6 Tegn på Udbrændthed.

Jeg har altid været den sidste, der opdagede det, når jeg var ved at brænde ud. Uanset om jeg var langt ude i brændingen, eller blot var overtræt eller usundt stresset.

Og jeg mente, at folk omkring mig var ulideligt pylrede, når de blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle huske at passe på mig selv! Det gjorde jeg jo! Men nogle gange skulle jeg jo give den en ekstra skalle, hvis jeg ville nå målet, være den bedste, have det gode resultat, den nye opgave, forfremmelsen, vinde konkurrencen etc. Den her situation var bare midlertidig, det var kun lige indtil ferien, den nye kollega begyndte, økonomien blev bedre, det her projekt var slut, fusionen var gennemført… Udfyld selv med dine forklaringer.

Men hvad er det, du skal holde øje med? Her er 6 tegn på udbrændthed. Hvis du har mere end et par stykker af dem, så har du et seriøst problem. 

1. Du sover mere end sædvanligt, men du sover ikke godt.

Du forsøger at få den søvn og hvile, du har brug for, men din søvn bliver afbrudt, eller du sover i alarmberedskab, og derfor ikke særligt tungt.

Du er mere træt, og forsøger derfor at sove længere, men du er ikke rigtigt udhvilet, når du vågner. Du er i stedet energiforladt, og har måske hovedpine.

Din søvn er en fantastisk indikator for, om du har det godt. Og for dit energiniveau. Har du et højt energiniveau, så sover du godt. Har du et lavt energiniveau, så sover du dårligt.

2. De ting, du normalt finder afslappende, bliver irriterende.

Hvis du normalt nyder en god lang film som afslapning, så vil du måske opdage, at du enten falder i søvn, eller bliver så rastløs, at du ikke kan følge med.

Hvis du godt kan lide at se en fodboldkamp, vil du måske opdage, at du keder dig, eller at du bliver dybt irriteret på både spillere og publikum.

Du har svært ved at håndtere dine børns langsomme tempo, eller din partners glade snak med naboen, når i er på vej på indkøb. Din standardbemærkning er: ”Kom nu!”

Du har mindre lyst til sex, og det, der er, bliver automatisk.

3. Du er bedre til at finde på undskyldninger end på løsninger.

Du finder på – rigtigt gode – undskyldninger for ikke at tage en ny opgave, køre børnene til spejder, spille tennis hver torsdag med din bedste ven, søge nyt job, tage med til familiefesten og for at udskyde den uddannelse, du har glædet dig til.

Det er fint at sige fra overfor de ting, du ikke bryder dig om, men du siger nej til aktiviteter og muligheder, som du ellers ikke kunne drømme om at sige nej til.

Er du lige nu ved at finde på en undskyldning for, at du har en undskyldning til alt?

4. Du har brug for at have ret.

Du orker ikke kritik. Kan de da ikke forstå, at du gør det bedste, at de bør være glade for, at du overhovedet gider at arbejde der, at du overhovedet eksisterer.

Du har brug for en masse anerkendelse, og du bliver dybt fornærmet, hvis du ikke får den i de mængder, du mener, du har fortjent.

Du tænker ofte: ”Hvad sagde jeg!”

Udbrændthed giver lav selvtillid, og vi forsøger at snappe efter al den energi i form af ros og anerkendelse, vi overhovedet kan, og så bilder vi os ind, at vi kunne have gjort alt bedre. Så kan vi pudse selvtilliden af ved at gøre andre mennesker mindre end os.

5. Du løber tør for ideer.

Du er blevet døv og blind for nye muligheder, nye måder at gøre tingene på. Du orker ikke at høre om nye forslag, og du finder absolut ikke på dem selv.

Du er ikke til stede, hverken i situationen eller i dig selv. Du er i gang med næste opgave eller projekt, du er i gang med at regne en situation ud, du er ved at forberede et møde eller en præsentation. Du har ikke tid til at være, hvor du er.

Du er slet ikke i kontakt med dig selv, dine behov, din kreativitet, din humor eller noget som helst andet, der plejer at være en del af dig.

At få ideer og være kreativ er noget, der kommer, når vi er til stede i en situation. Når vi er nærværende. Når vi har energi til at være nysgerrige.

6. Du arbejder mere, men får lavet mindre.

Du arbejder flere timer, og bilder dig selv ind, at du så også får lavet meget mere.

Alle opgaver tager meget længere tid, end de plejer – og mere tid end de behøver. Og du fanger dig selv i at læse det samme flere gange, og i øvrigt have rigtigt mange overspringshandlinger. Du læser mail, laver nye statistikker og andre administrative ting, laver en ny PowerPoint Template, finder interessante ting på nettet – i timevis.

Måske bliver du også på arbejde, fordi du ikke orker at tage hjem, at være sammen med familien, løbe den tur, gå med i byen, tage stilling, være social.

Hvad med dig?

Hvor mange af disse punkter har du en snert af? Eller en hel del af?

Kan du genkende mere end et par stykker – så pas på!  Du er på vej af en glidebane, hvor tilværelsen kun bliver sværere og endnu mere udmattende.

Og hvis du fortsætter, bliver du også fysisk syg.

Hvad virker?

Der er kun en ting, der virker mod udbrændthed. Og det er ro. Og så er det mere ro, og til slut lidt mere ro. Kroppens batteri skal lades op igen, og det gøres ved ro, og ved at foretage sig noget, der giver energi til dit liv i stedet for at dræne dig for energi. Brug eventuelt min gratis e-bog om at få energi – som inspiration. Du kan downloade den lige her.

Træk stikket ud til arbejdet, familien eller hvor din belastning end kommer fra. Og sæt stikket i din egen stikkontakt. Den med god energi, afslapning, og drømmene om et bedre og rigere liv.

Der er ikke andre, der har ansvaret for dig og dit liv. Der kommer ikke nogen eller noget, der redder dig. Det er op til dig.

Stresset?

Peary e bog forside

Få kontrol over din stress. Få et nemt redskab til at holde øje med dit stressniveau - og til at bringe dit liv i balance igen.

Du skriver dig op på min mailliste når du henter e-bgen Powered by Seva

2 thoughts on “6 Tegn på Udbrændthed.

  1. Hej Dorte

    Det er første gang jeg lige kommer forbi din blog her. – Nok ikke sidste.

    Jeg troede faktisk ikke selv, at jeg havde været ramt at udbrændthed, men når jeg læser dine punkter, så bliver jeg sgu helt i tvivl. Det er dog i hvert fald ovre nu, men jeg kender specielt til den med at bruge mere tid på arbejdet men nå mindre. – Også mange ting bliver irriterende og man sover dårligt..

    • Tak for dine kommentarer Sebastian.
      Det er altid godt at kende tegnene på stress og udbrændthed, for så er det nemmere at stoppe op og gøre noget andet. Uden den viden, så har vi nemmere ved at komme for langt ud, og så tager det længere tid at restituere bagefter.
      Godt at du er på en anden kurs – og tillykke med at du har fået den erfaring med. 🙂

Leave a Reply