rolle. Fint nok, men spil den ordentligt. Og så viser det for øvrigt højstatus at vise vrede. Alt det der med autenticitet, der er fremme i tiden, det mener Pfeffer, at du godt kan glemme. Det er urealistisk, og alle de ledere, der er portrætteret som autentiske, de har nået magtens tinder før, de promoverer sig på den måde. Ingen ved, hvad der er sket på vej op.

Jeg er stadig optimistisk – og skeptisk.

Når jeg er i sammenhænge – som blandt Teori-U tilhængere – så vil jeg så gerne tro på, at hvis jeg er med til at fremme for eksempel personlig integritet og ordentlighed, så har alle mine handlinger effekt i verden, og vi ender med at komme ind i en ny tid, hvor vi opfører os meget mere fornuftigt, afbalanceret og til gavn for helheden.

Jeg er absolut enig i, at det er tiltrængt, og jeg er fuld af beundring for de mennesker, som går forrest – som dem, jeg var sammen med den anden dag. De gør et godt og nødvendigt stykke arbejde for at råbe os andre op.

Jeg er selv fortaler for, at vi kan udvikle vores personlighed, og blive den, vi gerne vil være. For pokker, jeg har jo selv gjort det. Og jeg har det godt med at kende og forbedre mine personlige værdier og holdninger.

Måske er det derfor, jeg droppede lederkarrieren og magten, for hvis jeg var blevet, skulle jeg  have udviklet mig endnu mere i den retning, der ville have givet mig størst mulig magt. Og måske ville jeg ikke magten nok til det?

Jeg har været der, og min erfaring er også at Machiavelli ikke har levet forgæves. Se på Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard. Er det de mest autentiske, vellidte og ordentlige politikere vi har? Eller er de dem, der vil magten mest?

Hvad med dine ledere? Hvem sidder på magten?

Jeg er optimistisk over håbet om, at vi bevæger os i en bedre retning – men jeg er stadig skeptisk.

 

Deres perfekte ydre kontra mit kaotiske indre

Posted on by
Reply

Jeg var for et stykke tid siden til et møde med 5 personer, hvor jeg – som sædvanligt – både skulle præsentere mig selv, og komme med et foreløbigt forslag til løsning af den udfordring, de sad med.

Deres tilsyneladende ydre.

Da personerne var ledere i finansbranchen, så var det fem smukke, velplejede, velklædte, intelligente, selvsikre og dygtige personer, jeg sad med.

De kunne præcist og velformuleret fortælle, hvad de havde brug for. De spurgte klart og høfligt om de ting, de gerne ville vide. De lyttede interesseret og imødekommende. De noterede ned på det indledende notat, de allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. De deltog engageret i den diskussion, mine spørgsmål og mine forslag gav anledning til.

Jeg sad og studerede deres perfekte ydre. Så på deres frisurer, deres tøj, kvindernes håndtasker (det er en kvindeting!), deres mobiltelefoner og øvrige gadgets, det smukke mødelokale med vandudsigt og de diskrete firmalogoer her og der. Vel og mærke fra et firma prestigemæssigt helt i top inden for branchen.

Jeg lagde mærke til deres viden, deres sprog, deres manerer. Absolut dannede mennesker. Og sindssygt dygtige til det fag, de nu hver især havde valgt. Mennesker, der ved, at de er både dygtige og heldige, men også at de har arbejdet for heldet, og som derfor har den der udefinerbare selvtillid, der bare stråler ud fra rolige, afbalancerede, høflige mennesker, der ved, hvem de er. 

Mit tilsyneladende ydre.

Da jeg er selvstændig konsulent og tidligere leder i finansbranchen, så var jeg mødt op velplejet, velklædt, intelligent, selvsikker og dygtig.

Jeg spurgte klart og høfligt om de ting, jeg gerne ville vide. Jeg lyttede interesseret og imødekommende. Jeg noterede ned på det indledende notat, jeg allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. Jeg deltog engageret i den diskussion, deres spørgsmål og deres forslag gav anledning til.

Mit kaotiske indre.

Fint billede – helt perfekt faktisk.

Men inden i mig var der en helt anden samtale i gang: ”Hvad laver jeg dog her? Jeg kan jo slet ikke leve op til dem. De har helt styr på tingene, det har jeg ikke. Hvad sker der, når de opdager, at jeg ikke ved noget som helst? Når de gennemskuer mig? Det, jeg kan, er ingenting. Mine tidligere successer er nok bare noget, jeg har bildt mig ind. Jeg har sikkert ikke forberedt mig godt nok, hvad nu hvis de stiller mig et spørgsmål, jeg ikke kan svare på?”

