Er det OK at være ulykkelig – bare du bliver betalt for det?

Job og kæde, kedsomhed ulykkeligNår jeg spørger de af mine kunder, der er kørt sur i karrieren om, hvorfor de bliver i deres job, så er svarene forskellige, men det kredser om de samme emner:

  • Jeg skal jo tjene penge.
  • Jeg har brugt 3 år på at vise, at jeg er god, så jeg kan blive forfremmet.
  • Jeg kan nok ikke få et andet job, sådan som tiderne ser ud nu.
  • Jeg skal lige være i dette job 2 år mere – det ser bedre ud på CV’et.
  • Jeg arbejder i et firma, som mine venner misunder mig for at være i.
  • Det bliver nok bedre.
  • Jeg har ikke tid til at søge et nyt job.
  • Jeg har ”kun” 7 år tilbage, til jeg skal pensioneres.

Hvad handler det egentligt om?

Jeg opfatter det som:

  • Frygt for det ukendte og for økonomisk usikkerhed.
  • Frygt for ikke at være en del af flokken: Når andre mener, det er godt, så er det nok mig, der er noget i vejen med.
  • Frygt for afslag: for at finde ud af, at jeg slet ikke kan noget som helst, og at ingen vil have mig.

Hvis jeg skal forsøge at opfatte det positivt, så kan det være en ukuelig optimisme omkring, at alt nok mirakuløst ændrer sig omkring mig, uden at jeg behøver at gøre noget selv. Jeg skal bare bide tænderne sammen, og nægte at flytte måsen fra kogepladen!

Den formildende omstændighed er, at alt dette er såre menneskeligt. Vi gør det alle sammen. Vi har alle sammen frygt for de mærkeligste ting.

Er du bange for at være bange?

Nogle gange har vi bare en frygt, som er stor og ubestemmelig. Tænker jeg på, at der en dag ikke ruller indtægter ind på kontoen, så bliver jeg også stakåndet, min mave snører sig sammen, mine håndflader bliver fugtige, og jeg er på nippet til at få et panikanfald.

Det, jeg har lært at gøre, når denne frygt kommer, er at blive ved med at spørge mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og når jeg svarer på det, så stiller jeg spørgsmålet igen: Hvad er det værste, der kan ske ved det? Og så fortsætter jeg med at stille det samme spørgsmål og svare på det igen og igen – helt indtil jeg finder ud af, at jeg jo ikke dør af det, og at intet er så galt, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hemmeligheden ved at stille mig selv det spørgsmål er, at jeg får kigget på frygten. Det er ikke bare sådan en stor ubestemmelig tåge af fare, det er noget konkret, jeg er bange for – og det kan jeg gøre noget ved, eller bede nogen om hjælp til at gøre noget ved.

Hvad skal der til, for at DU tager dit liv og din karriere op til overvejelse?

Vi mennesker er programmeret til, at vi lukker øjnene for det ubehagelige og specielt for vores egne følelser. Så er vi bedre i stand til at overleve en tørke eller en istid. Men der er ikke så mange livstruende tørkeperioder og istider i Danmark for tiden, så prøv at slappe af i reptilhjernen, og lav en indkobling af den moderne tænkeevne og sunde fornuft.

Du har sikkert også hørt de historier om folk, der bliver fyret eller bliver alvorligt syge, og som i hopetal kommer ud bagefter og fortæller deres historier, for at vi andre netop ikke skal gøre det samme som dem. Lyt til dem, læs bøgerne, opsøg dem. De har noget vigtigt at lære os.

Hvis du bliver fyret eller bliver alvorligt syg, så bliver du tvunget til at se på dit liv med andre øjne. Du bliver nødt til at lave en seriøs lageroptælling i dit liv. Hvad er godt, hvad er dårligt, og hvad er dræbende kedeligt og spild af tid. Netop tid kommer i centrum, for hvor meget tid har du egentlig tilbage til at være glad, levende og lykkelig? Udnytter du tiden på den måde, du gerne vil?

Hvis du venter, til der kommer en fyring eller en sygdom, så vil du både være ulykkelig, som du er nu, OG have en alvorlig krise i dit liv. Det er dobbelt op på udfordringer.

Hvad kan du gøre?

Du behøver ikke at sige op i morgen – men du må hjertens gerne – men begynd at tage styringen over dit liv i morgen!

Start med at tænke over det, skrive om det og tale om det i morgen. Med ”det” mener jeg dit liv, din karriere, dine værdier, kvaliteten i dit liv, indholdet i dit liv, formålet med dit liv.

Spørgsmål til inspiration:

  1. Hvad er du stolt af i dit liv?
  2. Hvad er succes for dig?
  3. Hvad er succes for dine omgivelser?
  4. Hvornår føler du dig i live og opfyldt af lykke?
  5. Hvad læser du om, hvad ser du i TV, hvad taler du med dine venner om?
  6. Er du dig selv på arbejde, eller spiller du en rolle?
  7. Hvad har du rigtigt meget lyst til at bruge din tid på?
  8. Hvem kan hjælpe dig til at tage springet ud i noget andet?

