Brokker du dig?

Har du brokket dig for nylig? Over det, du ikke synes virker på din arbejdsplads? Til din chef?

Så gør du som de fleste.

Hvis du er heldig, så har du en chef, der lytter og forsøger at afhjælpe dine problemer – og han bliver irriteret over dit brok!

Hvis du er mindre heldig, så bliver du afvist – og han bliver irriteret over dit brok!

Brok er som regel negativt, og lugter af kritik.

Det er lidt sjovt, som vi ofte gør det samme igen og igen, også selv om det ikke giver det ønskede resultat. Hvis det ikke hjælper at brokke sig, så gør vi det bare én gang til – og mere højlydt. Måske udvider vi endda støjen og brokker os til de 300 nærmeste kolleger.

Måske skulle du forsøge at gøre noget andet. Og hvis du ikke kan finde på ”noget andet”, så forsøg at gøre det modsatte. Hvis det du gør, alligevel ikke virker, så sker der nok ikke nogen katastrofe ved at gøre det modsatte.

Prøv i stedet at fortælle din chef, hvad du gerne vil have. Dine ønsker, dine drømme. Hvor du gerne vil hen. Hvordan du gerne vil arbejde. Hvilke opgaver du synes er sjove og interessante. Hvordan du kan gøre dit arbejde bedre.

Det interessante er, at de fleste – også chefer – meget gerne vil give dig det, du gerne vil have, hvis de bare ved, hvad det er. Og meget gerne vil lytte til dig, hvis du er konstruktiv og positiv. Og meget gerne vil fjerne de ting, der er i vejen for dig.

Tro ikke bare på mig – prøv det!

Leave a Reply