Deres reelle indre.

For nylig holdt vi et afsluttende møde, efter at opgaven var løst til deres fulde tilfredshed – ja faktisk store begejstring. Vi sad afslappet og evaluerede forløbet. Talte både det faglige og det personlige samarbejde igennem. Og så kom det fra dem:

”Vi var faktisk lidt nervøse i starten. Du har jo et fantastisk ry, du ser så professionel ud, og du optræder altid med stor autoritet. Du er dygtig, professionel, venlig, imødekommende, lyttende, og uanset hvilke spørgsmål vi har stillet dig, giver du et perfekt svar. Din viden om både vores branche og dit eget fag er fænomenal, du kan løse alle de opgaver, vi kommer med, og du har derudover overskud til også at give os materialer, ideer og eksempler til, at vi også kan udvikle vores metoder.”

”Vi var bange for, at vi slet ikke kunne leve op til din erfaring og viden, og at du ville synes, at vi var de rene amatører.”

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at le højt, og måtte så fortælle dem om de tanker der kørte rundt i mit hoved til vores første møde. Hvilket selvfølgelig kun gjorde stemningen endnu bedre.

Hvad skete der?

Det er så typisk menneskeligt at sammenligne sig med andre mennesker. Og det er typisk menneskeligt, at sammenligne andres perfekte ydre med sit eget kaotiske indre.

Det interessante er, at de mennesker, jeg sidder sammen med, de sammenligner mit perfekte ydre med deres eget kaotiske indre.

Det fantastiske er, at når man først ved, at det hænger sådan sammen, så betyder det ikke så meget. Til det første møde, som jeg beskrev ovenfor, sad jeg og lyttede til mine egne mærkelige tanker. Men jeg tager dem ikke alvorligt mere. Jeg ved, at de er der, og jeg ved, at de dukker op, når jeg skal præstere noget vigtigt. Derfor kan jeg sidde og sige: ”Hejsa, nå I er med i dag? Fint nok, bare kør løs, men jeg tager mig altså ikke af jer. Jeg har vigtigere ting for – jeg skal arbejde. Vi må tale sammen senere.”

 

Nøglen til livet…

Posted on by
Reply

NøgleJeg har to nyheder til dig. En god og en dårlig. Den dårlige er, at der ikke findes en nøgle til livet.

Den gode nyhed er, at døren ikke er låst.

Jeg har det meste af mit liv prøvet at regne den ud. Der må være et overordnet formål med mit liv, en plan, noget struktur, bare et eller andet, jeg kunne holde mig til, og som kunne give en eller anden form for tryghed. Desværre har jeg ikke været vildt heldig med dette projekt. Min erfaring siger faktisk tværtimod: Der er ikke noget, der bare ligner system i skidtet! Pis!

Det er en egenskab ved livet, som jeg har haft meget meget svært ved at tilgive det for. Jeg foretrækker, at jeg ved, hvad jeg går ind til, så jeg kan kalkulere risiko og sandsynlighed for succes. Det har jeg altid haft en illusion om, at jeg kunne i de projekter, jeg kastede mig over. Så hvorfor ikke også i livet?

Super Mario

Jeg åbner helst ikke en dør, før jeg ved, hvad der er indenfor. Derfor har jeg det også svært med computerspil. ”Du skal bare prøve dig frem, så finder du ud af det!” Yak! Jeg nåede tre baner ind i Super Mario, så blev jeg voldsomt irriteret og utålmodig. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på selvtilliden og humøret, at min dengang 5-årige stedsøn bankede mig eftertrykkeligt på både tid og indsamlede point.

At jeg måske kunne lære noget af hans nysgerrige, glade, forventningsfulde og tillidsfulde tilgang til spillet og livet i det hele taget, det overvejede jeg ikke lige på det tidspunkt.

Livets utilregnelighed

Det er egentligt først efter rigtigt mange år med livets utilregnelighed, at jeg er ved at vænne mig til det, og endda nogen gange kan nyde, at jeg ikke ved en disse om, hvad der kommer til at ske. Man kan åbenbart vænne sig til rigtigt mange ting, når man er i det længe nok!

Efter at have forsøgt at regne job, karrierer, projekter, ægtemænd, familie og ikke mindst mig selv ud – og hver gang gjorde det rimeligt ringe, så har jeg nu opgivet. Det tog sin tid, men bedre sent end aldrig!