Vi tænker ofte: Hvad nu hvis? og så bliver vi bange for alle de negative konsekvenser, både de virkelige og de indbildte.

Hvad vil der ske, hvis du i stedet for tænker: Hvad nu hvis jeg gjorde det? Og tænker på alle de positive konsekvenser.

Som Mark Twain sagde: ”Jeg har været igennem mange forfærdelige ting i mit liv – og nogle af dem skete endda i virkeligheden!”

Føler du dig fejlcastet til dit job?

Det kan der være flere grunde til.

A: Du har aldrig vidst, hvad du ville. 

B: Du keder dig. 

C: Du er havnet ude på et sidespor.

Kan du kende din?

A: Du valgte din karriere efter, hvad din familie mente, eller hvad andre gjorde.

Som hormonfyldt og grundforvirret stor teenager valgte du en uddannelse. Hvis du ramte rigtigt, så betragt dig selv som meget heldig!

Det er næsten den værste alder, at skulle træffe beslutning om noget så vigtigt. Vi har ikke et clue om noget som helst andet som 17-20 årig, end at vi er….

Læs videre på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Kunsten at sige nej!

Vidste du, at nej er en hel og afsluttet sætning? Med punktum efter?

Sådan: ”Nej.” 

Det vidste jeg heller ikke. Jeg troede, at nej var det første ord i en alenlang forklaring på, hvorfor jeg sagde nej, og en endnu længere undskyldning for, at jeg overhovedet kunne finde på at sige nej.

Opdragelse.

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke helt kunne finde ud af at sige nej, er min opdragelse. Jeg er opdraget til….

Læs mere på Lev Lykkeligt Portalen (HER!)

Deres perfekte ydre kontra mit kaotiske indre

Jeg var for et stykke tid siden til et møde med 5 personer, hvor jeg – som sædvanligt – både skulle præsentere mig selv, og komme med et foreløbigt forslag til løsning af den udfordring, de sad med.

Deres tilsyneladende ydre.

Da personerne var ledere i finansbranchen, så var det fem smukke, velplejede, velklædte, intelligente, selvsikre og dygtige personer, jeg sad med.

De kunne præcist og velformuleret fortælle, hvad de havde brug for. De spurgte klart og høfligt om de ting, de gerne ville vide. De lyttede interesseret og imødekommende. De noterede ned på det indledende notat, de allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. De deltog engageret i den diskussion, mine spørgsmål og mine forslag gav anledning til.

Jeg sad og studerede deres perfekte ydre. Så på deres frisurer, deres tøj, kvindernes håndtasker (det er en kvindeting!), deres mobiltelefoner og øvrige gadgets, det smukke mødelokale med vandudsigt og de diskrete firmalogoer her og der. Vel og mærke fra et firma prestigemæssigt helt i top inden for branchen.

Jeg lagde mærke til deres viden, deres sprog, deres manerer. Absolut dannede mennesker. Og sindssygt dygtige til det fag, de nu hver især havde valgt. Mennesker, der ved, at de er både dygtige og heldige, men også at de har arbejdet for heldet, og som derfor har den der udefinerbare selvtillid, der bare stråler ud fra rolige, afbalancerede, høflige mennesker, der ved, hvem de er. 

Mit tilsyneladende ydre.

Da jeg er selvstændig konsulent og tidligere leder i finansbranchen, så var jeg mødt op velplejet, velklædt, intelligent, selvsikker og dygtig.

Jeg spurgte klart og høfligt om de ting, jeg gerne ville vide. Jeg lyttede interesseret og imødekommende. Jeg noterede ned på det indledende notat, jeg allerede havde udarbejdet som forberedelse til mødet. Jeg deltog engageret i den diskussion, deres spørgsmål og deres forslag gav anledning til.

Mit kaotiske indre.

Fint billede – helt perfekt faktisk.

Men inden i mig var der en helt anden samtale i gang: ”Hvad laver jeg dog her? Jeg kan jo slet ikke leve op til dem. De har helt styr på tingene, det har jeg ikke. Hvad sker der, når de opdager, at jeg ikke ved noget som helst? Når de gennemskuer mig? Det, jeg kan, er ingenting. Mine tidligere successer er nok bare noget, jeg har bildt mig ind. Jeg har sikkert ikke forberedt mig godt nok, hvad nu hvis de stiller mig et spørgsmål, jeg ikke kan svare på?”

Deres reelle indre.

For nylig holdt vi et afsluttende møde, efter at opgaven var løst til deres fulde tilfredshed – ja faktisk store begejstring. Vi sad afslappet og evaluerede forløbet. Talte både det faglige og det personlige samarbejde igennem. Og så kom det fra dem:

”Vi var faktisk lidt nervøse i starten. Du har jo et fantastisk ry, du ser så professionel ud, og du optræder altid med stor autoritet. Du er dygtig, professionel, venlig, imødekommende, lyttende, og uanset hvilke spørgsmål vi har stillet dig, giver du et perfekt svar. Din viden om både vores branche og dit eget fag er fænomenal, du kan løse alle de opgaver, vi kommer med, og du har derudover overskud til også at give os materialer, ideer og eksempler til, at vi også kan udvikle vores metoder.”

