Jeg slås i øjeblikket med min modstand mod at være uvidende. Jeg kan ikke lide det, og der er ikke de gode inspirerende ord i verden, der har kunnet få mig til at forlige mig med det! Jeg er helt overbevist om, at jeg burde vide alt på forhånd.

Min recept mod syndromet er, at jeg sætter mig ind i ALT, hvad der er værd at vide om det område, som jeg til min store skræk, har fundet ud af, at jeg ikke mestrer til fuldkommenhed.

Jeg læser flere hyldemeter store tykke bøger, jeg gennemtrawler internettet – og jeg mener hele internettet! Jeg spørger selvfølgelig ikke nogen, jeg kender, som måske ved noget, uha da nej, det ville da være toppen af al skam. Mig – ikke vide alt – bede om hjælp – aldrig i livet!

Aktuelle eksempler.

Jeg må med beklagelse sige, at det ikke er svært for mig at finde eksempler, der bare er få uger gamle.

• Jeg har lavet en ny hjemmeside. Kunne ikke finde ud af, om jeg skulle vælge det CMS system, jeg brugte i forvejen, eller springe på WordPress vognen. Jeg ville ikke nøjes med den hjælp, jeg kunne få ved at spørge, så jeg gik i gang med intensiv forskning ud i CMS systemer.
• Jeg valgte så at gå videre med WP. Bad jeg så nogen om at lave det for mig? Nej da! Nu havde jeg jo lige sat mig ind i skidtet, så kunne jeg da vel nok også finde ud af at lave det. Så jeg forskede videre i temaer, opsætninger, plugins, widgets, sharing, integrationer og meget meget mere.
• Min sundhedsguru, som har reddet mig ud af mine hormonforstyrrelser, insisterer på, at jeg skal leve stort set uden indtagelse af kulhydrater. De instruktioner, hun gav mig, var selvfølgelig ikke nok for mig, så jeg hjembragte 3 tykke bøger om emnet fra Københavns Hovedbibliotek, og har nu læst dem. Jeg er nu – også – ekspert ud i kulhydratfattige diæter.

Jeg kunne blive ved: produktion af videoer, udarbejdelse af e-bøger, SMS klippekort fra DSB, skabeloner i Word, meditationskurser i England, bydele i New York City osv. Jeg ved ikke bare lidt om emnerne, jeg ved nok til at kunne skrive bøger om dem!

Hjælp, hvorfor gør jeg det?

Jeg vil simpelthen ikke spørge dumt. Så vil jeg hellere selv tage en mindre kandidatgrad i et emne, og så kan jeg jo altid overveje at spørge intelligent, når jeg selv ved alt. Jeg spørger nu sjældent alligevel, for på det tidspunkt har jeg jo ikke brug for at spørge…

Jeg har en underlig indbygget skyldfølelse over for at være dum eller uvidende. Sikkert en bivirkning fra min opdragelse. Men ingen – absolut ingen – skal kunne grine af mig eller belære mig om noget som helst. Tal lige om stolthed.

SHAME

Jeg elsker bogstavforkortelser og en af mine yndlinge, er denne:

SHAME = Should Have Already Mastered Everything.

Det er godt, at jeg lærte at gå som barn. Hvis jeg skulle have lært det i dag, så fik jeg aldrig måsen op over gulvhøjde.

Min hjerne indeholder meget store mængder viden om underlige og ikke altid lige brugbare emner. Det eneste positive ved denne underlige vane er, at jeg er ret god til Trivial Pursuit.

Der er åbenbart ikke noget så slemt, at det ikke er godt for noget. Men i lidt mindre mængder, please 2012?