At give slip på kontrol

Jeg forsøger nu hver dag at være åben over for dagen og livet. En af de ting, der har hjulpet mig, er tanken om, at jeg går glip af noget, når jeg har så travlt med at ”få styr på tingene”. Alle de sideveje og rundkørsler, jeg har været ude på i mit liv, har afgjort været en hel del sjovere, end når jeg har forsøgt at holde mig til motorvejen. Motorveje er altså kedelige, og jeg falder tit i trance, hvis jeg bliver der for længe. Så jeg vil ikke gå glip af omkørsler og omveje. Specielt ikke, eftersom jeg har fundet ud af, at de ikke kun er sjovere, de har også lært mig rigtigt meget.

Så jeg er altid på udkig efter mulige Marguerite-ruter på min vej.

Når jeg kigger tilbage på min karriere, som afgjort ikke har været planlagt, så kan jeg se, at der hvor jeg har lært mest af det, jeg bruger i mit job i dag, det har jeg lært, når jeg var på afveje fra det, jeg troede var den ”rigtige” vej. Når jeg havde lukket øjnene og kastet mig ud i noget fuldstændigt ukendt.

Det er godt nok farligt…

Sagt af Hugo, endnu en computerspilfigur, før han fortrøstningsfuldt traskede ind i det mørke slot, hvor farerne – og guldet – lurede.

Det er livsvisdom i en genial sætning! Og det er blevet en slags valgsprog for mig. Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg går ind til, men det skal nok blive rigtigt godt – og lærerigt. Der er jo aldrig noget, der er så galt, at man ikke kan lære noget af det.

Og at lære noget, det er guld. Det rigtige guld.

Og for lige at tage et elegant (!) hop fra Hugo til Buddhismen, så kan man også sige det sådan her:

The bad news is that you’re falling through space, nothing to hold on to, no parachute. The good news is that there is no ground.  (Chogyam Trungpa Rinpoche)

Var der nogen, der sagde tillid?


Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt?

Posted on by
Reply

Jeg plejer at sige, at mit glas i livet altid er halvt fuldt. For pokker, jeg er coach, jeg lever af at være positiv og anerkendende. Det er en erhversforudsætning altid at tro det bedste om andre mennesker, og jeg mener af hele mit hjerte, at der altid er en grund til, at mennesker opfører sig besynderligt.

Så jeg er jo et positivt tænkende menneske, eller hvad?

Jeg er lige her i pinsen blevet afprøvet i, hvor langt karakteregenskaberne positivisme og tillid til tilværelsen egentligt er udviklet hos mig.

Musik i Frederiksberg Have.

Jeg gik min næsten daglige tur i Frederiksberg Have, gik og nød de smukke farver, de menneskevante ænder, alle løberne og barnevognene. Pludselig lød der høj musik et sted foran mig. Sådan en lidt pigegardeagtig trompeteren, og min første tanke var: Hvad f….. bilder de sig ind at larme i ”min” fredelige have! Ja, det var desværre sådan, jeg reagerede.

Da jeg kom lidt længere frem ad stien, så jeg en af de romantiske robåde på en af de smukke kanaler – fyldt med et orkester, der roede rundt og spillede for parkens gæster. De skulle spille lidt senere til en pinsegudstjeneste, og brugte åbenbart ventetiden på at underholde os andre.

Da de roede forbi, stod jeg – sammen med andre gæster – og klappede begejstret af dem, og jeg havde det helt store smil fremme. Det var faktisk en både underholdende, overraskende og positiv oplevelse, jeg lige var blevet udsat for.

Hjælp til udvikling!

Det er ikke første gang, jeg i mit hovede tror, at jeg har en rimeligt udviklet karakteregenskab, og så får jeg de her små opgaver ”ude i livet”. Små påmindelser, som jeg kan vælge at bruge i min udvikling, eller jeg kan vælge at overse dem. Det er helt op til mig.

Men det er gaver, der venter på at blive pakket op. Jeg bliver mindet om, at jeg stadig kan og skal træne min karakter, hvis jeg vil blive et godt menneske, som er det jeg stræber efter her i livet. At der er mere at arbejde med på alle planer. Jeg kan altid blive bedre, både på de områder, hvor jeg ikke er særlig god, og på de områder, jeg synes fungerer godt.

Jeg fandt ved denne lille oplevelse ud af, at jeg er vældig positiv og tillidsfuld, når jeg er inden for rammerne af min trygge hverdag, men at jeg kan ryge i negativitet og mistillid, når der sker noget, jeg slet ikke forventer.

Og så skal jeg jo være glad for, at et hornorkester i Frederiksberg Have jo nok ikke er den store epokegørende og rystende begivenhed i mit liv – men at jeg skal bruge oplevelsen til at være opmærksom på den side af min karakter, så jeg er mere fit for fight, når der kommer en seriøs rystelse af mit liv.