”Vi var bange for, at vi slet ikke kunne leve op til din erfaring og viden, og at du ville synes, at vi var de rene amatører.”

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at le højt, og måtte så fortælle dem om de tanker der kørte rundt i mit hoved til vores første møde. Hvilket selvfølgelig kun gjorde stemningen endnu bedre.

Hvad skete der?

Det er så typisk menneskeligt at sammenligne sig med andre mennesker. Og det er typisk menneskeligt, at sammenligne andres perfekte ydre med sit eget kaotiske indre.

Det interessante er, at de mennesker, jeg sidder sammen med, de sammenligner mit perfekte ydre med deres eget kaotiske indre.

Det fantastiske er, at når man først ved, at det hænger sådan sammen, så betyder det ikke så meget. Til det første møde, som jeg beskrev ovenfor, sad jeg og lyttede til mine egne mærkelige tanker. Men jeg tager dem ikke alvorligt mere. Jeg ved, at de er der, og jeg ved, at de dukker op, når jeg skal præstere noget vigtigt. Derfor kan jeg sidde og sige: ”Hejsa, nå I er med i dag? Fint nok, bare kør løs, men jeg tager mig altså ikke af jer. Jeg har vigtigere ting for – jeg skal arbejde. Vi må tale sammen senere.”

 

Virkelighed eller pænhed?

Jeg er faldet i den fælde, der går ud på, at jeg vil være pæn og nydelig!

Virkeligheden – version 1

Jeg læser flere og flere blogs og nyhedsbreve fra ellers fantastiske iværksætterkvinder, der reklamerer for, at vi skal have taget nogle vældigt fine og opstadsede billeder af os selv. Billeder, hvor makeuppen er glinsende, tøjet fra det sidste nye Vogue, det hele er stylet af den rigtige stylist, og opsætningen lugter af succes, overskud og perfektionisme. Det er lige, så det skærer i øjnene!

Jeg har ikke fået taget et sådant billede. Meeeen – jeg har i 5½ år flittigt brugt et fantastisk billede af mig selv som fotograf Claus Peuckert tog i sin tid, da jeg startede mit firma. Han er en fantastisk fotograf, og billedet er så godt, at selv jeg kan lide det! Jeg kan normalt ikke lide billeder af mig selv – for at sige det mildt! Så dette billede har været det eneste billede af mig på ALT, hvad jeg har sendt ud i verden.

Dorte Gammelt foto 2005

Virkeligheden – version 2

Jeg har med større og større benægtelse overhørt bemærkninger fra mennesker, jeg møder for første gang: Gud, jeg kunne slet ikke kende dig fra billedet….

Det begyndte så småt at dæmre – alligevel – at måske så jeg IKKE så retoucheret, sort/hvid og ungdommelig ud i virkeligheden. Eller i det mindste ikke mere. Selv om jeg jo nok aldrig har set sådan ud, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo. Suk!

Virkeligheden – version 3

For et par år siden fik jeg taget nogle billeder af en anden helt fantastisk fotograf, Sif Meincke. Det var i forbindelse med interview til artikler om mentorskab for C3 – nu Djøf. Jeg kan huske, at jeg fik en masse positive tilbagemeldinger på det billede, de brugte i artiklerne, men jeg var så selvfornægtende, at jeg slog det hen som almindelig høflighed. Jeg var meget taknemmelig over folks positive opbakning, for det billede var da helt forkert – og meget meget afslørende!

Jeg fokuserede på en foldet jakkekant, nogle grå hår og et for stort smil. Min gamle vane med at finde 5 fejl i stedet for at finde det positive popper gerne op, når jeg bliver præsenteret for billeder af mig selv. Og så ser jeg ikke andet – fejlene fylder hele synsfeltet!

Det, jeg har fundet ud af de sidste par år, er, at dette foto viser mig, som jeg er. Sif er fænomenal til at finde den indre power i sine ofre. Hun finder skjulte skønheder og skjulte sårbarheder, og der er en fantastisk styrke og ærlighed – og kærlighed – i hendes linse.

Virkeligheden – version 4

Jeg har besluttet at købe og bruge Sifs foto, og dermed vise en mere ærlig side af mig selv – hvilket jo passer fortrinligt med denne blog, hvor jeg også vælger ærligheden.

Men hvor er det svært at vise mig selv, som jeg er, med alle gode og dårlige sider. Både som person og på et foto. Hvor er det tankevækkende, at jeg har haft det bedst med et foto – der er rigtigt godt og professionelt – men som egentligt ikke ligner mig.

Og hvor er det angstprovokerende at vise mig selv uden filter – men også stærkt og sandt. Hvad har jeg at skjule?

Dorte Peary